Læsetid: 4 min.

Postmand Per på pension

29. november 2000

Børnenes postmand Per passer ikke ind i de moderne produktivitetskrav og pensioneres, mens en ny
global idévirus spreder sig på Internettet

Verdenskompas
Årets store ide har været ideen om, hvordan store
ideer spreder sig. Sådan kunne man i søndags læse i en artikel i The Observer om ’the big ideavirus’.
Årsagen er, at den tidligere marketingdirektør for internetportalen Yahoo!, den 40-årige Seth Godin, har skrevet verdens hurtigst spredende virtuelle bog.
Godins bog om at frigøre en idévirus – Unleashing an Ideavirus – blev skrevet på kun 30 dage og derefter offentliggjort på Internettet i august. Den er foreløbig blev ’downloadet’ af mere end en million netsurfere, og det er sket uden udgifter til markedsføring. Den gode gammeldags mund-til-mund metode – evt. redefineret som mail-to-mail metoden har gjort bogen til en gigantisk succes.
Ideen om at publicere bøger online på nettet griber så småt om sig, og skønlitterære bestsellerforfattere som Stephen King og Arturo Pérez-Reverte har med deres seneste romaner gjort det flere følger med garanti efter.

Hurtig spredning
Seth Godin er ikke skønlitterær. Han dyrker den genre af moderne management- og marketingsprog, der med blomstrende anekdoter og smarte koncepter forsøger at sælge sig som the new new thing eller the best Big idea around.
I Richard Dawkins evolutionære biologi, som Godin trækker på, er en ’meme’ en organisme, der bliver stærkere efterhånden, som den spredes. Og sådan er det også med Godins ide.
Produkter vil i fremtiden blive solgt mindre via traditionel markedsføring og mere og mere via sladder og mund-til-mund anbefalinger. Godin kalder det for viral marketing.

Ide-virus
Begrebet om en ide-virus kan bruges på mange sider af livet, mener Godin. Han opfatter en boghandel som et »hjemsted for idé viruser, der venter på at bryde ud,« og han ser aktiemarkedet som »intet andet end tusinder af mulige idé viruser.« Lidt som når Hare Krishna-bevægelsen inviterer potentielle disciple til dele en middag...
»Det er ikke længere muligt at købe sig til en stor markedsandel med et stort tv-reklamebudget,« mener han. Der er efterhånden så mange reklamer i det offentlige rum, at når folk ser et stort selskab reklamere for en vare, så vil de i stigende grad vælge ikke at købe den vare. Og snarere holde sig til fortrolige informationer og anbefalinger fra venner og bekendte.
»I dag er alt, fra præsidentiel politik til musik til tandlæger drevet frem af modediller, som går hurtigere end nogensinde før – og succes får de markedsføringsfolk, som omfavner den kendsgerning,« fastslår Godin. Om påstanden kan dokumenteres gør mindre. Men meget tyder på, at ideen om ’kendsgerningen’ spreder sig lynende hurtigt på nettet. »Fremtiden er som en enorm global Tupperware-fest,« lyder Godins glade budskab.

Patonomics
Ikke alle ser ud til at komme med til den fest. Børnenes kære tegneseriefigur, Postmand Per – Postman Pat, som han kaldes i Storbritannien – er netop blevet fjernet fra det britiske postvæsens markedsføring og sociale velgørenhedsarbejde.
Royal Mails ansatte vil ikke længere blive opfordret til at besøge skoler udklædt som Postmand Per. Royal Mails ledelse har nemlig besluttet at lave en kampagne for læsefærdigheder. Men i avisen The Independent raser journalisten David Thomas. Postmand Per fra det hyggelige lille lokalsamfund i
Greendale må reddes for nationens skyld, mener han.
Per, der altid kører rundt i den lille røde Royal Mail postbil med sin sorthvide kat på forsædet og altid er parat til at hjælpe og snakke, hvor han kommer frem, hyldes af David Thomas.
Postmand Per repræsenterer ifølge Thomas »et radikalt alternativ til selskabskapitalismens overvældende mægtighed, som så mange mennesker tørster efter – et mere menneskeligt, følelsesfuldt værdisystem, som betyder mere end pengebalancer i profitter og tab. Man kan kalde det for patonomics.«

Pers vennetjenester
Postmand Per er ikke produktivitetsorienteret, og han kan kaste sig ud i et – set fra arbejdsgiverens synsvinkel – gigantisk tidsspilde, når han stopper op for at tale med Greendales gamle bedstemor om, hvorfor hun ikke har hængt vasketøjet ud i dag, og derefter lover han at tage bedstemoderens beskidte vasketøj med for at få det vasket hos Mrs. Pottage. I en selskabshjernes nøgne kalkyler er den slags vennetjenester irrationelt tidsfordriv, men David Thomas synes, at et andet regnskab burde inddrages.
I Greendale har man ikke brug for socialarbejdere, for folk tager sig af hinanden. Og i Greendale-idyllen lider folk ikke af stress, men i vore dages ’normale’ britiske arbejdsmarked betaler selskaberne mellem ni og 19 milliarder britiske pund i tabte arbejdsdage på grund af stresssygdomme. Den slags tal får David Thomas til at hævde, at »Patonomics er en ideologi for en bedre, mere menneskelig, mere uforfalsket produktiv fremtid«. Den ide har ikke spredt sig som en virus på Internettet. Og måske er det bare en ide. Men nu er den givet videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her