Richard Galliano og Kurt Larsen og jazz på akkordeon
Nye cder
Når jeg tænker tilbage på sommerens københavnske jazzfestival, er det måske mødet med den franske harmonika-spiller Richard Galliano, der står som den mest inspirerende begivenhed. Ikke nødvendigvis den mest bevægende, men nok den mest perspektiverende, øreåbnende.
Ikke at harmonikaen aldrig før havde været brugt til at spille jazz på. Amerikanske navne som Art Van Damme, Leon Sash og Tommy Gumina spøger svagt i bevidstheden. Sydamerikanske musikere som brasilianeren Sivuca og argentinerne Astor
Piazzolla og Dino Saluzzi (begge med den lille bandoneon) har optaget os i de senere år, men er jo ikke primært jazzmusikere.
Det er vores egen Kurt Larsen måske heller ikke, men han spiller ofte jazz i selskab med jazzmusikere, og det var rimeligt nok ham, man havde bedt om at introducere Galliano den aften i juli måned. Galliano spillede her med en amerikansk gruppe af blandet kvalitet, men i hvert fald med et fint bas/tromme-team (Scott Colley og Clarence Penn), som kunne få Gallianos mest passionerede og rytmisk hidsige spil frem.
Solo, duo og trio
Alligevel må man gå til pladerne for at få et mere dækkende indtryk af Gallianos musik. Galliano indspiller for det franske mærke Dreyfus, som herhjemme repræsenteres af ambia/GDC.
Skulle jeg vælge en enkelt plade, kunne det være Blow Up, som viser ham i duo med klarinettisten m.m. Michel Portal, en anden fransk musiker, der ligesom Galliano krydser fra jazzen ind over andre områder og har en særlig forkærlighed for tango.
Et mere dækkende billede af Gallianos aktiviteter får man dog gennem 3-cd-boksen Concerts inédits (FDM 36606-2). Denne udgivelse er en pendant til Michel Petruccianis med samme titel og omfang på samme mærke, og Gallianos pladesæt fordeler sig tilsvarende på en solo-, en duo- og en trioplade, alle optaget ved koncerter i 1996 eller 98.
Repertoiret skyldes overvejende Galliano selv, og der er ingen amerikanske standard-kompositioner af den type, man måske kunne forvente, hverken fra populærmusikkens eller fra jazzens verden.
Galliano går andre steder hen, især til Astor Piazzolla, hvis »Libertango« f.eks. høres både med duo og trio, men også til brasilianeren Hermeto Pascoal. Og så er der tre bidrag fra Michel Portal, som er medspilleren på duo-pladen, der har flere repertoire-gengangere fra den et par år ældre studieplade Blow Up.
Solopladen viser, at Galliano klarer sig overlegent på egen hånd, men hvis man især interesserer sig for ham som jazzmusiker, er det særligt spændende at høre ham i trio med Jean-Francois Jenny-Clark (bas) og Daniel Humair (trommer) ved jazzfestivalen i Montreux i 1996.
At han har store amerikanere som Miles Davis og John Coltrane med i bagagen sammen med Piazzolla og Pascoal og sin egen fortid i folkelig fransk musette-musik giver hans nutidige spil en fascinerende flertydighed, men kan også få hans anvendelse af et instrument, som ikke har nogen egentlig jazz-tradition, til at virke en anelse stilistisk ufokuseret.
Larsen og visen
Noget tilsvarende gælder vores egen Kurt Larsen, der på den ene side har spillet barytonsaxofon som elev af Lars Gullin, hvis kompositioner han også er kender af, og på den anden side fortsat dyrker fransk musette og danske børnesange.
Hidtil har han været mest overbevisende som jazzmusiker på sin egen Nuages (Olufsen, 1992), hvor han akkompagneres af en fin rytmegruppe med Nikolaj Hess, Jesper Lundgaard og Aage Tanggaard, men nu foreligger en ny kvartet-plade med trommeslageren Nils Vinding som leder: Music Mecca CD 3036-2.
Igen er der smukt klaver- og basspil (Thomas Clausen og Jens Jefsen), men alle 12 stykker er skrevet af Vinding, og måske under inspiration fra Kurt Larsen har de en gennemgående vise-karakter, som ikke er uden charme, men heller ikke viser Larsen fra hans stærkeste side. Så en regulær jazzplade fra hans hånd, f.eks. gerne med Gullin-temaer, ville være velkommen.
