Læsetid: 2 min.

En rigtig realist

2. november 2000

Jesper Wung-Sungs nye novellesamling skuffer desværre, men talentet er både intakt og i stadig udvikling

Noveller
Lige siden debutten i 1998, med novellesamlingen To ryk og en aflevering, har Jesper Wung-Sung først og fremmest valgt sine motiver i grillbarer, fodboldklubber, færgerestauranter og værtshuse. Steder hvor såkaldt almindelige mennesker færdes – og hvor mænd samles for at tale om ædle emner som fodbold og kvinder – mens de hælder uappetitlige danske vandbajere ned i halsen.
Det er mere end godt nok – ja, ikke lige bajerne, men at Wung-Sung vælger at parkere sin opmærksomhed netop den slags steder. Han har næppe nogensinde sat sine ben på Borumsminde Efterskole og gud ske lov for det. Han har et eminent øre for det talte sprog, han forstår at skelne mellem vigtigt og uvigtigt og i sin roman fra 1999, Kender du ikke akkusativ, om den arbejdsløse Flemming Brønd, beviste han at han også har et solidt greb om det episke. Han kan med andre ord alt det, som drengene og pigerne ude på Borumsminde har lært at sige puhbad til, men altså ikke desto mindre er hvad der kræves for at blive en ordentlig prosaist. Og sådan én er Jesper Wung-Sung.

Talentet er der
Desværre er hans tredje bog, den nyudkomne novellesamling Og havet klapper ikke særlig vellykket – eller særlig interessant for læseren, snarere for vellykket er den i den forstand, at Wung-Sung har forfinet sit sprog yderligere og også udvidet sit genremæssige register. Som alle rigtige realister er han ikke bare realist. Men selve bogen er nu nærmest lidt internt, et forfatteranliggende. I forhold til læseren – i alt fald herværende – er der ikke meget, der tyder på, at der har været særlig meget at skrive hjem om. Selvom samlingen da rummer gode ting – og også et enkelt pletskud, nemlig den nærmest sataniske »Hans fuldendelse«. Og under alle omstændigheder er talentet så overbevisende tilstede, at der er grund til at glæde sig til forfatterens næste bog.

*Jesper Wung-Sung. Og havet klapper. Noveller. 114 sider, 198 kr. Samlerens forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu