Læsetid: 4 min.

Nærmest i transit

17. november 2000

Hanne-Vibeke Holst har skrevet en kedelig bog. Men hvorfor er det forbudt at sige, at man godt kan lide de hendes andre?

Ny bog
Jeg kan godt lide Hanne-Vibeke Holst. Et standpunkt, som man skal forsvare oftere, end man tror.
Jeg kan lide hendes bøger for deres evne og vilje til at sætte familiens opbrud og de nye kvinde- og manderoller på den litterære dagsorden. Med andre ord, gøre feminismen og det dobbelt travle arbejdslivs omkostninger for børn og kærlighed til samtaleemne også i hjem, hvor der ellers ikke læses mange bøger i stift bind. Holst sælges i bogklubber og anbefales af barselsafdelinger til Newsweek-læsende karrieremødre, der tror – men tager grusomt fejl – at livet med en baby ligner livet før.
Derfor er Hanne-Vibeke Holst efter klassisk brandesianske kriterier en væsentlig forfatter i sin tid, en engageret samfundsdebattør med et humør, der tilmed når ud over rampen. Men ikke nødvendigvis en stor forfatter også. Sprogligt er Holst stadig den rappe fortæller af stærkt underholdende bøger, der enten er eller lyder som ungdomsbøger.
Men hvorfor gør disse egenskaber hende så – ja, næsten afskyet af mange mænd: ’Åhnej, hun er så vammel’? Skyldes den intense modvilje mon et element af det kvindehad, som Holst og andre nyfeministisk inspirerede forfattere taler om? Eller skyldes det mon mænds notoriske ubehag ved det ugebladsagtige – stadig i vores fordomsfri tid et yndlings-skældsord – som kendetegner Holsts måde at sætte problemer under debat på?
Jeg ved det virkelig ikke, men må på den anden side konstatere, at hadet til Holst må ses som en mod-tendens til de feministiske problemstillinger, der præger hendes og andre forfatterskaber i disse år: Påpegningen af uligeløn, mænds udbredte uvillighed til at tage ansvar i hjemmet, samt den diffuse ringeagt, der stadig møder kvinder i offentligheden i stedet for ligeværdig modsigelse.
Alt det, som mange mænd er dødtrætte af at høre om. De har nemlig deres egne problemer.

Begrænset interesse
Når dette er sagt, vil jeg frit udtrykke min undren over, hvad Holst egentlig har villet på den galej, der udgør fundamentet i hendes nye bog, Ned til kvinderne – da Per blev til Pia. For egentlig er den transseksuelle Per/Pias historie af ret begrænset interesse, noget der også indirekte afslører den mærkelige ekshibitionisme, der åbenbart præger både Per/Pia og andre transseksuelles projekt med deres liv.
Per/Pia tager kontakt til Holst forud for en planlagt kønsskifteoperation, i en alder af 53 år. Holst følger ham/hende før og efter, samt eks-kæresten Lenes og den aldrende far Asgers reaktioner. Sympatiske mennesker – men en hel bog kan de slet ikke bære.
Så meget mere som bogen ikke løser gåden om Per/Pias dramatiske omvalg af kønsidentitet. Klogest er måske eks-kæresten Lenes udtalelse: »Den eneste, de rigtigt elsker er hende, de har indeni.« »Jeg er nærmest i transit,« siger Per/Pia selv på et tidspunkt, med et ordspil på transvestit – dét, sexologen Preben Hertoft i virkeligheden mener, han/hun er. Bogen giver indirekte Hertoft ret: Pia bliver faktisk ikke en lykkelig kvinde – tværtimod. Men hvad skal lægevidenskaben svare i et frit land, når folk insisterer på, at dette er det eneste, de vil – er det dilemma, som Holst rigtigt peger på.

’Ned til kvinderne’
Læst som led i Hanne-Vibeke Holsts eget forfatterskab er det mest interessante Holsts undren over, at en mand overhovedet vil »ned til kvinderne«, som det hedder med titlens omskrivning af en Fay Weldon-titel fra 1971, Down among the Women. At nogen af egen fri vilje vil opgive det mandlige køn og dets fordele!
Per/Pia anfægter tilsyneladende Holsts egen enorme fascination af det maskuline, hendes bestræbelse på at blive one of the boyz, som skrevet både står i denne bog og i sidste års vittige collage af en erindringsbog, Min mosters Migræne. Lidt groft sagt er Holst selv – trods sit gode
ydre, tre børn og to ægtemænd – også en slags cross-dresser, der tilbragte sin ungdom i stramme læderbukser og jeans som det nye, androgyne menneske. Men jo alligevel ikke undgik sin skæbne.
Jeg undrer mig over, at
Holst ikke selv ser, at hendes idealisering af det maskuline er beslægtet med Pers transseksuelle idealisering af kvindeligheden – selv om hun kommer tæt på med denne formulering henimod bogens slutning:
»En trans-person ... har en intens følelse af role-relief, dvs. en befrielse fra manderollen, når jakkesættet smides og kjolen kommer på. Tranvestitten kan klare sig med lejlighedsvis cross-dressing, at iklæde sig det modsatte køns klædedragt, mens den transseksuelle oplever et stigende behov for helt at forlade manderollen og overgå aldeles til det køn, som typisk har været både beundret og misundt. Åh, hvem der bare var en pige og kunne være så smuk, så varm, så følsom og ha´det så nemt!«

Fra chef til rejekælling
Men at være kvinde er netop ikke nemt, konkluderer Holst. Det er ikke nemt i sig selv – og vel næsten plat umuligt for et fuldvoksent menneske, der før har været en mand. Også fordi kønsrollerne faktisk er så cementerede, at de ’maskulint’ aggressive sider – som har givet Per stor succes i diverse chefjobs – allerede giver Pia problemer på hospitalet lige efter operationen, hvor overkirurgen kalder hende både tøjte og rejekælling. Hvoraf man kan lære, at det kun er naturligt at hidse sig op, hvis man har en penis.
Men forhåbentlig finder Holst næste gang en skønlitterær måde at løfte sit personlige stof på: Historien om fars pige, som må krydse livets strøm uden fars klap på hovedet. Fordi tidligere tiders fædre investerede uhyre lidt i deres børn – og næsten ingenting i deres døtre.
Men i romanform, tak.

*Hanne-Vibeke Holst: Ned til kvinderne – da Per blev til Pia. 284 s., ill., 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu