Fra retrosoul til futuristisk R&B-funk

I hver sin ende af R&B-skalen befinder sangerinderne Erykah Badu og Kandi sig – førstnævnte leverer sublim retrosoul med klare jazzreferencer, mens sidstnævnte gør sig i knivskarp, futuristisk funk med aner i hiphoppen

Nye cd’er
Moderne R&B følger groft sagt to spor – et udpræget retro med tråde tilbage til halvfjerdernes sofistikerede, jazzharmoni-påvirkede soul- og funk-udtryk, i sin tid skrevet, spillet og sunget af folk som f.eks. Marvin Gaye, Curtis Mayfield, Roberta Flack og Donny Hathaway, samt et funkfuturistisk, hvor producere som Missy Elliott, Timbaland og She’kespere med afsæt i hiphop, funk og electronoica sætter dagsordenen ved at drive genren ud i dens rytmisk yderste konsekvens.
Retrobølgen – som diskret har indarbejdet diverse moderne stilgreb, således at det ikke ender i ren repetition af fortidens glorværdigheder – søsattes stort set enehændigt af D’Angelo i 1995 med albummet Brown Sugar, hvor den sorte singer-songwriter-tradtition revitaliseredes ved hjælp af gamle keyboards og effektmaskiner, tilsat den seksuelt eksplicitte sprogtone fra urban R&B og computere og moderne trommemaskiner.
D’Angelos verdensomspændende succes åbnede dørene for ligesindede, hvoriblandt den mest bemærkelsesværdige var sangerinden Erykah Badu, der som en moderne Nina Simone med sit kompromisløse debutalbum Baduizm i 1997 serverede en indbydende og uafviselig syntese mellem jazzteksturer, soulinspirerede lydflader og hiphoprytmer. Hendes afrocentriske fremtoning og stærke udstråling bragte hende på forsiden af alverdens magasiner, og i de tilhørende interviews gav hun udtryk for en Black Pride, hvis lige man skal tilbage til halvfjerdserne for at finde.
I kølvandet på de to er retroscenen eksploderet, og her i Europa – hvor mange har det svært med den hårdt synkoperede, staccatofyldte og sexfikserede moderne R&B-funk – har den fået fat i pladekøberne, hvad navne som Lauryn Hill, Macy Gray, Eric Benet og Angie Stone har kunnet mærke.

En stilfærdig optur
Både D’Angelo og Erykah Badu har haft svært ved at følge op på deres overbevisende debutplader, som har været udsat utallige gange – og når man hører resultateterne, forstår man det egentlig godt. Lige så skønt det kan være at brage igennem fra første dag, lige så belastende må det være på længere sigt, thi hvordan matche noget nær perfektion?
Men hvor D’Angelo omgik problemet ved at lave en decideret jam-plade, som i afslappet legesyge delvist kompenserede for overbevisende sangskrivningsindsatser, klarede Badu sig i første omgang med i al hast at udgive koncertoptagelsen
Live!, hvis raison d’être syntes at være nummeret »Tyrone«.
Men Erykah Badus andet ’rigtige’ album, betitlet
Mama’s Gun, er en stilfærdig optur, som kræver at man spiller den en del gange, før den for alvor folder sig ud.
En strammere og mere disciplineret udgivelse end sin forgænger, som den alt andet lige ikke helt når. Nogle af de dramatiske udsving er forsvundet, hvilket gør helhedsindtrykket mere homogent, men også mindre karakterfuldt.
Dette betyder dog ikke at Mama’s Gun ikke har en masse af byde på: De 14 sange er skrevet i klar og logisk forlængelse af det bedste fra halvfjerdserne – med en enkelt decideret og overbevisende jazzekskursion for afvekslingens skyld – og hendes stemme er en af scenens mest bemærkelsesværdige og særprægede.
Hvis man som undertegnede konsekvent synes, at en Macy Gray overdriver brugen af sine virkemidler, kan man med sindsro vende sin opmærksomhed mod Badu, der har en nuanceret og afdæmpet, ja spirituel måde at gå til fadet på, som gør at hendes musik altid bliver mere end underholdning. Det er fantasifuldt, farverig og legesygt, men frem for alt dybfølt – the woman’s got soul.

Ikke hvem-som-helst
R&B-scenens p.t. hotteste producer hedder Kevin ’She’kepere’ Briggs, og hans ry bygger især på de fem-seks skæringer han stod fadder til på Destiny’s Childs brag af et gennembrudsalbum, The Writing’s On The Wall, fra sidste år.
De gode nyheder er at han på sangerinden Kandis debutalbum, Hey Kandi …, får lov til at strække helt ud, idet han her har produceret alle skæringer på nær en.
Nu er Kandi ikke frøken-hvem-som-helst. Hun var med til at starte vokalgruppen Xscape i starten af halvfemserne, som nåede at udsende tre gospelpåvirkede albums, før den gik i opløsning, men hendes berømmelse hviler på hendes sangskrivning, idet hun er kvinden bag TLC’s »No Scrubs« og »Bills, Bills, Bills« og med »Destiny’s Child«, og albummet fungerer da også især som en overbevisende showcase for hendes sangskrivningsevner.
Og det er i kombinationen af de gode sange og den knivskarpe, up-to-date produktion, som får Hey Kandi … til at fungere, for selvom Kandi er en teknisk set uangribelig sangerinde, kan man ikke for alvor hævde, at hun hæver sig over strømmen af tidens gospelengle.
Men omgivet af beats så skarpe, at man kunne skære sig på dem, strygere, der sprutter som et velsmurt maskingevær og synkoperinger så intense, at man er lige ved at få hikke under lytningen, gør det til en særdeles høreværdig og lovende debut.

*Erykah Badu: Mama’s Gun (Universal) Udkommer i dag |

*Kandi: Hey Kandi… (Sony/Columbia)