Læsetid: 4 min.

Pinochetismen lever i Chile

6. november 2000

Chilensk torturekspert kritiserer Chiles demokrati – og mindes dengang Danmark var et gæstfrit land

Interview
The International Rehabilitation Council for Torture Victims har i den forløbne uge holdt sit årlige møde i København, der i denne sammenhæng har en placering på verdenskortet takket være det danske center for rehabilitering af torturofre. Men rent faktisk findes der over 200 sådanne centre rundt om i verden, og flere vil, med sørgelig god grund, komme til.
Alene i Chile er der tre rehabiliteringscentre, og på vegne af et af dem, CINTRAS i Santiago, deltog Simona Ruy-Pérez i mødet i København.
Simona taler glimrende dansk:
»Jeg har boet elleve år i Danmark som flygtning, fra 1974 til 1985, sammen med min daværende mand. Og da jeg kun var 25, da jeg kom her, blev det jo til en væsentlig del af mit voksenliv, jeg tilbragte i Danmark, før jeg i slutningen af 1985 vendte tilbage til Chile. Egentlig ville jeg helst have været til England, men Danmark var det første land, der accepterede vores asylansøgning. Og jeg blev hurtigt meget glad for det, for jeg synes mit ophold her berigede mig meget. Danmark havde dengang på den ene side en meget restriktiv asylpolitik, men var på den anden side meget solidarisk med chilenske og andre sydamerikanske flygtninge. Så vi blev på en måde privilegerede og forkælede, jeg fik en uddannelse og jeg fik arbejde. Jeg opdagede, hvordan jeg i denne fjerne og fremmede kultur mødte en varme og venlighed, som jeg indtil da havde troet, at kun vi i Chile var i besiddelse af. Jeg ved, at mange chilenske flygtninge i andre lande havde nogle meget dårlige oplevelser.«

Guzmáns grundlov
– Det tror jeg også godt, jeg kunne skaffe dig her i dag. Men du rejste hjem i 1986! Pinochet sad da stadig ved magten?
»1986 var et meget vanskeligt år for Chile. Modstanden mod diktaturet havde efterhånden vokset sig så stærk, at alle forventede, at 1986 skulle blive det år, hvor Pinochet blev fjernet. Og det var også lige på kanten, at det blev sådan. Men endnu engang blandede USA sig og udvirkede et kompromis mellem pinochetfolkene og socialdemokraterne, hvorved de venstreorienterede og kommunisterne blev holdt udenfor. Og så kørte det hele efter den berømte juraprofessor Jaime Guzmáns allerede i 1976 udarbejdede køreplan og grundlov, hvorefter Pinochet, selv om han tabte valget i 1989, alligevel kunne beholde magten gennem de ’fødte’ medlemmer af kongressen, generaler, højesteretsdommere og så videre.«
– Men nu, i 2000, med Pinochet som svag olding, er demokratiet så kommet til Chile?
»Et lidt ejendommeligt demokrati, kan man sige. Nok er Pinochet så godt som ude, men pinochetismen lever i bedste velgående og lader sig ikke uden videre slå ud. Grundloven er stadig Guzmáns. Og vi har dette paradoks, at mens vi som chilenske borgere er forpligtet til at holde os orienterede om alle nye love – der udkommer hver måned tryksager om nye love, som vi er forpligtet til at læse, men som få læser og endnu færre kan forstå – så ved siden af vedtages der også hemmelige love. Det vil sige, at mange oplever, at de pludselig sidder i fængsel for overtrædelse af en lov, som de ikke kender, fordi den er hemmelig. Dette er ved at blive ændret nu gennem et kompromis mellem de tre magtgrupper i landet, kongressen, præsidenten og hans ministre (som han selv udnævner) og retsvæsenet. De tre grupper kontrollerer hinanden, vil jeg sige.«
– Men nu har I da en socialistisk præsident? Lagos er da socialist?
»Både ja og nej. Han var oprindelig socialdemokrat. Men socialdemokraterne er rykket meget ind mod midten og kan dårligt kaldes socialister i dag. Det har ført til en sprængning af socialdemokratiet i to partier. Og for at det ikke skal være løgn, så er Lagos medlem af begge partier.

Usynlige undertrykkere
– Men hvad er det for et spørgsmålstegn, du sætter ved det chilenske demokrati?
For det første er der de der ’fødte’ medlemmer af kongressen. For det andet er valgloven rent teknisk indrettet på en sådan måde, at venstreorienterede har særligt svært ved at komme ind. Man kan sige, som Eva Forest sagde i Spanien efter Franco var død: »Det er ligesom før. Men værre!« Før havde vi en fjende, som vi kunne se og kæmpe imod. I dag er demokratiets undertrykkere usynlige.«
– Hvorfor er du nu igen er i Danmark?
»I det center, jeg arbejder i, forsøger vi at hjælpe folk, der har været undertrykt på en eller anden måde. Man ved ikke rigtig, hvor mange det drejer sig om, som har mén efter tortur og undertrykkelse i Chile. Men vores center er altså tilsluttet IRCTV, som nu har holdt sit årlige møde i København. På disse årlige møder drøfter man, hvordan man kan intensivere arbejdet. Men vores vilkår er meget forskellige: I vores center tager vi os af alle problemer, for det chilenske samfund yder ingen støtte til et torturoffer, der har mistet sit job eller sin bolig eller er blevet permanent syg,« slutter Simona Ruy-Pérez.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu