Læsetid: 3 min.

Ny forretning: ’Rent kul’

25. november 2000

Vi har brug for mere kulkraft, siger Kina og Indien. Det gør bare pinen værre, mener miljøorganisationer

Set fra syd
Et af de vigtige stridspunkter på topmødet om klima i Haag var støtten til såkaldt ’ren kulkraft’.
Ved at støtte en renere teknologi i udviklingslandene kan industrilandene – under Kyoto-aftalen – købe sig ret til selv at bruge mere energi og slippe flere drivhusgasser ud.
Man kan spørge, hvad en international klimaaftale er værd, hvis de største udviklingslande forøger deres udslip hurtigere end i-landene kan skære deres ned.
Realiteten er, siger Det Internationale Energiagentur, IEA, at de vedvarende energikilder kun vil vokse fra to til tre procent af verdens energiforsyning, mens kulforbruget vil stige meget stærkt i de næste 20 år.
Langt den største stigning vil finde sted i Kina og Indien, siger IEA.
Faktisk har Kina gennemført en bemærkelsesværdig nedskæring i sit forbrug af kul, fra 1,3 millioner tons i 1996 til under 1 million i 1999, sagde Feng Gao på en pressekonference i Haag. Nedskæringen er først og fremmest sket ved at øge effektiviteten og begrænse luftforureningen i de største byer.
»Men vi kan ikke klare os uden at bruge mere kul i fremtiden,« slog Feng Gao fast.
»Vi har stadigvæk 34 millioner indbyggere, som ikke har elektricitet. Miljøorganisationer kritiserer vores vandkraftprojekter og atomkraften. Den vedvarende energi er langt fra nok til at dække vores behov. Så vi ønsker en støtte til den bedst mulige kulkraft-teknologi.«
Indiens miljøminister, X Prahbu, støttede ham.
»Vi har brug for en million ekstra Megawatt. Vi har gjort meget for at fremme vindkraft, solenergi og grøn energi, men vores behov kan ikke klares uden kul.«

Fanget i en kulfælde
Anil Agarwal, grundlæggeren af Center for Videnskab og Miljø i New Delhi, er helt uenig. Jo langsommere det går med at skifte fra en kul- og olie-baseret økonomi til en økonomi, der bygger på vedvarende energi i hele verden, jo værre er det for udviklingslandene, siger han.
Anil Agarwal opfatter selve rammen for de internationale klimaaftaler som lidt af en katastrofe. Det eneste fair og retfærdige – og fornuftige – ville være en aftale om at alle indbyggere i hele verden gradvis skal nærme sig det samme mål: Et vist, begrænset udslip af kultveilte og andre drivhusgasser pr. person.
Som aftalerne nu er bygget op, fastsætter de i stedet en tilladt mængde af udslip pr. land. De lande, der ikke ved egen indsats kommer ned på den tilladte mængde, kan købe kvoter i andre lande – eller skaffe sig ret til mere udslip ved at betale til reduktions-projekter i tredie-lande.
Det er denne betaling til projekter (også kul-projekter), regeringerne i Kina og Indien ønsker. Men i virkeligheden betyder det, at vi sælger de mest oplagte og billigste muligheder for at nedbringe vores energiforbrug til de rige lande – som til gengæld slipper mere drivhusgas ud i den fælles atmosfære, siger Anil Agarwal.
»Kyoto-protokollen er en katastrofe, fordi den udelukkende bygger på det korte tidsperspektiv i stedet for den langsigtede indsats, der er nødvendig for at afværge den globale opvarmning,« siger han. På langt sigt skal landene i Nord skære deres udslip fra olie, kul og gas ned til en tiendedel af det nuværende udslip pr. indbygger – mens udviklingslandene under ét skal halvere deres udslip pr. indbygger. De fattigste lande mindst, Kina mest.

Kortvarig gevinst
Med den model, der anvendes nu (etableringen af et globalt system for handel med kvoter) bliver det ganske vist lidt billigere på kort sigt, men til gengæld meget dyrere om tyve år, at reducere udslippet. Og det er netop på det tidspunkt, udviklingslande i vækst for alvor bliver nødt til at forpligte sig til at skære ned, påpeger Anil Agarwal.
Både kulfyrede elværker, olieraffinaderier, naturgasanlæg og transportsystemer, som baserer sig på benzin, har tekniske levetider på omkring 30 år. En støtte til kulkraft i udviklinglandene vil derfor forsinke udviklingen af de vedvarende energikilder, påpeger han.
Tarjei Haaland fra Greenpeace giver et dansk eksempel:
Når man anerkender støtte til mere moderne kulkraft som en klimaindsats, kan de danske elselskaber, som har ekspertise på området, sælge elværker til Kina og Indien – og derved erhverve retten til at fyre op i deres egne kulkraftværker med henblik på at eksportere mere strøm til udlandet – uden at Danmark af den grund kan anklages formelt for at overtræde klimaaftalerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her