Søren Kierkegaards snævre epoke rummer genier af et format, det 20. århundrede ikke kan hamle op med. En ny biografi om tænkeren får hele epoken til at leve
Biografi
I hjemmet hos den rige hosekræmmer, hvor SAK (Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) voksede op, spurgte man ham engang ved spisebordet om, hvad han helst ville være: »En gaffel,« svarede han. »Hvorfor?« »Jo, så kunne jeg gafle alt jeg ville.« »Jamen, når vi så kom efter dig?« »Så stak jeg jer!«
Barnets udsagn rummer i sin kerne en stor del af den kierkegaardske psyke. Han ville som alle store kunstnere have gaflen i det hele og det bedste, og hvis nogen lagde ham hindringer i vejen, stak han. Det demonstrerer Joakim Garff til overmål i sin 728 sider lange biografi om fænomenet, og når han kalder bogen SAK er det ikke kun for at demonstrere Kierkegaards initialer som en slags varemærke al la NATO, CIA og KGB, men fordi der er piskesmeld og tegneserie i lyden: SAK: Jeg skal komme efter dig!
Det gør Garff på sin særlige måde ved at sætte et ambitiøst mål og ikke slippe læseren og sin hovedperson, før den sidste historie er fortalt og det sidste blad vendt. Han anduver derved en anglo-amerikansk tradition for at skrive dramatisk-udtømmende biografier, og for i første omgang at sige det stilfærdigt, så lykkes forehavendet.
Et udfoldet portræt
Hvad der rejser sig af siderne, er intet mindre end et fuldt udfoldet portræt af et af de mest skrækkelige og skrækkeligt tiltrækkende væsner i den danske kulturhistorie og samtidig et billede af kunstneren til alle tider: den solipsistiske, monomane, forelskede, aggressive, hypersensible egoterapeut, som skånselsløst ikke blot indsamler materiale til sine skumle gerninger ved pulten, men uden skrupler iscenesætter tilværelsen, så tragiske, komiske, ubærlige, uudholdelige situationer og scener kan bruges til at komme videre på for at få projektet til at lykkes, det eneste virkeligt interessante, det eneste, der er værd at beskæftige sig med: værket.
»Vinet och arbetet,« sagde Strindberg som konklusion på, hvad der i sidste ende betød noget. Ordene kunne have været Kierkegaards, hvis man tilføjer Gud. Men hvis man vil forstå, hvad han mente med Gud (selv siger han Gud = kærlighed) må man ind i værket, herunder også Garffs, for tilbudene hænger alle vegne og filtrer sig ind i hinanden som potteplanterne i en vindueskarm.
Man har altid villet holde personen Kierkegaard udenfor værket, hævder Joakim Garff hvilket måske er en sandhed med modifikationer, hvis man tænker på mængden af bøger om manden (herunder Kierkegaard læst og påskrevet) men det er rigtigt, at rædslen for at træde manden bag skriften for nær altid har været stor måske ud fra en levende fornemmelse af, at selv efter døden ville dæmonen være i stand til at komme efter den formastelige!
Men Garff er gudskelov ikke håndsky, og det, han præsterer er en effektivt illuminerende sammenfletning af person og værk, der gensidigt belyser hinanden, så betydeligt mere end en skabelon af den biograferede træder frem.
Hvad var det så med ham Gud? Først var han en bussemand, og så kom han oven i købet fra Jylland i følge med Michael Pedersen Kierkegaard, Sørens far, der ikke alene havde penge, men også en åndelig skyldbyrde af umenneskelig vægtfylde. Alle kender historien om den fattige vogterdreng, der faldt på knæ i uvejret på heden og forbandede Gud og siden plagede ikke blot SAK , men også hans øvrige brødre og søstre med sin blytunge melankoli, som han bar på for sin syndighed til sine dages ende, der først kom efter 82 år.
Hånden i bukserne
Hvad værre var: Gud måtte være ekstra vred på den gamle, for han avlede det ældste kierkegaardbarn i synd med sin husholderske, Ane Lund, der siden også blev mor til Søren. Der var altså lagt i kakkelovnen, så det ville noget, og hvad værre var: skønt den gamle tårnede sig op som Jahve, så havde han også hånden i bukserne på sig selv, og det måtte for det overfølsomme barn resultere i en hoben vrangforestillinger af en så betændt art, at de ikke blot forsynede ham med en skæv skulder og svage ben, med også med et skævt blik og en alt for veludviklet sans for de menneskelige svagheder særlig andres.
Der var andre guder end den gammeltestamentlige fra barndommen og ligeså mange fædre, hvilket i sidste ende skulle vise sig at være et og det samme. En stor del af Søren Kierkegaards liv gik med at forholde sig til autoriteter og afguder, at spille op til dem, smiske for dem, forkaste dem og til sidst hade dem. Så stor var han i sin selvopfattelse, at folk, der kom ham i møde og skrev entusiastisk om hans værker, fik en over næsen og blev irettesat for ikke at sige hånet, hvis de ikke levede op til de forestillinger SAK gjorde sig om sine kommentatorers nødvendige, åndelige forudsætninger.
Kierkegaards drift
Geniet er ikke som du og jeg, til gengæld er alt, hvad du og jeg er, hos geniet forstørret op i overstørrelse, og hvad Kierkegaard angår, spejler han ikke blot sin egen sublime dårskab i alt, hvad han skriver, han fanger også din og min og tidens, så sandt som vi alle bærer på en ufrivillig arv og ikke blot drømmer om at komme under vejr med os selv, men også på en eller anden måde om at komme i himlen og få fred. Garff undrer sig et sted over Kierkegaards lyst til engang imellem at lave et entrechat, knipse med fingrene og så være væk. Men jeg synes lysten er selvindlysende, for tænk hvis man slap, tænk hvis byrden blev løftet, slagsmålet var slut og fred hvilede over land og by!
Men den går ikke, Granberg, selvfølgelig går den (og gik den) ikke. Der var meget, der skulle ordnes først, og for SAK var banen tegnet op. Han kom i Borgerdydsskolen i Klareboderne og blev drillet og drillede igen og klarede sig fint. Han kom på universitetet og læste, hvad der passede ham hvad der ikke passede Michael Pedersen, som dog ikke afstod fra at finansiere foretagendet inklusive de utallige cafébesøg, som Søren aflagde for at holde gejsten oppe og den paradoksale galde flydende. Måske blev turen lagt rundt om Peder Madsens gang og Laksegade, hvor det lettere kavaleri holdt til. Men blev det til noget, fik han brugt pælen, eller blev det hele til endnu en pæl i kødet? Apokryfe formodninger vil lade vide, at en abnormt krum penis forhindrede ham i at gennemføre et samleje, men den slags skal man ikke lytte til, det var langt snarere en indre krumning, der styrede begivenhederne og satte kursen, og var der end tale om en misvisning, så pegede den som så ofte før i retning af kunsten, eller det man dengang kaldte poesien eller det æstetiske.
Kærligheden som kunst
Glimrende viser Joakim Garff SAK som Mozart-lookalike i miljøet, en dansende Disputier-Teufel med smag for alt det sensuelle og tiltrækkende, det åndfulde, det ligefremme, det smagbare, undhåndgribeligt-håndgribelige. Og selvfølgelig kommer hun ind i billedet, dendejlige Regine med det prosaiske efternavn Olsen og er det hele. Hvilket udløser det klassiske forbehold og dermed krumslutningen: Regine er muligvis, hvad SAK altid har drømt om, men fuldkommen kan hun kun blive, hvis hun afmonteres og derved udelukkende lever i erindringen og bliver til kunst.
Han hævede som bekendt forlovelsen, og skandalen i København var total.. Han havde som Strindberg senere lavet en iscenesættelse, og den var så effektiv, at hans forfatterskab eksploderede, og om så skyldpuklen lagde et par centimeter til sin vækst , var det mindre væsentligt så sandt som dialektikken, pendlingen mellem tiltrækning og frastødning, synd og frelse, ulykke og tragik er konstant.
Menneskebadet
Et kapitel er helliget Poul Martin Møller og med god grund, for digterfilosoffen var en afgørende mentor for Kierkegaard. Møller talte for en rødmusset filosofi og vendte sig frontalt mod det hegelske tankespind. Han var konkret og præsterede efter en doktorafhandling, der kedede ham, at forlade auditoriet i utide med en opfordring til SAK om at gå med på værtshus. Hvad sidstnævnte ikke lod sig sige to gange. Det var vejen til det almene Poul Martin Møller udpegede for Kierkegaard, der brugte resten af sit liv fra Enten-Eller og frem til at gøre tænkning til en håndbgribelig handling i kunstens og dermed Guds tjeneste. Og samtidig selv benyttede sig af enhver lejlighed til at nedsænke sig i »menneskebadet«, som han kaldte sine daglige, omfattende spadsereture i det gamle København indenfor voldene, hvor alle kendte alle og alle havde en mening om alle og sjældent en alt for elskvlærdig. Øverst tronede det heibergske Cotterie med Johan Ludvig i spidsen, »forskiærerlauget« som Blicher kaldte kompagniet, de toneangivende, som Kiekegaard på en gang bejlede til og senere foragtede og endte med at hade.
Igen med samme mønt
Han var endnu en Fader denne Heiberg, og ville han ikke elske SAK, skulle han væltes! Sådan var det faktisk hele vejen rundt, og K. brugte oceaner af tid mens han flyttede fra den ene herskabslejlighed til den anden på at udtænke taktiske manøvrer, som kunne bringe ham i centrum ikke blot for opmærksomheden, men også for beundringen. Det måtte ende galt og gjorde det i den berømte Corsar-udhængning, hvor Meïr Aron Goldschmidt og den begavede, skarpryggede libertiner P.L. Møller tog SAK under behandling og gav ham igen med samme glødende valuta, som han selv var vant til at udmønte i sine skrifter. P.L. Møller fik gaflen i gaflen, da han skånselsløst udlagde Regine-affæren som en hjerteløs, umenneskelig menneskeofring på kanten af ekshibitionistisk nekrofili. Det var barsk og Garff er næsten forarget, men holder tungen lige i munden.
Det gjorde til gengæld Kierkegaard ikke. Som det er, kan den skallesmækkende sjældent selv tåle at få en (eller flere) på lampen, så ekser de svage ben, og det man med god ret kunne feje af bordet som studentikost eller overstyret, forvandler sig til pælen i kødet. Men igen går mekanikken i hak, det langstrakte overfald bliver indgangen til en ny produktivitetsperiode, som fører helt frem til en nødvendig afmatning og et nyt skred, for næsten som wiig hansenske kæmper står et par formidable modstandere stablet op, biskopperne Martensen og Mynster, der ganske vist har været der hele tiden, men nu har antaget proportioner i K.s bevidsthed som ikke blot kalder på hans foragt, men på et raseri, der udspringer af lige dele berettiget forargelse over den måde konveniensen tager luven og livet af kristendommen på og den forsmåede bejlers raseri over aldrig at være blevet lukket ind i varmen, at blive genelsket, at være kommet på fars knæ. Det blev sygdommen til døden, denne præstekamp, og til sidst døde SAK af den, bogstaveligt talt ruineret og bestemt ikke rødmusset. Tidligt ældet, indskrumpen, udbrændt, der var ikke mere at sige, ikke flere ord.
Lysten som drivkraft
Men Gud, hvor de var der, og hvor herlige var ikke de fleste! Man vil måske ud af de foregående se et konstant forvrænget og forbitret ansigt, men Kierkegaards var alt andet også når han skrev. Det er lystigheden, som ikke er mindre end Holbergs, der i stor udstrækning driver værket, det er den sensuelle glæde ved sproget og tankens stadige knitren, paradokset, der holder projektet oppe og bærer det igennem. Man kunne ikke se SAK i øjnene uden at blive fanget, og hans øjne fangede alt ligesom smilet: ironisk, varmt, sarkastisk, hånligt, forelsket. Han foretrak efteråret for foråret, thi om efteråret ser man op og ikke ned, ser mod himlen, vender med andre ord blikket mod det klare, mod Gud.
Alt dette gør Joakim Garff rede for og meget, meget mere. Under hans hænder lever en epoke op, som inden for sin snævre begrænsning omfattede litterære genier af et format, vi ikke bare kommer i nærheden af i det tyvende århundrede: H.C. Andersen, Grundtvig, Brandes og så Søren.
Derfor går vi direkte til biddet, dvs. Gads presse- og reklameafdeling og siger lige ud, men med al respekt, at der kommer ikke en mere underholdende og oplysende roman i denne sæson end Joakim Garffs store biografi om Søren Aabye Kierkegaard. Og få nu gang i oversætterne, vejen til den store verden ligger åben. Så er det SAKt.
*Joakim Garff: SAK Søren Aabye Kierkegaard en biograf. 728 sider. 399 kr. Gads Forlag. Udkommer i morgen
