Læsetid: 5 min.

Et normalt liv

11. november 2000

Uige i det nordlige Angola har i to år været i FN-systemets sidste fase før evakuering

Jeg ved ikke, hvor min kone og syv børn er. Pludselig angreb UNITA, og vi kom væk fra hinanden. Sammen med to af vores børn gik jeg i fem dage uden sko, før vi kom hertil,« fortæller den 51-årige Antonio Manuel i byen Uige i det nordlige Angola. Byen er tilflugtssted for titusinder af flygtninge fra landområderne i en af verdens længst varende krige i dag.
I 25 år har MPLA og UNITA kæmpet mod hinanden. MPLA, der er det dominerende parti i Angola, har med sin regeringshær vundet kontrollen med de vigtigste dele af Angola – herunder kyststrækningerne og de større byer som for eksempel Uige. Regeringshæren har i det seneste år vundet frem på slagmarken, men fra sine stillinger i det østlige Angola kan UNITA stadig sende indbyggere på flugt og dele familier.
»Måske er min kone dræbt, og hun tror måske også, at jeg er død. Jeg tør ikke vende hjem for at se efter. UNITA kontrollerer min hjemegn,« siger Antonio Manuel, der kom til Uige by i juli fra sin hjemegn over 300 kilometer væk. Der kommer stadig nye flygtninge til byen, mens andre vender tilbage til deres hjemegne, som er blevet sikre, fortæller Jens Tranum Kristensen, der koordinerer FN’s nødhjælp til Uige-provinsen i det nordlige Angola.
På sit kontor i Uige by peger han på et landkort. »I den nordøstlige del af provinsen sidder UNITA-soldater, men de driver guerillakrig i andre egne af provinsen. Ude i landområderne er der usikkert. FN-folk må allerhøjst køre 10 kilometer uden for Uige by,« siger Jens Tranum Kristensen, der også er sikkerhedskoordinator for FN-organisationerne i Uige. »Vi er i FN-systemets sidste fase før evakuering, men det har vi været i to år,« siger han.

Hvor venligheden holder op
Uige er en omringet by, en enklave. Inde fra byen kan man se ud mod de venlige grønne bakker med den frodige rødbrune jord – med der er et sted derude, hvor venligheden holder op.
Stort set al handel foregår med fly til flyvepladsen, der ligger et par kilometer uden for byen. Benzin eller diesel købes i dunke på markedet, men der er ikke brug for så meget benzin, for der findes kun få biler, og man kan alligevel ikke køre langt i dem. De fleste er hvide og tilhører FN eller andre hjælpeorganisationer. I byen bor der ifølge FN mindst 200.000, hvoraf omkring 50.000 er flygtninge fra provinsen. Den tæller i alt omkring en million mennesker, men man har ingen rigtig kontakt med de store områder, som er dominerede af UNITA, eller som bare er usikre. Uige-provinsen er næsten en halv gang så stor som Danmark. I udkanten af Uige by ses store øde kaffeplantager, der fortæller, at den frugtbare jord i Uige-provinsen en gang stod for en betydelig kaffeproduktion. Da de portugisiske koloniherrer trak sig ud i 1975, var Angola verdens fjerde største kaffeproducent.
I dag forstærker bjerge af affald i byens gader indtrykket af forfald – et samfund, hvor det vigtigste er brudt sammen. Der er ikke rindende vand og kun strøm i tre-fire timer om aftenen.
Forfaldne huse er mærket med skudhuller som et resultat af kampe i 1992-94, da UNITA havde kontrollen med Uige. UNITA var i 1970’erne og 80’erne støttet af Vesten, mens MPLA blev støttet af Sovjetunionen og Cuba. I begyndelsen af 1990’erne slog MPLA en imponerende ideologisk kolbøtte og blev officielt et demokratisk parti og fik støtte af Vesten. MPLA og UNITA sluttede fred, men den holdt kun kort, og siden er endnu en fredsaftale brudt sammen.
Natlige skrig fra politistationen i Uige fortæller om, at også regeringens side har store problemer med at overholde menneskerettighederne. Der tales også om MPLA-lederne i byen, som beskyldes for at være korrupte. Andre mener, at usikkerheden ude i landområderne lige så meget skyldes regeringens soldater, der ikke bliver lønnet, og som derfor stjæler fra sine egne indbyggere eller slår dem ihjel. På trods af den lave moral i regeringshæren er der ifølge Jens Tranum Kristensen ingen mulighed for, at regeringshæren kan tabe krigen. »Men den har til gengæld svært ved at føre krig mod guerillaer,« siger han.

Sygdomme er det værste
De mange fordrevne i Uige aner ikke, hvornår de kan vende tilbage. »Jeg tænker dag og nat på at vende hjem, men hvem ved, hvornår der bliver fred,« siger den 55-årige flygtning Manuel Castigo, der kommer fra den østlige del af Uige-provinsen. »Det værste her er sygdommene,« siger han. Uige-provinsen er hårdt angrebet af blandt andet malaria. Manuel Castigo klager også over sulten og mangel på tøj. Han klarer sig ved lidt små-arbejde. »De har kun deres krop og det tøj, de går og står i,« siger Yvonne Cappi om de flygtninge, der kommer til byen. Hun leder Dansk Flygtningehjælps arbejde i Uige-provinsen. Flygtningehjælpen driver blandt andet en teltlejr for 100-120 flygtningefamilier. Teltlejren er et stort fremskridt. Tidligere boede de ifølge Yvonne Cappi under »forfærdende forhold i et lager«.
Flere af beboerne i lejren vil gerne blive. »Jeg vil gerne fortsætte med at leve et normalt liv her,« siger en gammel kvinde. »Jeg har lyst til at bliver her og læse videre,« siger en 22-årig mand i lejren.
Dansk Flygtningehjælp har også et projekt i nabobyen Negage, der ligger kun 50 kilometer væk. På grund af de usikre forhold, kan man ikke køre til byen, men må flyve. FN har derimod kun fly mellem Uige og Negage hver anden uge, så endnu har Yvonne Cappi ikke været i Negage, siden hun tiltrådte i sommer. Mange af flygtningene er nu blevet tildelt et lille jordlod og såsæd. Efter den næste høst mister de nødhjælpen, fordi de skal kunne klare sig selv.
»Men de må ikke plante træer, for de symboliserer, at man er blevet ejer af jorden,« siger Yvonne Cappi. Meningen er, at de fordrevne skal vende hjem på et eller andet tidspunkt, når krigen engang slutter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu