Læsetid: 3 min.

Rock

21. november 2000

Arrogante og sårbare
*På samme måde som brødrene Gallagher brugte John Lennon som katapult for deres gennembrud, således skammede Blur sig ikke over at have Ray Davies og Kinks som forbillede, men selv om både Oasis og Blur i 90’erne fik meget presse på at svine hinanden til i konkurrencens uhelige navn, har den kunstneriske fintælling vist, at Blur havde mest at komme med. Det bekræftes på dette Best of-album, som er kvintessensen af britisk poprock.
Sangeren Damon Albarn forener arrogance og sårbarhed, og guitaristen Graham Coxon gør intuitiv skødesløshed til en disciplin, og sange som »Country House«, »The Universal« og »No Distance Left To Run« samt ikke mindst den himmelstræbende hymne »Tender« viser et band, der kunne – og kan – kunsten at skrive rockhistorien ind i tre-fire minutter.
Blur: The Best Of... Food Records/EMI.

Skamløs og smittefarlig pop
*Okay, okay, jeg ved godt, man helst ikke må kunne lide sådan noget som Erann Drori laver. Og tilmed lader sangeren sig style som den småklamme macho-type, der altid bliver stemt hjem fra Robinson, men åbningssangen »I Wanna Wake Up With You« er skamløs pop, som udstråler akut smittefare. I et quasi-gospel arrangement, som genbruges senere på pladen, lyder Drori, som Rugsted-Kreutzfeldt ville have lydt i dag. Originalitet er ikke hans adelsmærke, men musikken har en em, ikke kun af mænd, men af glæde ved selve den valgte form, som han udfylder perfekt. Paradoksalt nok tydeligst på de sange, hvor forbillederne nærmest synger med, som den meget Bee Gees-klingende »Still Believing« og den forelskede kopi af Hall & Oates-klassikeren »I Can’t Go For That«.
Erann DD: Still Believing. Producere: Diverse. Mega/Edel.

De har skyndt sig langsomt
*Texas er historien om det ganske lille, uprætentiøse band fra Skotland, som gennem ti år har skyndt sig så langsomt, at det nu falder helt naturligt med et Greatest Hits-album. Godt nok er udsendelsestidspunktet givet bestemt af julesalget, men pladen viser sammenhængsstyrken i dette band, der har fået tradition til at rime på innovation. Anført af Sharleen Spiteri, den karismatiske, læs: Uimodståeligt sensuelle, sanger og sangskriver har bandet gradvist, uden at tabe i dybde, konverteret den oprindelige guitarrock med blues & folk-aner til en voksen, men aldrig sat pop, der giver hitlister et skær af evighed.
Texas: The Greatest Hits. Mercury (Førsteoplag m. ekstra cd-rom med video)

Forelsket og forsmået
*Der kan kun være tre grunde til, at Thomas Helmig ikke for længst har fået sit udenlandske gennembrud: Han bruger ikke push-up-bh, han er ikke mulat og han holder med AGF. Wanted er den uundgåelige kompilering af hans største og bedste engelsksprogede sange. Og den definitive bekræftelse på hans stilsikkerhed, rytmiske overskud og nå, ja, sjæl. Helmig synger, så man både ønsker sig forelsket og forsmået. Begge dele swinger lige meget i en naturstridig, men alligevel organisk blanding af blue eyed soul og Dylan. En perfekt partner til hans lige så uomgængelige opsamling af de danske hits, som kom for et par sæsoner siden.
Thomas Helmig: Wanted. Producer: Th. Helmig. BMG.

Beatles på samlebånd
*All you need is love og sikker planlægning. Beatles-industrien har, efter en slumreperiode, virkelig sat turbo og trumf på i de seneste år. Efter Anthology-videoerne, -pladerne og -bogen kommer nu en cd med den selvbevidste titel 1, indeholdende 27 af gruppens hitlistetoppende singler. Det ville være for dumt at sige, at musikken fejler noget. Trods alt er der tale om sange, der alle, mere eller mindre, redefinerede poppens dagsorden, men de er tidligere blevet kompileret og genudsendt 117 gange, men selv om money can’t buy me love, luner de godt i madrassen, må de overlevende Beatler synes. Jeg tror, John ville have nedlagt veto.
The Beatles: 1. Producer: George Martin. EMI.

Automatpiloten blev hjemme
*Har verden virkelig brug for endnu et livealbum fra Neil Young, cirka hans sjette af slagsen, og hans anden cd i år? Efter de indledende atten minutter – 18! – af »Cowgirl In The Sand« må svaret være ja. Road Rock er optaget i år, og Young fortsætter genudforskningen af gammelkendt musikalsk territorium med samme udtryksafsøgende nysgerrighed som en jazzavantgardist. Guitaren er hans kompas, og der bliver aldrig dømt automatpilot i denne medrivende tour de force af rock, der insisterer på at bygge en ny klanglig katedral af hver eneste tone. »Tonight’s the night« – og det må det have været hver aften på den turné.
Neil Young: Road Rock. Producer: Neil Young & Ben Keith. Reprise/Warner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her