Læsetid: 4 min.

På vej til Statsministeriet

14. november 2000

’Med årene bliver man mere forsigtig med at fælde hårde,’ entydige domme’ – Det bærer samtalerne med Anders Fogh Rasmussen stærkt præg af

Ny bog
’Du skal helt ud på højrefløjen, når du skal nomineres af partiet. Når så det er overstået og du skal møde befolkningen: Run like hell for the center.’ Richard Nixons råd til sine politiske arvtagere, er næsten en drejebog for venstreformanden Anders Fogh Rasmussens politiske udvikling gennem de sidste år. Forvandlingen fra den glødende fortaler for SV-regeringen, ’Røde Anders’ hen over ultraliberal hulemand og til midtsøgende statsministerkandidat er sket med en forrygende hastighed.
I samtalebogen I godtvejr og storm – samtaler med Anders Fogh Rasmussen forsøger Thomas Larsen at afdække denne udvikling og ukendte forløb i den politiske karrierre, der forløbigt er kulmineret med udnævnelsen til det borgerlige Danmarks bud på en statsminister.
Det er bogens erklærede mål, at »læseren vil sidde tilbage med et klarere og mere dybdegående billede af den politiker, som har sat kursen mod Statsministeriet.« Det lykkes desværre kun i glimt. Det er der sikkert flere forklaringer på.
Én af dem afslører Anders Fogh Rasmussen selv i bogens kapitel om den provokerende debatbog Fra socialstat til minimalstat, hvor han beskriver hvordan Socialdemokratiets nyhedstjeneste jublede over den ammunition man fik i arsenalet.
»Debatten lærte mig, at man skal være omhyggelig med, hvordan man formulerer sig. Dengang havde jeg den opfattelse, at man ikke skulle underfrankere sine budskaber, men som årene går … bliver man mere forsigtig med at fælde hårde, entydige domme.«

Bløde afleveringer
Den fejl begår man ikke to gange – der er ikke mange
uovervejede citater, at hente for Socialdemokratiet i denne bog. Anders Fogh Rasmussen er for garvet en politiker til at lade sig fange af Thomas Larsens ’samtaleform’, hvor flere spørgsmål virker som bløde afleveringer med indersiden, som Fogh Rasmussen stilsikkert hamrer i kassen.
Og mon ikke Anders Fogh Rasmussen kan huske, hvor tæt på randen af politisk selvmord Niels Helveg Petersen kom, da han udgav sine ’erindringer i utide’ Kongemageren med Thomas Larsens hjælp.
Det store problem er, at uanset om man synes, at Venstrelederen er en gudsbenådet politiker eller ej, er skildringerne af privatpersonen Anders Fogh Rasmussen temmeligt kedsommelige.
Beskrivelserne af barndommen på gården ved Viborg og gymnasietidens evige kampe mod den røde ungdom er ganske enkelt uinteressante. Det er muligt, at Thomas Larsen er blevet hæmmet af, at hovedpersonen har trukket en skarp blufærdighedsgrænse omkring sine personlige forhold, men det, der er blevet tilbage, kan højest interessere Anders Foghs nærmeste familie.

En dansk Al Gore
Man kan på nogle stræk sidde og fundere over om Anders Fogh er en dansk udgave af Al Gore. En mand, der siden han startede i politik har stilet målbevidst efter den absolutte toppost.
Bogen beskriver hvordan han minutiøst har samlet både positive og negative erfaringer sammen fra Anders Andersen, Uffe Ellemann-Jensen og Poul Schlüter, der kan forberede ham på statsministerposten. Fogh Rasmussen har uddraget en lang række personlige retningslinjer og ’fif’ på baggrund af sine anekdoter om firsernes danske top-politikere.
Det mest interessante – ud over de i denne genre obligatoriske røver-historier – er i mine øjne Anders Fogh Rasmussens overvejelser om sin egen politiske retorik.
Det er tydeligvis et emne, der optager ham meget. Og det ikke blot på soundbite plan. Hans overvejelser om mulighederne for at kombinere liberalismen med kravet om tryghed burde være pligtlæsning for alle hans politiske modstandere, der kan få at se, hvad der venter, hvis ikke vi selv forstår at forny vores politik og vore politiske sprog.

Hvilken Anders?
Men den måske største gåde omkring statsminsterkandidaten Anders Fogh Rasmussen forbliver imidlertid ubesvaret. Vil det være den ultra-liberale hulemand eller Tony Blair Light som Marianne Jelved har kaldt ham, der flytter ind i Slotsholmens fineste kontorer, hvis Venstre vinder næste valg?
På den ene side refererer Anders Fogh konsekvent til Venstres post-ellemannske politik som et ’strategiskifte’ ikke som en ny politisk dagsorden eller kursændring. Han gør en dyd ud af at slå fast, at der skal være bund i de ideologiske sko. »Man kan ikke bare skifte politik. Der skal være en linje,« konstaterer han under en diskussion om værdien af fokusgrupper.
På den anden side tager han et opgør med sin egen bog Fra socialstat til minimalstat fra 1993 og lægger afstand til flere af dens konkrete formuleringer. Og det er tankevækkende, at Fogh Rasmussen nævner de traditionelle venstrefløjsspørgsmål om den sociale arv og udsatte børn og unge til nogle af fremtidens store udfordringer. Det var jo mildest talt ikke tårer over deres skæbner, der fossede ud af siderne på Fra socialstat til minimalstat.
Om Fogh Rasmussen sælger gammel vin på nye flasker eller han har foretaget et egentligt politisk kursskifte blæser stadig i vinden.

*Thomas Larsen: I godtvejr og storm – samtaler med Anders Fogh Rasmussen. 256s., 249 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

*Kristian Madsen er forbundsformand for DSU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her