Læsetid: 4 min.

Det onde blomstrer stadig

25. november 2000

En fortælling om at snuble over et digt på vej mellem to sprog

Oversat
»Vær artig, åh min smerte«, starter et digt af Baudelaire, som jeg snublede over midt i min oversættelse af en ny fransk roman, hvor hovedpersonen, en forskruet, pervers, men intelligent gymnasielærer, underviser attråværdige teenagepiger og et par fyre i en sproglig klasse i det.
Eller rettere sagt: I første omgang snublede jeg ikke, jeg sprang bare let og elegant hen over det, velvidende at Peter Poulsen har udgivet en ’kanoniseret’ oversættelse af Baudelaires Helvedes blomster, som jeg jo bare kunne låne oversættelsen fra.
Digtet udgør en slags omdrejningspunkt i romanen, hvor alle hovedpersonerne fortvivlet basker rundt med lysten og lidelsen ved slutningen af det 20. århundrede.
I min umiddelbare forståelse blev det til (og jeg ved godt, at det i denne form, hverken er digt eller sonet):

Vær artig, åh min smerte,
forhold dig mere rolig
Du krævede aftenen; den
falder på, her er den:
En obskur stemning indhyller
byen
Bringer fred til nogle, til andre
bekymring

Mens den usle hob af dødelige
Under nydelsens pisk, denne
nådesløse bøddel,
høster selvbebrejdelser i
slaviske fester
Min smerte, giv mig din hånd,
kom med herhen...
Digtet er lidt længere, forfatteren Houllebecq eller snarere hovedpersonen Bruno, standser her. Han formår med digtet at holde hele klassen i ånde, netop fordi Baudelaire – i modsætning til Proust og Thomas Mann, som gymnasielæreren tænker – stadig forholder sig til en eksisterende virkelighed: »Angsten, døden, skammen, beruselsen, nostalgien, den tabte barndom... udelukkende indiskutable emner, solide temaer.«
Og digtet giver da også helt klar mening for unge mennesker, der går til fester og raves (den dødelige hob til slaviske fester, pisket frem af deres nydelsessyge) og bagefter fortryder en del af, hvad de har foretaget sig og slikker sår i hjørnerne.
På tværs af 150 år forklarer Baudelaire ubesværet ’det ondes blomster’: At smerten også er en blomst, som man måske skulle pleje som et lille barn og tage sig af, fordi den måske ikke er nær så besværlig som... nydelsen.

Poulsens kanon
Nogle dage efter sad jeg så med Poulsens oversættelse:

Vær klog, o min sorg, og hold
dig lidt tilbage
Du påkalder Mørket og straks
hun daler ned
Med sin dystre atmosfære,
imellem byens tage,
Og bringer nogle sorg, mens
hun skænker andre fred.

Mens den gemene hob af
dødelige høster
Pisket frem af deres Brynde:
En bøddel så hård
Den skændsel, de har sået med
deres usle lyster,
min sorg, så ræk mig hånden;
kom med mig, vi går...

Jeg var lamslået. Var det dette lidt altmodische digt, der havde holdt den perverse gymnasielærers klasse i ånde? »Hvor er moderniteten henne?«, spurgte jeg forarget min ’korrekturlæser’, der så vantro på mig, »Tine, du læser noget ind i det... Det kan sagtens betyde det, som Poulsen har skrevet,« sagde han, der er lingvist og litterat og har mange flere referencer i orden end mig på det sproglige plan. »Ja, men kan du ikke høre,« sagde jeg, »at hele digtet er henvendt til et lille uartigt, krævende barn, smerten, som man skal tage sig af i stedet for nydelsen? På fransk siger man kun: ’soi sage’ til børn... og hunde, det kan simpelthen ikke betyde ’klog’ i den sammenhæng. »Du kan jo ikke finde andet metaforisk belæg for den påstand,« sagde min strenge læser, mens jeg bare sad og blomstrede med mit foreløbigt uargumenterede gehør.

Fransk som modersmål
Det var her, det gik op for mig, at jeg havde hjemme i to sprog, hvis jeg ikke vidste det før. Jeg hører noget i det digt, som i en vis forstand ikke står der. Poulsens oversættelse kan, i al fald af første strofe, siges at være korrekt. Alligevel er den forkert.
Jeg gik meget uvidenskabeligt ud og fandt en masse forskellige franskmænd. Der var ingen tvivl: Der tales til et barn. Hvad ’sorg’-tolkningen angik, forargede det dem lige så meget som jeg. Det er ikke et digt om sorg – selvom der er en masse sorgmetaforik i digtet. Det er et digt om lidelse, og, som en af dem, jeg spurgte, forklarede mig:
»Vi lærer det jo der i 17-årsalderen, og siden hen kan vi slet ikke slippe fri af Baudelaire. Vi lærer, hvordan vi skal håndtere smerten,« og jeg tænkte, »det tror pokker, at franskmænd er anderledes end danskere.«
Det er måske derfor, at Poulsens læsning ikke er forkert, den er bare dansk. I næste strofe går det nemlig helt galt. Der bliver digtet protestantisk, hvilket det aldeles ikke er på fransk. Det er nemlig hoben, der er ussel, ikke lysten, og det er fortrydelse, der høstes, ikke skændsel (og her kan man slå det op i ordbogen). Skændsel er noget, man har i forhold til andre, fortrydelser (der i ordbogen kan slås op som anger, samvittighedsnag) har man selv. På fransk er digtet en balancegang mellem lysten og smerten, hvor man forliger sig med smerten, erkender lystens begrænsning, og svøber smerten som et barn i nattens kåbe... På dansk handler digtet om noget helt andet, om at tage sin sorg væk fra den lystne, forargelige hob...
Jeg er udmærket klar over, at Poulsens fremragende indsats og fortjeneste er at have tolket Baudelaire ind i dansk, i digtning og vers, en opgave jeg ingenlunde har digteriske evner til. Jeg kan bare ikke stille noget op med hans tolkning midt i oversættelsen af en fransk roman, der tydeligvis har et helt andet ærinde. Så jeg snublede, faldt og ligger der stadig...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu