Læsetid: 4 min.

Rusland åbner ny runde om a-våben

18. november 2000

Russisk udspil om atom-nedrustning puster – efter 10 års nedfrysning – til spirende tanker om nedrustning i USA

Udefra
Man må gå ud fra, at det nedrustningsudspil, Ruslands præsident Vladimir Putin kom med i mandags, var beregnet for den næste amerikanske præsident.
Men selv om en sådan endnu ikke er udpeget, valgte han altså at offentliggøre det – måske fordi debatten om atomnedrustning er ved at blive genoptaget i USA’s udenrigspolitiske kredse efter næsten ti års nedfrysning (eller var det sløvhed?) under Clinton.
Det var Jonathan Schells lange artikel i det udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs for to måneder siden, der bragte en simrende debat i kog.
Schell forsøgte det samme for 20 år siden med en artikel i ugemagasinet The New Yorker, som blev citeret verden over, men desværre uden blivende effekt.
Målet fra 1986
Denne gang er timingen perfekt.
Ikke alene er Moskva, som Putin fastslår, parat til drastiske reduktioner af sit atomvåbenarsenal; der er også i USA røster – deriblandt mange tidligere militære – som anbefaler USA samme kurs.
Putin nøjes ikke med at opfordre til større nedskæringer end det loft, USA har foreslået på 2.500 atommissiler på hver side (der er for tiden omkring 7.500). Han taler om at gå langt under Moskvas tidligere mål på 1.500 – måske forestiller han sig noget i retning af det, Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov nåede frem til i Reykjavik i 1986: Et tal, der nærmer sig nul.
Denne betydningsfulde, men aldrig virkeliggjorte plan var Reagans opfindelse – han forudså en verden med perfekte forsvarssystemer (det såkaldte Stjernekrigsprojekt), hvor supermagterne kunne skrotte deres atomvåben.
Men så snart hans rådgivere fik færten af, hvad han var ved at aftale med Gorbatjov, greb de ind. De hævdede, at planen var urealistisk og ikke kunne gennemføres i praksis – sådan som rådgivere siden har sagt om ethvert kreativt forslag, der finder vej gennem systemets krinkelkroge.

Sløvhed under Clinton
Interessant nok er det eneste initiativ af unilateral karakter, der er gået igennem, præsident George Bush’ plan om at afblæse alarmberedskabet for amerikanske atombombefly og fjerne taktiske atomvåben fra aktiv tjeneste. Bush stod stærkt efter afslutningen på Den Kolde Krig, og ingen i bureaukratiet eller Senatet fandt tid til at forsøge at udmanøvrere ham.
Ifølge en artikel af George Perkovich i det seneste nummer af Foreign Affairs var 1961 det sidste år, da den amerikanske regering – under John F. Kennedy – tog spørgsmålet om atomvåben alvorligt nok til at studere, hvordan man kunne gennemføre en nedrustning.
Clinton-administrationen opfordrede til en »gennemgribende undersøgelse« af atomdoktrinerne, men dette initiativ blev skadet af præsidentens manglende interesse og hans »modvilje mod at udfordre Pentagons bureaukrater og de kortsynede og doktrinære senatorer«.
Men det er ikke Pentagon, der har hele skylden. Det netværk af civile eksperter, der udfolder sig i administrationen, Senatet, universitetsverdenen, tænketankene og våbenindustrien, frembyder en forhærdet opinion, som det er næsten umuligt at bryde igennem.
Som den nu afgåede øverstkommanderende for alle USA’s strategiske styrker, general Eugene Habiger, sagde for nylig: »Vi har nået det punkt, hvor de militære generaler, der har ansvaret for atomstyrkerne, mere højlydt og mere intenst end politikerne anbefaler at nøjes med færre våben.«

Nye atom-trusler
Hans forgænger, general George Lee Butler, går endnu længere ved både at ville eliminere alle atomvåben og rette søgelyset mod atomlobbyens brutale taktik med offentligt at nedgøre enhver nedrustningstilhængers troværdighed.
Den offentlige opinion i hele den vestlige verden synes at lade stå til, når det drejer sig om atomvåben. Noget vil vise sig et eller andet sted og befri verden for atomtruslen. Men virkeligheden er en ganske anden.
De russiske atomstyrker er i opløsning – både bogstavelig talt og med hensyn til deres kommando- og kontrolsystemer. For hver dag bliver det mere og mere sandsynligt, at et missil vil blive opsendt uden bemyndigelse eller ved et uheld.
Forholdet mellem Kina og Taiwan kan i løbet af få år udvikle sig til en større militær krise, som kan drive USA ud i en konfrontation med Kina – en situation, der kan ende med, at de to atommagter sender missiler mod hinanden.
Som vi har set det de seneste to år, kommer der nye atommagter til, og Kashmir og Mellemøsten er stadig atomare krudttønder.
Men dertil kommer den snigende vrede i store dele af verden over, at amerikanerne bliver ved med at satse på deres overflødige atomoverlegenhed. Ved ikke at indlede en seriøs nedrustning, sådan som de flere gange offentligt og højtideligt har lovet, opmuntrer de andre lande til at modarbejde USA udenrigspolitiske mål, når de kan komme af sted med det.
Selv gode venner som Canada, Frankrig, Tyskland og Serige bliver fra tid til anden grebet af sådanne anti-amerikanske følelser. Det lover ikke godt for USA’s interesser på længere sigt, hvis landets ledelse betragtes som arrogant og unødig militaristisk.
Præsident Putin har gjort det rigtige på det rigtige tidspunkt. Vil Bush eller Gore gøre det samme? Et svar i form af en hensigterklæring, mens de venter på vælgernes dom, ville være et velkomment signal om, at de stadig er i kontakt med virkeligheden.

*Jonathan Power er britisk journalist og kommentator med speciale i udenrigspolitiske forhold

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu