Niels Lyngsø har forelsket sig i ideen om den labyrintiske encyklopædi
Poesi
Niels Lyngsøs nye bog Digte fra 1990erne er en hybrid mellem en lille antologi og en lille poesiencyklopædi. 38 digtere er repræsenteret i antologidelen, heraf de »væsentligste« ti med to digte, de øvrige blot med et enkelt. De ti er Simon Grotrian, Nikolaj Stochholm, Lene Henningsen, Søren Ulrik Thomsen, Pia Juul, Morten Søndergaard, Henrik Nordbrandt, Per Højholt, Peter Laugesen og Klaus Høeck. Digtene er organiseret kronologisk med fire til seks pr. år fra 1990-99. Kun et digt pr. samling kommer med og det betyder f.eks., at Inger Christensen ikke kan komme med blandt de væsentligste digtere i Danmark i 90erne, fordi hun kun udsendte Sommerfugledalen i 1991. Man kan som altid ved en antologi sætte spørgsmålstegn ved udvalget: Hvorfor er Marianne Larsen med og ikke Dan Turell, hvorfor Frostholm og ikke Frank, hvorfor Gustava Brandt og ikke Per Aage Brandt, hvorfor Høeck og ikke Jac osv. men da antologien jo ikke forsøger at være definitiv, og den ene mands lyst kan være den andens ørkenvandring, er der ingen grund til at dvæle ved det. De fleste af de valgte digte er glimrende og et par stykker præsenterer endda genuine overraskelser jeg blev f.eks. glædeligt overrasket over et fint Morten Blok digt.
Netværk af poesi
Anden del af bogen består af en miniencyklopædi i samme stil som den af Lyngsø og Søndergaard redigerede Brøndums Encyklopædi fra 1994. Det er tydeligt at Lyngsø her har fundet en form, der passer ham, og som han nyder at lege med. Den giver ham mulighed for at blande forskellige genrer, de litterære læsninger, den personlige poetik, den pedantiske pædagogik, den afvæbnende vittighed m.fl. altsammen under påberåbelse af det samlende netværk, det altoverskyggende samlende begreb for denne slags skrift. Det er en måde at skrive på, som netop ved at se bort fra traditionelle hierarkier og ved at overskride de faste genrebetegnelser åbner mulighed for at se ting i nye og inspirerende sammenhænge. Men det er også en form, der har sine begrænsninger og helt uproblematisk er den ikke.
Poesi er ikke matematik
Den encyklopædiske form kræver at hver enkelt opslag er kort og klart (hvilket Lyngsø er god til at være), men det kan kun lade sig gøre fordi man samtidigt accepterer en vis overfladiskhed. Man går jo netop til en encyklopædi for at få sig et lokalt overblik over et emne samt muligvis henvisninger til hvor man kan finde yderligere oplysninger.
Lyngsø har travlt med et påkalde sig encyklopædien som en labyrintisk og potentielt uendelig struktur, hvilket er både rigtigt og frugtbart, men når han skriver under opslaget encyklopædi, at »der er intet overblik, men masser af lokale relationer«, så må man holde fast i at ideen med en encyklopædi altså ikke kun er at skabe en matematisk struktur af interne relationer, men lige så meget at fastholde lokale punkter i netværket.
Hvilket er en anden måde at sige på, at der altså rent faktisk skal stå noget i de enkelte artikler. Lyngsø er morsom når han under »Reglement« beskriver hvordan digtere (ikke) bør opføre sig, og han har nogle interessante bemærkninger bl.a. under »Musikskulptur« om hvordan, vi fra syvårsalderen bliver opflasket (opfedet havde jeg nær skrevet) med fortællinger og derfor nemt kommer til at tro, at digte er skrevet i en eller anden hemmelig kode. Læsningerne af antologiens digte bliver imidlertid i bedste fald rudimentær (Lyngsøe ville måske indvende med en vis ret, at det er enhver læsning), i værste fald håbløst overfladiske. Som når han konstaterer efter 10 liniers analyse af et digt af Guldager, at »digtets grafiske opsætning er altså her som i mange andre digte en del af det samlede udsagn.« Men at læse poesi er imidlertid ikke det samme som at lave matematikopgaver slet ikke den slags hvor man kender svaret på forhånd.
*Niels Lyngsø: Digte fra 1990erne - Antologi og Encyklopædi. 100 sider, 129 kr. Politikens Forlag
