Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

3. november 2000


Færøerne får to folkeafstemninger
*Det færøske landsstyres meddelelse om, at færingerne skal til folkeafstemning om en ny køreplan for færøsk suverænitet, indebærer, at færingerne skal til valgurnerne ikke færre end to gange.
Den første folkeafstemning finder sted i april næste år, og her skal færingerne svare på, om de bakker op om en køreplan, som i sidste ende medfører, at færingerne får den fulde suverænitet over deres eget land.
Hvis færingerne siger ja til planen, vil det indebære, at færingerne først tager ansvaret for alle de sagsområder i hjemmestyreloven, som Danmark fortsat administrerer. Samtidig skal bloktilskuddet fra Danmark nedtrappes.
Når disse to ting er afklaret med den danske regering, skal færingerne – hvis de altså i april siger ja til landsstyrets plan – til endnu en folkeafstemning om de mere vidtrækkende spørgsmål, der i sidste ende omhandler den færøske suverænitet. Den anden folkeafstemning skal således dreje sig om, hvorvidt folk ønsker, at der sættes en færøsk grundlov i kraft.

Alliance af NGO’er søsat
*Den private danske organisation Ibis har indledt et tæt samarbejde med tre andre europæiske NGO’er. Det sker som et modtræk til den stigende globalisering.
Alliancen af NGO’er blev torsdag lanceret i Dublin af Zimbabwes oppositionsleder Morgan Tsvangirai.
»Globaliseringen betyder, at alt er i konstant og hastig forandring. Gennem vores arbejde i udviklingslandene oplever vi, at det, der var god latin i går, kan være en gammel sandhed i dag. For at kunne håndtere den situation er vi som NGO’er nødt til at arbejde tæt sammen. Alene kan vi få meget svært ved at leve op til udfordringer, globaliseringen stiller os overfor,« siger generalsekretær i Ibis, Vagn Berthelsen. Ud over Ibis er medlemmerne af den ny NGO-alliance den irske NGO Concern, den hollandske Hivos og den tyske Deutsche Welthungerhilfe/German Agro Action.

Omfattende MTBE-forurening på Fyn
*Det miljøfarlige stof MTBE har forurenet grundvandet under 62 af 72 undersøgte fynske tankstationer, nuværende og nedlagte. På halvdelen af de forurenede grunde var koncentrationen over grænseværdien.
Samtidig har analyser afsløret MTBE i råvandet ved syv af de 20 fynske vandværker, som hidtil har analyseret deres vand for det ildelugtende og kræftmistænkte stof.
Fyns Amt betegner resultatet af sin undersøgelse af tankstationerne som overraskende og vil orientere Miljøstyrelsen nærmere. Amtet frygter, at der kan være MTBE i grundvandet under en lang række af 225 andre tankstationer, hvor der er blevet solgt benzin tilsat MTBE.

Jugoslavien på vej ind i varmen
*Jugoslavien ventes snart at genoprette de diplomatiske forbindelser med de vestlige lande, der deltog i NATO’s luftkrig mod Jugoslavien i 1999, efter at Jugoslavien igen er blevet medlem af FN efter otte års isolation.
Den hurtige genopretning af de diplomatiske bånd ventes at komme i stand, uden at der knyttes alt for strenge betingelser dertil i form af f.eks. krigsforbryderproblematikken. Jugoslavien blev sent onsdag igen medlem af FN og lovede i den forbindelse at være »en nabo, man kan stole på« og en nabo, der føler sig forpligtet af fred og stabilitet efter otte års krig og skrøbelig fred på Balkan.

Militære enheder i kamp i Fiji
*Der udbrød torsdag voldsomt skyderi i det militære hovedkvarter i Fiji i det sydlige Stillehav.
Det tydede på, at specialstyrker var rykket ind på kasernen i hovedstaden Suva for at tage de regulære soldater som gidsler. Specialstyrkerne menes at sympatisere med de kupmagere, der tidligere på året forgæves forsøgte at omvælte styreformen i Fiji. Senere forsøgte regulære hærstyrker at indsætte et modangreb.
Ifølge rapporter fra stedet er to soldater dræbt og op mod en halv snes såret.

Helveg: Domstols ressourcer kan øges
*Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) kalder det en skandale, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke kan få flere penge, således at den kan gøre indhug i den stadig stigende strøm af klager, den modtager. Til Det Danske Menneskerettighedscenters nye hjemmeside, som har premiere i dag, siger han:
»Vi taler her om, at man kan komme langt for 10-20 mio. kr., så domstolens ressourcer kan forøges.« Udenrigsministeren deltager i dag i en net-debat om demokratiets og menneskerettighedernes fremtid med folketingsmedlemmerne Per Stig Møller (K), Henning Gjellerod (S), og Søren Søndergaard (EL). Menneskerettighedscentrets hjemmeside har adressen: www.menneskeret.dk

Nyt testanlæg for bølgeenergi
*El koster fortsat to-tre gange mere at producere ved hjælp af havets bølgeenergi end den traditionelle elproduktion med brug af olie, naturgas, kul eller atomenergi.
Men mange forskere og Ole-Opfindere på mange niveauer kæmper for at gøre elproduktionen baseret på havets ressourcer rentabel. Derfor indvies på lørdag i Nissum Bredning i den vestlige Limfjord et større testanlæg.
Anlægget har fået betegnelsen Kravlegården, og det skal virke som et alternativ til den som regel meget dyrere forskning, der finder sted i professionelle prøvebassiner på forskningsinstitutionerne. Forskningen i Kravlegården skal foregå i en skala 1:10 i forhold til et eventuelt produktionsanlæg i Nordsøen.
For et par år siden blev der på finansloven afsat 40 mio. kr. over en fireårig periode til forskning og forsøg med bølgeenergi.

Ny debatbog om pædofili
*På den anden side er titlen på en aktuel debatbog med ti indlæg om pædofili og det omgivende samfund. Bogen udgives af Pædagogisk Medhjælperforbund, og medlem af forbundets forretningsudvalg Finn Danielsen har skrevet forordet.
»I det seneste par år er der blevet snakket mere om pædofili end om pædagogik, når talen er faldet på daginstitutioner og deres rolle i børns liv. Fra at være et absolut marginalt sagsområde er overgrebssager blevet noget, der fylder i sagsbehandlingen. På et år blev antallet af sager mere end 30 doblet. I en sådan situation er det naturligt at søge svar på spørgsmålet:
Er de mange sager et resultat af, at sund opmærksomhed har afdækket en sump af uhyrligheder i institutionerne, som der omgående må igangsættes initiativer til at forebygge? Eller er den eksplosive stigning udtryk for, at folk ser spøgelser ved højlys dag og skal vi følgelig advare mod desperation og hysteri?« spørger Finn Danielsen.

Islamisk Jihad tager ansvar for bilbombe
*Den militære gren af Islamisk Jihad i Palæstina har taget ansvaret for den bilbombe, der i går dræbte to personer i den centrale del af Jerusalem.
»Islamisk Jihad erklærer, at de har ansvaret for den heroiske operation, der blev gennemført i hjertet af det besatte Jerusalem denne eftermiddag,« hed det i erklæringen.
Politiet sagde, at 10 personer blev kvæstet ved eksplosionen, der fandt sted i et stræde bag Mahane Yehuda markedet i Vestjerusalem. Tyk røg bølgede op fra stedet, hvor en gruppe ultra-ortodokse jøder samlede sig og råbte »Død over araberne« og »Død over Arafat«.
Israels viceforsvarsminister Ephraim Sneh sagde, at Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, der ledes af Arafat, bærer skylden for attentatet, fordi selvstyremyndighederne har befriet de militante muslimer, der gennemfører terrorangreb, fra fængslerne. »Ansvaret ligger hos Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, der frivilligt løslod disse rovdyr,« sagde Sneh til israelsk tv.
Torsdag aften sagde Yasser Arafat i Gaza, at hans selvstyremyndigheder er imod sådanne attentater.
»Vi er totalt imod det,« sagde Arafat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu