Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

21. november 2000


Israel angriber Gaza
*Israelske kamphelikoptere sendte mandag aften byger af missiler mod bygninger i det palæstinensiske selvstyreområde Gazastriben. Samtidig sagde vidner, at israelske krigsskibe bombarderede Gaza fra Middelhavet.
Vidnerne sagde, at fem helikoptere affyrede mindst 20 missiler mod bygninger, der huser palæstinensisk politi og sikkerhedstjenester ved områdets Middelhavskyst, hvor palæstinensernes leders, Yasser Arafat, har sit hovedkvarter, der ifølge palæstinensiske kilder ikke blev ramt.

Ansatte ser frem til ’nye’ ansatte
*Virksomhedernes ansatte er åbne overfor at få kolleger med nedsat arbejdsevne, viser en ny rapport fra Socialforskningsinstituttet (SFI), Virksomhedernes Sociale Engagement.
Således viser rapporten, at kun 12 procent af lønmodtagerne mener, at kolleger med job på særlige vilkår medfører ekstra belastning for dem selv.
De resterende adspurgte mener for 44 procents vedkommende, at de ligefrem bliver aflastet, mens resten giver udtryk for, at jobtypen hverken medfører særlig belastning eller aflastning.
Undersøgelsen er foretaget blandt 7.200 lønmodtagere, og dataene er indsamlet i slutningen af sidste år.
Omkring 97 procent af de lønmodtagere, der har erfaringer med, at der er oprettet job på særlige vilkår på deres arbejdsplads, mener ikke, at risikoen for, at de selv mister deres arbejde, øges som følge heraf, skriver rapporten.

Danmark skærer i bistand til Zimbabwe
*Udviklingsminister Jan Trøjborg (S) besluttede mandag at standse for al yderligere bistand til Zimbabwe. Samtidig trækker Danmarks statslige bistandsorganisation Danida sig ud af samarbejdet med Zimbabwes landbrugsministererium.
Det sker i lyset af Zimbabwes regerings manglende vilje til at standse den tiltagende vold i landet og til at tage effektive skridt til en økonomisk genopretning af landet.

Lavere global økonomisk vækst
*Tempoet i USA’s økonomi vil til næste år falde til 3,5 procent fra 5,2 procent i år, oplyste de riges landes tænke-tank, OECD, mandag.
For de 11 lande i eurozonen ventes den økonomiske vækst i 2001 at falde til 3,1 procent fra 3,5 procent i år, mens væksten i alle 15 EU-lande vil gå ned fra 3,4 procent i år til tre procent i 2001.
Den store forskel på tempoet i den amerikanske og europæiske økonomi giver ifølge eksperterne en stor del af forklaringen på det store fald i den fælleseuropæiske valuta, euroens værdi.
Siden introduktionen den 1. januar 1999 er euroen faldet med næsten 30 procent over for dollaren.
For den betrængte japanske økonomi venter OECD-økonomerne en fremgang på 1,9 procent i år og på 2,3 procent til næste år.

Stor hjælpepakke til Balkan
*Udenrigsministrene fra de 15 EU-lande vedtog mandag at give det vestlige Balkan en kraftig euroindsprøjtning i form af en omfattende økonomisk hjælpepakke på 4,65 mia. euro – knap 35 mia. kr. – for perioden 2001 til 2006. Hjælpen skal gå til genopbygning, flygtningebistand og erhversstøtte.
Samtidig besluttede EU’s udenrigsministre at indgå en associerings- og stabilitetsaftale med Makedonien, mens Kroatien er tæt på at få en sådan aftale.
Desuden har EU-landene sendt en særlig styregruppe til Albanien, der skal forberede, at også Albanien kan opnå en associeringsaftale med EU.

Øget politisk pres for skånejob
*Det politiske pres øges på arbejdsmarkedets parter for at få oprettet flere skåne- og fleksjob for folk med nedsat arbejdsevne.
Udviklingen af det såkaldte rummelige arbejdsmarked går trægt på grund af modstand mange steder blandt både ledelse og arbejdere. Men nu lufter også Venstre trusler om et regulært lovpåbud om oprettelse af den slags job som modydelse for at opnå ordrer fra det offentlige.
»Hvis ikke virksomhederne lever op til det her ad frivillighedens vej, så må vi se på et lovindgreb. Men vi tror på, at der er øget opmærksomhed blandt virksomhederne for fleksjob, og at det ikke bliver nødvendigt,« siger Venstres ordfører Ulla Tørnæs.

Blair mister vigtig euro-støtte
*Den britiske premierminister, Tony Blair, havde håbet på støtte fra erhvervslivet i forsøget på at overbevise den skeptiske, britiske befolkning om euroens økonomiske fordele.
Men en undersøgelse foretaget af avisen Financial Times viser, at et stort flertal af britiske erhvervsledere i stedet støtter deres interesseorganisations (Confederation of British Industry, CBI) beslutning om at indstille kampagner om fordelene ved den fælles europæiske valuta.
350 erhvervsledere fra Storbritanniens største virksomheder deltog i undersøgelsen.

Videoafhøring igen for Højesteret
*Højesteret skal på ny tage stilling til brugen af videoafhøringer af børn, der angiveligt er blevet udsat for seksuelle overgreb. Dommerne skal afgøre, om de særlige afhøringer må bruges som bevis i to straffesager fra henholdsvis Vestsjælland og København. I begge tilfælde har Østre Landsret afvist anklagemyndighedens ønske om at afspille videooptagelser, hvor et barn bliver udspurgt af en politimand. Men nu har anklagemyndigheden fået tilladelse til at gå videre med spørgsmålet til landets øverste domstol.

DR slipper for tiltale i PFA-sag
*Hvis det står til at anklagemyndigheden i Gladsaxe, skal der ikke rejses tiltale mod Danmarks Radio for at have offentliggjort hele dommen i PFA-sagen i dens fulde ordlyd. Det bekræfter Gladsaxes politimester, Finn Meilby, over for Ritzau.
DR valgte at offentliggøre hele dommen inklusive retsbogens ordlyd med de involveredes forklaringer på Internettet. Det fik præsidenten for Københavns Byret til at melde stationen til politiet for at have overtrådt reglerne i retsplejeloven.

Tobaksindustriens tænker kun i profit
*Kun en ud af 20 danskere tror, at tobaksindustrien tænker på andet end profit.
Det viser en undersøgelse, som Zapera har lavet for Ugebrevet Mandag Morgen.
Undersøgelsen blotlægger danskernes syn på forskellige brancher og enkeltvirksomheder, og den placerer tobaksindustrien i samme vægtklasse som våbenindustrien og pornobranchen – helt i bund.

Til sidste stemme?
Stemmeoptællingen fortsatte i går mens Floridas Højestret behandlede en klage i forbindelse med optællingen af stemmer efter præsidentvalget i USA. Demokraternes præsidentkandidat, Al Gore, og hans jurister ankede inden weekenden en beslutning om, at de manuelt optalte stemmer i valgdistrikterne Broward, Palm Beach og Miami-Dade, ikke skal tælles med i det officielle valgresultat fra Florida. Kendelsen ventes komme tidligt tirsdag morgen.

Mori overlever i første omgang
*Japans upopulære premierminister, Yoshiro Mori, så mandag aften ud til i første omgang at ride et politisk stormvejr af, efter at en gruppe oprørske partifæller sagde, at de ville afholde sig fra at stemme for en mistillidsdagsorden, fremsat af oppositionen.
Iagttagere pegede imidlertid på, at selvom Mori overlever afstemningen og dermed den hidtil største krise i hans syv måneder som regeringschef, så betyder hans upopularitet og de mange spørgsmål om hans ledelse, at hans dage som premierminister er talte.
Det var fire oppositionspartier, der havde fremsat mistillidsdagsordenen i parlamentets underhus med 480 medlemmer.
Men oppositionen med blot 190 medlemmer havde brug for støtte fra et af de partier, der støtter Mori.
Det var meningen, at afstemningen skulle finde sted sent mandag, men debatten blev midlertidigt afbrudt, da en tidligere bryder med hestehale fra et mindre parti i Moris koalition hældte et glas vand i hovedet på et oppositionsmedlem.
Imens opstod der forlydender om, at en aftale om et kompromis var under opsejling. Et kompromis, der betyder, at Mori går af i begyndelsen af december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her