Læsetid: 2 min.

Realismen er ved at indfinde sig efter den første store nedtur

28. november 2000

Efter boblebristet står det klarere, hvor IT-udviklingen vil ændre verden, mener formand

Revolution
»Folk fra den ny IT-økonomi er altid iført sort. Hvorfor, har nogle spurgt. Det har de sidste to-tre måneder givet svar på.«
Med denne galgenhumoristiske henvisning til sin egen og de øvrige IT-paneldeltageres tøjfarve understregede Gert Birnbacher den rolle, som de sidste måneders internationale og danske fallitter har spillet for IT-sektorens selvopfattelse:
Den er blevet mere realistisk.
»Den store illusion varede fra august 1999 til marts 2000,« sagde Gert Birnbacher, der er formand for foreningen Dansk Internet Handel. Han henviste til, at den amerikanske forbundsbanks udpumpning af likviditet for at afværge år 2000-problemer i finansverdenen havde givet pengerigelighed til de massive spekulationer i firmaer med planer om detailhandel over internettet.
»Da Forbundsbanken begyndte at suge pengene op igen, brast boblerne,« sagde Birnbacher. Han understregede, at det reelle udviklingsmønster nu står klarere:
*Kun få af de nytilkomne har styrke til at bide sig fast.
*Markedet vil i stigende grad blive domineret af ’gammel’ kapital.
*Mange af fornyelserne vil finde sted uden for offentlighedens synsvidde.

Kæmpe investeringer
Birnbacher fremhævede som en afgørende kendsgerning, at 50 procent af den industrialiserede verdens investeringer finder sted på IT-området: »Derfor er det ikke overraskende, at vi får så høje produktivitetsspring.«
Den store vækst vil efter Birnbachers opfattelse finde sted i internet-handlen fra virksomhed til virksomhed – og altså ikke den direkte kundehandel:
»Detailhandelen over nettet udgør i USA kun én procent, i Sverige 0,7 og i Danmark 0,5 procent,« konstaterede han. »Men firma-til-firma handlen nærmer sig i USA størrelsesordenen 80 procent målt i værdi af omsætningen. Om to år vil i USA 630.000 firmaer være med, i Europa 245.000 i dette handelsnetværk.«
Som et praktisk eksempel nævnte han, at fiskerne i Nordsøen på havet vil kunne følge fiskenoteringen og sætte kurs mod den bedst bydende auktionshavn, lige som fiskerne ud fra handlen med »futures’ på fiskemarkedet vil kunne udvælge den mest lønsomme fangst at fremtidssatse på. Den ny IT-økonomi i Danmark år 2002 forudså Birnbacher således:
*120.000 ansatte
*160 milliarder omsætning
*Investeringer på 24 mia. de kommende to år.
*Orienteret mod langsigtet vækst.
Gert Birnbacher frabad sig politisk regulering af IT-udviklingen:
»Vi har et konkurrerende marked, som vil vokse af sig selv. Politikerne har kun opgaver, hvor markedet svigter. De burde snarere interessere sig for deres egen baghave, den offentlige sektor, hvor IT-udviklingen halter bagud.« mente Gert Birnbacher.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her