Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

1. november 2000


Tankskib med gift forlist i Den Engelske Kanal
*Et italiensk indregistreret tankskib med 6.000 ton giftige kemikalier i lasten sank tirsdag ud for den franske kyst nær de britiske kanaløer og udløste frygt for en miljøkatastrofe.
Tankskibet, Levoli Sun, sank, mens franske slæbebåde var i færd med at trække det til en fransk havn, fordi det var begyndt at tage vand ind i det hårde vejr. Skibet ligger nu på 70 meter vand ca. 19 kilometer fra den britiske ø Alderney. Besætningen på 14 mand blev reddet via helikopter mandag.
Søfartsmyndighederne i Frankrig sagde, at Levoli Sun bl.a. havde 4.000 ton styren om bord. Det er yderst giftigt og opløses ikke i vand. Om bord var også 2.000 ton mindre giftige kemikalier, som skibet sejlede for Exxon Mobil.
Forliset skabte omgående frygt for, at Frankrig kan rammes af en ny miljøkatastrofe i lighed med den, der sidste år skabte omfattende olieforurening på den franske Atlanterhavskyst efter olietankeren Erikas forlis.
Mandag eftermiddag sagde søfartsmyndighederne, at der ikke var registreret forurening, men at man ville vente på, at vraget har stabiliseret sig på havbunden, før der træffes en beslutning om, hvorvidt der skal gribes ind. Frankrigs præsident, Jacques Chirac, udtrykte »dyb bekymring.«

Arafat skal mødes med Shimon Peres
*Urolighederne rasede igen tirsdag i de palæstinensiske områder Vestbredden og Gazastriben, hvor palæstinensiske demonstranter og militsmænd udkæmpede gadekampe og skuddueller med israelske besættelsestropper.
Sent tirsdag eftermiddag sagde hospitalskilder, at mindst tre palæstinensere var blevet dræbt af israelske skud i Gaza, mens en fjerde, en palæstinensisk politimand, blev erklæret hjernedød, efter at han var blevet skudt under sammenstød nær Bethlehem på Vestbredden. En israelsk talsmand oplyste tirsdag eftermiddag, at Israels tidligere premierminister og fredsarkitekt, Shimon Peres, skal mødes med palæstinenserlederen Yasser Arafat i et forsøg på at få den løbske situation under kontrol. Han tilføjede, at Peres formentlig er en af de få israelere, som er i stand til at tale fornuftigt med Arafat.
Nyhedsanalyse her på siden

Pædofil-sigtet løsladt
*Københavns Politi havde tirsdag ikke held med at få varetægtsfængslet en 61-årig mand, som blev anholdt og sigtet for seksuelle overgreb på mindreårige børn efter et afslørende program om pædofile danskere på TV 2 mandag aften.
Den 61-årige mand blev løsladt efter et lukket grundlovsforhør i Københavns Dommervagt tidligt tirsdag aften. Manden medvirkede i tv-udsendelsen og blev anholdt, mens den kørte på tv. Han blev sigtet for kønslig omgang med drenge under 15 år, fordi han i udsendelsen havde fortalt om sådanne overgreb for skjult kamera. Men han nægtede sig under tirsdagens afhøring hos politiet skyldig i sigtelserne.
»Vi savner identiteten på dem, det skulle være gået ud over,« siger kriminalinspektør Kurt Jensen fra Københavns Politi.
Et flertal i Folketinget mener, det er i strid med Grundloven at forbyde den pædofiligruppe, som blev beskrevet i TV 2-udsendelsen, og justitsminister Frank Jensen har nu sat politiet til at undersøge, om gruppen overtræder lovgivningen.

Kvindehandel afsløret i Bosnien
*Under en razzia på en natklub i Bosniens hovedstad Sarajevo i går fandt det lokale politi mindst 12 kvinder, der blev holdt i fangenskab. FN betegner fundet som et af de hidtil mest betydningsfulde eksempler på kvindehandel i Bosnien.
»IPFT (FN’s internationale politistyrke) overvågede razziaen og interviewede 17 mulige ofre for menneskehandel. Indtil nu har 12 kvinder erklæret, at de blev holdt der mod deres vilje og hat bedt om FN’s hjælp til at vende tilbage til deres hjemlande i Østeuropa,« sagde Douglas Coffman, talsmand for den FN-mission i Bosnien, der har ansvaret for den internationale politistyrke til Reuters. De fleste af kvinderne kommer fra Ukraine og Moldova og er langt fra de eneste af slagsen i Bosnien, der i en FN-rapport fra marts beskrives som en vigtig destination for kvindehandel.
Artikler på forsiden og side 4

Kostunica afviser Kosovo-styre
*Jugoslaviens præsident, Vojislav Kostunica, erklærede sig tirsdag parat til drøftelser med de nyvalgte albanske ledere i Kosovo, men understregede samtidig, at uafhængighed for provinsen vil være »meget farlig for stabiliteten i området.«
»Jeg er åben over for alle former for drøftelser, der er ikke en eneste dør, jeg ikke vil banke på,« sagde Kostunica i Oslo efter forhandlinger med Norges statsminister, Jens Stoltenberg.
Han gentog den jugoslaviske ledelses modstand mod lørdagens lokalvalg i Kosovo, som blev boykottet af det serbiske mindretal, men udtrykte tilfredshed med, at de moderate kræfter vandt valget.

Pia Kjærsgaard vandt injuriesag
*Lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, vandt tirsdag den injuriesag, som hun havde anlagt mod Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU. I oktober sidste år udtalte Karen Sunds til Radioavisen, at Folkebevægelsen mod EU ikke ville samarbejde om et nej til euroen, fordi man »nødigt ville identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter.«
Dommer Max Jørndrup idømte Karen Sunds to dagbøder à 200 kroner og en erstatning på 1.000 kroner.
»Dommen er så mild, at det næsten er en frifindelse,« siger Karen Sunds’ advokat Hans Kjellund. Dommeren sagde i sine bemærkninger til dommen, at han mente, at Pia Kjærsgaard har krattet i muren, men ikke har overskredet grænsen til at have udtalt sig racistisk. Karen Sunds anker dommen til landsretten.

Shell afviser mælkemonopol
*Dansk Shell skifter leverandør af mælk. Mejerigiganten Arla’s mælk er smidt på porten, og i stedet rykker Naturmælk ind i kølemontrene i Dansk Shells 118 egne butikker. Fra tirsdag vil Shell-butikkerne kun sælge økologisk mælk fra det lille økologiske mejeri Naturmælk i Tinglev i Sønderjylland.
Dansk Shell stadig vil føre en række traditionelle mejeriprodukter fra Arla og fastslår, at det primære argument for skiftet af mælkeleverandør hverken er økonomisk eller økologisk.
»Det er satsningen på kvalitet, der driver værket, hvilket i dette tilfælde er den økologiske mælk fra Naturmælk,« siger kædechef Bjarne Månsson.

Færøsk forslag trækkes tilbage
*Anfinn Kallsberg trak i går et forslag tilbage om, at Færøerne udråbes som en selvstændig stat med en efterfølgende overgangsordning i forhold til Danmark.
I stedet vil han nu forsøge at finde flertal i det færøske lagting for et udspil, hvor man først udtømmer mulighederne i den eksisterende hjemmestyreordning, før Færøerne bliver selvstændige. Den plan betyder en trinvis nedtrapning af bloktilskuddet fra Danmark til Færøerne, samtidig med at interne myndighedsopgaver – som for eksempel retsvæsen, politi og skibstilsyn – lidt efter lidt overgår til færøsk kontrol.
Målet for Anfinn Kallsberg er stadig, at Færøerne bliver en selvstændig stat, men at man så at sige vender køreplanen om, så man tager overgangsordningen, inden Færøerne bliver selvstændige.

Fem filippinske oprørere dræbt
*Filippinske regeringssoldater dræbte tirsdag fem medlemmer af den muslimske guerillagruppe Abu Sayyaf. Gruppen har i seks måneder holdt gidsler på øen Jolo på Filippinerne. Heriblandt en amerikaner.
Guerillagruppen holder stadig amerikaneren Jeffrey Schilling og den filippinske dykkerinstruktør Roland Ullah fanget.
Siden den 16. september, hvor Filippinernes præsident Joseph Estrada første gang satte hæren ind, er to franskmænd, tre malaysiere og 12 filippinere blevet reddet, og 100 af Abu Sayyafs 1.200 medlemmer er blevet dræbt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her