Når vi ikke havde magtkampe, spillede vi musik

Ny bog om Radiosymfoniorkestret giver indblik i en institution befolket af ledende skikkelser med en række egenskaber, som ikke pynter i et curriculum

Ny bog
I anledning af Radiosymfoniorkestrets 75-års jubilæum, har Danmarks Radio og symfoniorkestret udgivet et tobindsværk, som beretter historien om det lille ensemble, der blev til et stort orkester. Bøgerne er skrevet af Martin Granau, men DR og Radiosymfoniorkestret har copyright’en. Der er altså tale om et bestillingsværk fra institutionen og således ikke fri forskning, der uafhængigt kan redegøre for sagsforhold, der måtte være belastende for institutionen.
I 1998 udgav Gyldendal en tilsvarende bog om Kapellet, Det Kongelige Kapel 1948-98, skrevet af Verner Nicolet. Hvor denne bog er anekdoternes holdeplads og helt viger uden om konfliktstof, er Martin Granaus bog en gyser, der i flere tilfælde udstiller nulevende personer med navns nævnelse. Der er altså tale om et generøst redaktionelt filter i DR, som har tilladt, at kontroversielle emner kommer på tryk.
Der er følsomme områder, Martin Granau går uden om, inklusive at nævne de kræfter i Radioen, der reelt har modarbejdet hans meget store og omhyggelige arbejde. Forfatteren har også kun sporadisk beskrevet tiden efter 1980, idet han mener, at denne tid er »’uafgæret’ i historisk forstand og ikke kan inddrages i en fremstilling, der går dybt ned i de historiske lag.«
Det er en undvigemanøvre, for selvfølgelig kunne Granau gå tæt på nutiden. Enten har han ikke villet det, eller også har han ikke måttet gøre det. For interessant havde det unægtelig været at anlægge en sociologisk synsvinkel med ansatspunkt i f.eks. Georgina Borns metode, udviklet i forbindelse med et feltarbejde på IRCAM i Paris. Hvis Granau med iskoldt blik havde benyttet den metode, ville han have afsløret rare sager om institutionens og orkestrets ledelsesformer og arbejdsmetoder, selvforståelse internt og eksternt i forhold til det omgivende kulturliv.
Det er nok for meget at forlange af en jubilæumsbog.

Dødsdrom og børnehave
Når man læser Granaus velskrevne bog, er det slående, i hvor høj grad fortidens magtkampe ligner nutidens. Og slående i hvor høj grad institutionens ledere, på grund af ekstreme personlige positioneringsbehov, har blokeret for udviklingen i musikliv generelt. Kald det bare ’Holms vision’, som er titlen på bogen. Den kunne lige så godt hedde ’Musikalsk vejtromle gennem 75 år’.
Det begynder med orkestrets første leder, Emil Holm. Granau skriver: »I 1913 fik han i Stuttgart titel af ’wüttembergsk kammersanger’ – en titel, som passede den ranke og stolte Holm så godt, at han altid siden præsenterede sig som ’Kammersangeren’ – i bestemt form, som var han den eneste, hvem denne titel tilkom.«
Sådan har det været lige siden. Mænd med et vældigt behov for selviscenesættelse: Ser de en tændt sceneprojektør, kan de ikke begribe, hvorfor de ikke selv står badet i lyset. Menneskelige hensyn er ikke en operativ faktor i det system. Dirigenten Launy Grøndahl, som var med til at opbygge orkesterinstitutionen, fik dette at føle. Og efter ham mange andre.
Når der så opstår en situation, hvor omgivelserne går imod disse ledere, så reagerer de på en måde, som man – i en eftertid – kan trække på smilebåndet af. Som da Emil Holm ikke fik sin vilje med indretningen af Radiohuset, nogenlunde samtidig med at han skulle gå af som 70-årig. Da overvejede han, ifølge Martin Granau, ikke at indsende sin afskedsbegæring. Altså billedligt talt insistere på at blive på kommandobroen, indtil rotterne havde forladt skuden. Først da han fik stillet i udsigt, at han ikke ville kunne opnå nogen pension, hvis han ikke søgte sin afsked, accepterede han omstændighederne.
Radioens ledende musikalske kulturkontorister har 75-års erfaring i at pendle mellem dødsdromen og børnehaven.

Vor tids musik
Jo længere Martin Granau når frem i den kronologisk opbyggede bog, jo mere spændende bliver læsningen. F.eks. Musikkrigen i 1960’erne og processen mod Mogens Andersen, der havde præsenteret de nye strømninger, men som kunne have nået længere »... med lidt føjelighed og forståelse for orkestermusikernes problemer – ligesom leve sig ind i, hvordan de oplevede situationen.« (Tage Nielsen, DR-leder med en for instututionen sjælden situationsfornemmelse).
Musikkrigen i Danmarks Radio er også underholdende læsning. Her bliver konfrontationen mellem traditionalisterne og modernisterne meget tydelig. Alle har en mening, de fleste deltager i kampen efter parolen: »Undskyld, hvis dette ikke er en privat slåskamp, så vil jeg gerne være med.«
Om de kunstneriske deltagere og deres metoder skrev Hansgeorg Lenz de bevingede ord: »Gud nåde og trøste os, hvis den udøvende magt i dansk musikliv også skulle blive den lovgivende.«
Det er især i denne del af bogen, at Martin Granau bidrager med sprægstof, som serveres med stor fortællelyst. Nogen burde lave en radiomontage om den tids aktører: Victor Schiøler, Valdemar Wolsing, Anker Blyme – flere kunne nævnes.
Granau nævner en ’gruppe’, som gik sammen om at modarbejde modernisternes udtryksformer. Med i denne gruppe er »tre professorer fra konservatoriet« (s. 131, bd. 2). Måske har Granau ikke ønsket at udstille d’herrer Jørgen Jersild, Leif Thybo og Svend Westergaard, men sandt er det, at de kæmpede mod fornyelsen og mod de unges ideer.
’Sjovt’ nok husker Jørgen Jersild slet i denne og andre magtkampe og ønsker slet ikke at tale om den, han »blandede sig ikke i debatten« (interview i Dansk Musik Tidsskrift nr. 3, 1999/2000). Jersild var en af de centrale personer og deltog i møder, som bl.a. gik ud på at forhindre, at Mogens Andersen blev musikchef i DR.
Avisernes skribenter blev også inddraget: Bernhard Lewkovitch indkaldte til møde i privaten for at samle de anmeldere, som støttede Mogens Andersen. Følgende mødte op: Hansgeorg Lenz (Information), Poul Nielsen (Berlingske Tidende), Jens Brincker (B.T.) og Poul Rovsing Olsen (Berlingske Aftenavis). Der kom gang i skriverierne. ’Spejderdrengen’, ’Drengen med hørhåret’, ’Tintin’ – Mogens Andersen – blev ny musikchef.
Det er utroligt, at DR har kunnet nå så langt med det orkester – den sprælske interne rumsterstang gennem 75 år taget i betragtning.
Læs selv den foreløbige slutning i Granaus to-bindsværk. På billedsiden nydes specielt Marianne Grøndals fremragende fotos i et appendix. Udgivelsen er endnu et eksempel på, at den mest vedkommende forskning og formidling foregår uden for Musikvidenskabeligt Institut.

*Martin Granau: Holms Vision. Radiosymfoniorkestret 75 år. Danmarks Radio 2000