Læsetid: 4 min.

Poesi forbudt på borgen

17. november 2000

Lyrikklausul lægger jerngreb om sproget på Folketingets talerstol

BOGTILLÆG

Polit-poesi
Reglerne for Folketingets talerstol tolkes af jurister så strengt, at det i bedste fald udløser mild påtale fra Folketingets formand, hvis politikere giver sig til at synge, fremsige blankvers eller på andre måder udtrykke sig lyrisk. Det fremgår af en uanmeldt korridorenquete, redaktør Niels Ivar Larsen fra forlaget Øverste Kirurgiske (Ø.K.) har foretaget i og omkring Folketinget i løbet af finanslovsforhandlingerne.
Kim Behnke fra Frihed 2000 er en af de politikere, der har været berørt af lyrikklausulen.
»Da jeg åbnede en tale med at citere fra Politikens At Tænke Sig, fik jeg det,der hedder en »mild påtale« for ikke at have anmeldt citatet før brug. Derved gik det morsomme jo ud af min tale,« siger Kim Behnke, der mener at den strenge tolkning af reglerne er med til at lægge en dæmper på den sproglige kreativitet i Folketinget.
»Jurister tolker ’talerstol’ sådan, at der skal tales, og der skal tales dansk. Det er f.eks. heller ikke tilladt at tale færøsk eller grønlandsk fra stolen, selv om de er en del af riget,« siger Kim Behnke.
Arne Melchior (CD) der som den eneste forhenværende minister deltog i Øverste Kirurgiskes enquete, ser ingen sammenhæng mellem de tomme stole i Folketingssalen og lyrikklausulen.
»Jeg stod engang i en næsten tom sal og sagde: ’Mine tomme stole: I skal ikke være kede af, hvis I står og fryser, for alle dem, der skulle sidde på jer, de sidder nu oppe på deres kontorer og lytter. Man ved, at det man siger fra talerstolen høres og læses af mange,« fastslår Arne Melchior ifølge semiofficielle udskrifter af korridorenqueten.
I Ø.K.’s enquete er en række tilfældigt valgte politikere skødesløst antruffet i Folketingets korridorer blevet stillet en række camoufleret lemfældige spørgsmål om deres personlige forhold til poesi, samt om deres syn på poesiens og visionens betydning i dagens politik. Mange valgte at undlade at besvare de nærgående spørgsmål, endnu flere nåede ikke at blive spurgt.
Kim Behnke tog indledningsvis skarpt afstand fra enqueten og sagde ifølge en båndoptagelse, Information er kommet i besiddelse af:

Hemmelig passion
»Politikere skal overhovedet ikke gøre sig kloge på poesi ... vi bliver bedt om at have holdninger til alt muligt. Vi ender i en statsfavorisering af værste skuffe. Jeg er helt på linie med Vaclav Havel. Han havde set, hvor galt det gik, da politbureauet bestilte politisk korrekte historier. Man har set herhjemme, hvordan man i Århus Kommune har udvalgt enkelte digtere til at skrive poesi, som man sætter op inde i busserne.«
»Det er helt misforstået, at det offentlige går ind og gør sig tanker. Jeg vil altså afstå at besvare Ø.K.’s spørgsmål! Ikke fordi jeg ikke vil snakke med jer. Der ligger en ideologisk afstandstagen bag.«
»Det er ikke fordi, du ikke mener, poesi ikke er vigtigt?« spørger Niels Ivar Larsen ifølge udskrifter af Ø.K.’s bånd.
»Overhovedet ikke, jeg har stabler af bøger stående derhjemme. Der er mange danske digtere, jeg læser med stor fornøjelse.«
»Kan man sige, at poesien er din hemmelige passion?«
»Nej.«
»Men det er hemmeligt?«
»Der er andre ting, jeg har en større passion overfor. Hvilke bøger, der ligger på mit natbord, det ved kun min kone.«
Kim Behnke bløder senere i korridorenqueten delvis op og beklager angiveligt, at den sproglige fornyelse ligger hos de såkaldte »skidtknægte« på Ekstra Bladet.
»Det er dem, der har ændret ordet kartoffelkur fra at være en slankekur til at være et politisk fænomen. Det er tit beskrivelser af negative situationer, som vi får et fælles ord for. Vi har meget at lære af hinanden, politikere og digtere. Hvis nogen vil påtage sig den rolle, at være sproglige fornyere, ville det være velkomment,« siger Behnke.

HCA’s science fiction
»Hver gang, der er visioner, bliver man skældt ud af avisledere. Man får at vide at man er fantast. Man siger: Lad os lægge nye skinner over ti år for at slippe for alle togforsinkelserne, og dagen efter bliver man spurgt: Hvor vil du finde pengene? Det giver ikke overskrifter at have visioner.«
Arne Melchior siger til korridorenqueten, at det er ude af proportioner at forvente sproglig eller visionær skaberkraft fra politikerhold:
»Det er for meget forlangt, at politikere skal være poetisk begavet. Det er ikke det, de vælges til, men det hindrer jo ikke, at man har nogle idealsituationer, man gerne vil frem til. Men man får så mange skuffelser undervejs, at man går hen og bliver pragmatiker,« siger Melchior, der i enqueten fremhæver Suzanne Brøggers Fru Tone som noget af det ypperste i dansk poesi.
»I menneskerettighedserklæringen fra 1951 hedder det: ’Enhver har ret til et arbejde, der svarer til hans evner og vilkår.’ Enhver! Det er poetisk, det er ønsketænkning. Da vi lavede grundloven om i ’53, går vi fra det poetiske til: ’Af hensyn til almenvellet, bør det tilstræbes, at alle kan få...« se, det er pragmatisk ... ved jorden at blive det tjener os bedst.«
»Ingen syner eller visioner?«
»Politikere er bogholdere, ikke poeter. H. C. Andersens Jylland mellem tvende have har fem vers, men vers nummer fire er ikke gengivet i de fleste sangbøger. Det lyder: ’Mellem rige bøndergårde snart dampdragen flyve vil /briten flyver over hav/ gæster her prins Hamlets grav...’ Briten flyver ... det er science fiction og skrevet i 1850’erne. H. C. Andersen er endnu større, end han bliver anset for. Både som digter og profet,« siger Arne Melchior, der ikke blankt vil afvise at politikere kan hente næring hos digterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu