Tre Berlingske-journalisters gravearbejde i Besættelsestiden har ramt steder, der gør ondt
Historie
Sjældent deler en bog om et historisk emne anmelderne så kraftigt.
Sjældent er en bog i stand til at fremprovokere så voldsomme udfald og reaktioner som Krigens købmænd har fremkaldt både før og efter udgivelsen for en uge siden på Dansk Industri Syndikats (DISAs) 100 års dag.
Bogen er resultatet af en artikelserie, som tre unge Berlingske-journalister publicerede sidste efterår, og som de har arbejdet videre med. Den handlede om A.P. Møller og DISAs arbejde for tyskerne under Besættelsen 1940-45.
Artiklerne vakte ekstra opsigt, fordi chefredaktør Peter Wivel heldigvis forgæves søgte at standse dem og nær havde fået et mistillidsvotum fra hele bladets journalistgruppe. Efterfølgende fik offentligggørelsen Mærsk McKinney Møller til at sætte A.P. Møllers betydelige aktiepost i Det Berlingske Hus til salg sammen Den Danske Banks, hvor A.P. Møller Gruppen har en betydelig indflydelse. Nu er resultatet af det så nationalt sindede A.P. Møllers reaktion dengang så blevet den norske mediekoncern Orklas overtagelse af det Berlingske Hus.
Som modvægt sidste efterår fulgte Politiken op med en artikelserie om landbrugets og fiskeriets rolle under besættelsen. Men i modsætning til Berlingskes artikler indeholdt Politikens intet nyt kun opkog af gammelkendt stof. Men Besættelsestidens historie var blevet en del af oplagskampen mellem to konkurrerende bladhuse.Og den kamp er fortsat i dette efterår frem til udgivelsen og modtagelsen af bogen.
Med Berlingske Tidende inspireret af bl.a. gamle DKPere i den interessante rolle som afslører og angriber af erhvervslivets og A.P.
Møller i en lidet smigrende rolle som meget villig og entreprenant samarbejdspartner for den tyske besættelsesmagt. Med så store profitter, at danske virksomheder delvis måtte betale betydelige beløb tilbage til den danske stat under retsopgøret efter krigen. Til gengæld søgte Politiken i sin dækning op til udgivelsen i anmeldelsen af bogen og på lederplads at reducere betydningen af de tre journalisters gravearbejde. Interessant, men ikke særlig opbyggeligt.
Landsforrædderi
De tre journalisters bog er spændende læsning. Den bringer en del nye enkeltheder frem om det større erhvervslivs rolle industriens og entreprenørfirmaernes som ikke er særligt grundigt udforsket af faghistorikerne. Men guldrandede og respektable virksomheder som A.P. Møller, B&W og andre danske værfter, Vølund, Atlas, Novo, Wright Thomsen & Kjær, F.L. Smidth og Christiani & Nielsen samt Industrirådet for at nævne nogle fulgte jo blot regeringens officielle, opportunistiske samarbejdspolitik fra maj-juni 1940, selv om især DISA var meget tidligt ude allerede de første dage efter 9. april og var overivrige i samarbejdet med tyskerne, også helt frem til april 1945.
Det var denne overdrevne iver i Besættelsens første uger, der fik den konservative leder og minister John Christmas Møller til at notere et ord og et navn, da han på et ministermøde 21. maj 1940 blev orienteret om DISAs bestræbelser uden om regering og Udenrigsministerium i april-maj: Ordet var landsforrædderi, og navnet var A.P. Møller.
Nu var den stærkt nationale Christmas Møller undertiden noget impulsiv, men hans konservative makker Henning Hasle noterede, at Christmas var »meget forarget« over DISAs handlemåde og udtalte: »Dette er en alliance med tyskerne mod os.« Så det er ikke sandsynligt, at hans opfattelse deltes af de øvrige medlemmer af regeringen, der gik ind for tilpasning og samarbejde for at bringe landet gennem krigen så uskadt som muligt.
Derimod deltes hans opfattelse af erhvervsmanden og det senere medlem af Frihedsrådet Erling Foss. I en række analyser til SOE (Special Operations Executive) i London, der tog sig af støtten til modstandsbevægelserne i de tysk besatte lande, skildrede han situationen i den opportunistiske danske industri og foreslog briterne en række initiativer for at hindre at Danmark blev »et krigsarsenal for Tyskland«. Et sådant mål var »naturligvis« DISA, »der arbejder dag og nat for tyskerne og tjener mange penge«, som Foss skrev.
Mus i papirerne
I virkeligheden er det mest interessante i bogen måske begivenhederne efter krigen, da regnskabet i frihedsrusen og hadet til medløberne skulle gøres op. Med udgangspunkt i hidtil ikke udnyttede kilder, som rigsadvokat Henrik Fode og rigsarkivar Johan P. Noack har givet adgang til under den nu liberaliserede arkivlov, bringer de tre journalister en ubehagelig dokumentation, dels for virksomhedernes forsøg på efterrationalisering af deres handlinger under krigen, dels for manipulation af sagerne mod de virkelig store virksomheder med de fine navne, så de slap billigere. Ved læsningen kan man få den tanke, at det var politisk opportunt og stiltiende accepteret på højere sted. Og tilsyneladende har der undervejs stedvis været mus i papirerne. Især materiale, der kunne være belastende, er forsvundet.
De tre journalister kan desuden berette, at allerede i maj 1946, dvs. før efterforskningen af DISA var indledt, kunne en unavngiven politiadvokat berette, at DISA ville slippe for tiltale. I hvert fald brød myndighederne hurtigt med den barske kurs, der var lagt op til fra starten med de såkaldte værnemagerlove fra sommeren 1945.
Forfatterne har gjort et godt forsøg på at kaste lys over et kontroversielt og delvis forsømt kapitel i besættelsesstidens historie. Gravearbejdet i en række omfattende, hidtil lukkede arkiver fra krigsårene og retsopgøret har berørt nogle meget ømme punkter i vores opfattelse af den tid og vor kollektive opportunistiske opførsel. Bogen er journalistisk hvilket ikke i sig selv er problematisk. Men den er stedvis rigeligt patetisk og båret af et engagement, der undertiden fører over i forargelsen. Det svækker den, ligesom det er en mangel, at den mangler helt præcise kildeangivelser.
Bogen demonstrerer med al respekt for de tre journalisters indsats behovet for en professionel historisk udforskning af det kontroversielle forløb, der ligger i erhvervslivets, især industriens, praksis under krigen. Og måske skulle man inddrage også udenlandske arkiver foruden det materiale i danske arkiver, der endnu ikke er udnyttet.
Uenigheden viser, at ikke alt er klarlagt. Men der er punkter, der er ømme.
*Christian Jensen, Tomas Kristiansen og Karl Erik Nielsen: Krigens købmænd Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P. Møller, Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig. 324 s. Ill. 295 kr. Gyldendal
