Læsetid: 5 min.

Ode fra en trækvinde

25. november 2000

Jane Muus’ billedverden er beskeden, men indtrængende.
Hun bruger det abstrakte billedsprogs kompositions-principper som afsæt for sine skårede fortællinger om livet

Grafik
Jeg møder grafikkens grande dame i Sophienholm en november formiddag, hvor låget ligesom er taget af gryden. Lyset vælder ned fra oven, og verden skinner som guld. Jane Muus er en rund og varm ældre dame på 81 år, der virker lige så beskeden som sine billeder, der dirrer af set og oplevet liv, og som sender stærke signaler fra væggene omkring os. Muus ser livet som en billedfrise og har blik for underfundigheder og små karakterbrist hos de mennesker, hun skildrer. Og for
sociale skæbner.
Jane Muus’ kunstneriske virke er knyttet til litteraturen. Bedst kendt er hun for sine mageløse træsnit-illustrationer til Herman Bang, Jules Romain, Johs. V. Jensen og Paludan-Müllers romaner. Men hendes værk er langt mere omfattende og består mestendels af selvstændige billeder uden litterær tilknytning, ser man på den store udstilling i Sophienholm, der åbner denne weekend.
Her er også malerier, trærelieffer, skitser, raderinger og tuschtegninger. Det myldrer formelig af mennesker i denne verden, og udstillingen har da også fået titlen »Mennesker«.
Det, der slår én, er, at hvert billede indprenter sig, så man ikke kan glemme det igen. Som skar Muus billedet ind i den modtagende bevidsthed. Selv om det er en kunst, der artikulerer sig minimalt, i sort og hvidt, så er den mangefacetteret og med en særdeles rig gråtonepalet.
Muus formår at give formen fylde ved hjælp af dels snittenes mange forskellige retninger, dels en sjælden finfølelse over for lysvirkninger. »Det går som smør gennem pæretræ,« siger hun. Der sker så meget på fladen, og en af hemmelighederne er, fortæller hun, at hun bruger det abstrakte formsprogs vovede kompositionsprincipper til sine figurskildringer. Det er det, der gør dem moderne, og som har medvirket til at sætte Muus på dagsordenen igen hos hendes unge kolleger:
»Hos professor Aksel Jørgensen var kompositionen det vigtigste af alt. Selv om vi måtte gøre, hvad vi ville, så var det altid – uanset om det var renæssancemalerier eller moderne kunst – kompositionen, der var udgangspunktet. Jørgensen byggede i sine foredrag billederne op på ny, tegnede diagonale linjer osv. ned igennem billederne og afslørede dermed deres hemmelighed for os.«

Den kunstneriske debut
– Hvornår blev du klar over, at du ville være kunstner?
»Som barn tegnede jeg på indpakningspapiret i min fars apotek. Jeg tegnede syge mennesker, omgivet af mange medicinflasker, og så skrev jeg: »God bedring!« Til min store fryd brugte de tegningerne som indpakningspapir. Det blev min kunstneriske debut! Give var i det hele taget et interessant sted at vokse op. Vores nabo havde været læge på Grønland. Jeg sad gerne på hovedet af et isbjørneskind og hørte ham fortælle. Jeg vidste tidligt, at jeg ville være kunstner, og da det på et tidspunkt kom på tale, at jeg skulle på kontor, sagde jeg resolut fra!«
– Du er aldrig blevet gift. Er det et valg, om jeg må være så fri?
»Ja, det er det. I en lang årrække havde jeg dog en kæreste i Norge, men da han ønskede, at vi skulle bo i Hønefoss, hvor han holdt til, og jeg ikke ønskede at forlade Danmark, blev vi ikke gift. I stedet holdt vi det gode venskab vedlige og besøgte hinanden på skift. I Norge gik vi meget lange vandreture i de store, vilde skove, og jeg havde lange gummistøvler på, og når vi skulle over vand, så måtte jeg tage alt tøjet af og binde det oven på hovedet og svømme over. Det var vidunderligt. Han agerede ofte model for mig og havde i øvrigt levet en årrække i det vilde Amerika.«
– Du var kvindelig kunstner på et ret tidligt tidspunkt. Hvordan klarede du presset fra dine mandlige kolleger?
»Jeg var ganske klar over, at jeg ikke skulle gifte mig. Min mor havde et ikke ubetydeligt talent – også Asger Jorn anerkendte det. Han sagde: ’Det er ikke nogen helt almindelig mor, du har dér’ – men hun var jo blevet gift med apotekeren og mor til fire, og hun hjalp ham meget, så hendes talent fik ingen næring. Hun dekorerede dørfyldningerne i huset, det var alt, hvad det blev til. Jeg besluttede derfor tidligt, at sådan skulle det ikke gå mig. Jeg tænkte, at det koster det her. Jeg kan ikke klage. Jeg har fået megen
anerkendelse, og jeg føler ikke, at mit køn har været nogen hindring for mit virke.«
– Var det ikke svært at modstå presset fra de abstrakte i din tid på Akademiet?
»Jo! Asger Jorn, der gik på Akademiet samtidig, var en fascinerende figur. Men når der er en så intens udfordring lige ved siden af én, så må man holde endnu mere fast på sit eget. Mennesker skulle det være, og så måtte jeg koncentrere mig endnu mere om dem. Men Jorn var usædvanlig klog, og jeg kunne godt lide ham, selv om jeg ikke kunne forstå ham helt. Han hjalp mig meget i Paris. Jeg var kun 19 år, og han gav mig en mængde adresser.«
Daumier som forbillede
– Du nåede lige Paris inden krigen?
»Ja, men så kom jeg jo igen lige efter krigen, hvor jeg fik det franske statsstipendium (1947-48, red.). Det satte mig i stand til at fordybe mig i Paris i forbindelse med mine illustrationer til Jules Romain. Da boede jeg på et hotelværelse, der vrimlede med mus. Og da tænkte jeg: Frænde er frænde værst!« (latter).
I Paris fandt Muus en af sine vigtigste helte, Daumier. Hans sociale bid og måde at aktivere hele billedfladen på – han spænder figurerne ud til bristepunktet – satte hende på sporet af sin egen kunst.
– Men for nu at vende tilbage til bøgerne. Hvad er forskellen på at have et litterært forlæg og virkeligheden selv?
»Der er ingen forskel. De litterære figurer bliver virkelige for mig, når jeg tilegner mig dem.«
Jane Muus synes, Sophienholm er et vidunderligt sted, og hun forestiller sig, hvad der foregik i huset, dengang huset var beboet, og husets unge frue, Friederikke Brun, dansede slørdanse gennem stuerne. Hun havde i øvrigt et æsel. Hun og herren, Constantin, holdt saloner for guldalderens kunstnere. »Og nu er jeg her!« siger Muus.

FAKTA
Jane Muus
Født i 1919 i Odder. Efter faderens død flyttede moderen og fire børn til København. Som 15-årig kom hun på Rannows tegne- og malerskole. I 1936 optaget på Akademiet og uddannede sig som grafiker og maler hos Aksel Jørgensen. I 1968 Eckersberg Medalje og i 1984 Thorvaldsen Medalje. Mennesker. Jane Muus på Sophienholm. Nybrovej 401, Lyngby. Ti.-sø. 10-17. Til 20. 1.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her