Læsetid: 3 min.

Rumænsk trods

28. november 2000

»Når en amerikaner siger: ’It’s history’, taler han om noget irrelevant, noget, der forlængst har mistet sin betydning. Når man i Øst- og Centraleuropa siger: ’Det er historie’, betyder det: Der er ballade lige om hjørnet.«
Timothy Garton Ash, britisk historiker og Østeuropa-ekspert

DET VELSTÅENDE efterkrigs-Europa har haft sine vælgeroprør mod skattetrykket, den altomfavnende stat, ’de fremmede’ og ’det føderale Europa’. Så relativt velfungerende og socialt stabile samfund som Danmark, Frankrig og Østrig har frembragt højrepopulistiske fænomener som den megalomane skattenægter Mogens Glistrup, den xenofobe Jean-Marie Le Pen og den velfriserede anti-modernist Jörg Haider.
Men når alt kommer til alt, har vælgere, der satte kryds ved netop disse tre højre-ekstremiteter, ønsket at udtrykke protest, ikke støtte til en ny alt-omkalfatrende, støvle-trampende samfundsorden. Dertil ligger vi i Vesteuropa ganske enkelt for lunt i reden.
Analytikere af øst- og centraleuropæiske forhold har længe undret sig over, hvornår en lignende højre-radikalist ville vinde frem i disse politisk ustabile, økonomisk svage, moralsk forvirrede og socialt skævvredne overgangssamfund.
Vel, Rusland har haft sin Sjirinovskij, men han var mere en pauseklovn end en trussel mod den etablerede samfundsorden. Hvideruslands Lukasjenko er autoritær, men hans regime lugter mere af kolkhos end af kz-lejr. Milosevic kan man sige meget om; Fascist er han ikke.

NU SYNES Rumænien, taberlandenes taber, nummer 12 ud af 12 mulige på EU’s nyligt reviderede liste over optagelsesparate kandidatlande, at have frembragt et ægte højre-radikalt fænomen med potentielle muligheder for at sætte Sydøsteuropa i brand en gang til.
Navnet er Tudor, Corneliu Vadim Tudor. Højtbegavet og selvoptaget. Digter og oratorisk veludrustet. Var i sin tid conducator (fører) Ceausescu’s hofpoet, besang conducator-fruens ynder i sin ’Ode til Elena’.
Nu har Tudor skiftet rødt ud med brunt. Han grundlagde og er fortsat chefredaktør for ugeavisen Romania Mare (’Stor-Rumænien’). Han er stifter og leder af Det Stor-Rumænske Parti.
»Jeg har gjort min pligt, ødelagt mit helbred, negligeret min familie og mit litterære arbejde. Jeg kan ikke gøre meget mere. Jeg kan trække mig tilbage til bjergene for at bede – eller jeg kan få held med at rejse det rumænske folk til kamp«, hed det i Tudors afsluttende appel til vælgerne.
Til kamp mod de »jødiske terrorister«, der ofte er syndebukke i Romania Mare’s spalter – sammen med sigøjnere, ungarere og »de, der sælger vores land til Vesten«.
29 procent af de rumænske vælgere svarede positivt på Tudors appel. Så nu skal han ud i en ny valgrunde i kampen om præsidentposten – mod den førende kandidat, kommunist-nu-erklæret-socialdemokrat Ion Iliescu.
I rumænernes bizarre valg mellem en højreradikal, storrumænsk nationalchauvinist og en 71-årig, træg reformkommunist er Europa henvist til at krydse fingre for den sidste.

MÅSKE ER Tudor blot endnu en pauseklovn fra højre overdrev. Sandsynligvis er hans mange vælgere ikke fascister, men – med analytikeren Horia Patapievici’s ord – »fortvivlede mennesker, som har valgt dette raseriets budskab«.
En rumænsk trods-reaktion – ikke blot mod massiv arbejdsløshed, høj inflation og gennemsnitslønninger omkring de 800 kr. om måneden, men i høj grad også mod de siddende, vestvendte reformpolitikeres demokratiske umodenhed, de talrige regeringskriser, den vildtvoksende korruption, de uigennemtænkte reformer. Og imod Europas venden ryggen til dette uregerlige parialand, nummer 12 ud af 12. Når Tudor er farlig og farlig er han skyldes det kombinationen ’social protest’ og ’ønsket om en revision af historien’. Som partinavnet antyder, vil Tudor kæmpe for et Stor-Rumænien, som det var før Anden Verdenskrig: Omfattende Bessarabien (nu i Ukraine) og Moldova.
Men ikke nok med det: Vælges han – eller får han blot politisk indflydelse – vil Centraleuropas sidste store, nu dybfrosne territoriale konflikt, det ungarske spørgsmål, tø op igen. En tredjedel af alle ungarere bor uden for Ungarn, mange i Rumænien. Og ungarernes krav om øget selvstyre og kulturelle og sproglige rettigheder er taget til i styrke de seneste år. Foruroligende er det, at Tudor høstede ekstra høje stemmetal blandt rumænerne i byer med store, ungarske mindretal: Cluj, Arad og Timisoara. Efter det blodige årti på Balkan har Europa fået et nyt problem. Corneliu Vadim Tudor lægger navn til.

on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her