Analyse
Læsetid: 5 min.

SADDAMS TRUMFKORT

28. november 2000

Oliepriserne har åbnet Bagdads porte. Irak er i fuld fart
på vej ud af sanktionernes skygge

Bagdad sprudler af liv. Boulevarderne er nyasfalterede, og hver dag afsløres nye, skinnende facader. Efter mere end ti års lammende sanktioner er der atter fuld gang i den irakiske hovedstad. Saddam International Airport, der har ligger fuld-stændig øde hen, siden de internationale sanktioner blev sat i værk i 1990, tager hver dag imod adskillige fly, spækket med ivrige forrretningsmænd, der står på spring for at få del i det gigantiske økonomiske boom, alle regner med kommer i løbet af kort tid.
Sanktionerne, der de sidste ti år har isoleret Irak i en grad, som aldrig er set før, er ikke bare ved at smuldre. De falder fra hinanden i store stykker. Mens Golf-alliancens hårde hunde, USA og Storbritannien, ser til fra sidelinjen uden at protestere.
Det begyndte med en hvisken i oktober. Irakerne ville genåbne deres indenrigsruter. Det, mente irakerne, ville ikke være i strid med FN’s sanktioner, der ikke specifikt forbyder passagerfly at overflyve de to flyforbudszoner i Nord- og Sydirak, som blev oprettet i kølvandet på Golfkrigen for at beskytte de oprørske shia-muslimer i Sydirak og kurderne i nord.
FN’s Sikkerhedsråd har ladet forstå, at indenrigsflyvning er i orden, og den 5. november lettede det første passagerfly med kurs mod provinsbyen Basra.
Men det er langt fra det eneste mål, som Bagdad har scoret den seneste tid:
*Bare fem dage senere landede det første internationale fly så i Bagdad. Det var et privat fly, som et britisk Labour-medlem i største hemmelighed havde chartret og fyldt med humanitær hjælp til irakerne.
*Det næste gennembrud kom, da USA’s udenrigsminister Madeleine Albright for to uger siden erklærede, at USA ikke vil anvende magt for at skaffe FN’s våbeninspektører adgang til Irak.
*På sidste uges internationale handelsmesse i Bagdad kunne Saddam Hussein også notere sig , at ikke mindre end 45 lande var repræsenteret, heriblandt Danmark, Frankrig, Sverige, Belgien, Tyskland, Kina , Rusland og sågar et enkelt britisk firma. Eneste land, som forblev urepræsenteret var USA.
*Derudover har en lang række lande genåbnet deres flyruter til Bagdad, heriblandt Frankrig og Rusland, der begge er medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd.
*Både på den Arabiske Ligas topmøde i Kairo i oktober og på det efterfølgende topmøde i den Islamiske Conference Organisation, IOC, kunne Irak fejre en voksende arabisk accept.
*Irak har også været vært for flere prominente gæster på det seneste, bl.a. Venezuelas præsident Hugo Chavez, Ruslands udenrigsminister Igor Ivanov og ærkefjenden Irans udenrigsminister Kamal Kharrazi.
*Syrien, der deltog på allieret side i Golfkrigen, har genoprettet sine diplomatiske forbindelser med Irak, genåbnet togforbindelserne samt en stor irakisk olieledning til Syrien. Ligesom Iraks udenrigsminister Tariq Aziz aflagde Syrien et besøg i den forløbne weekend, bla. for at takke for adskillige fly med nødhjælp til Bagdad.
*Ærkefjenderne Iran og Irak er desuden enedes om at genindføre den grænseaftale fra 1975, som Saddam Hussein forkastede, da han fem år senere invaderede i Iran og indledte otte års krigshelvede.
*En sidste symbolsk sejr kan Saddam Hussein nyde, efter det er lykkedes at få FN til at acceptere, at al irakisk im- og eksport fremover afregnes i euro i stedet for dollar.

Når Irak netop nu har haft held til at slå de første ridser i sanktionslakken, har det flere årsager.
For det første er Vesten uhyre opsat på at få så meget irakisk olie som overhovedet mulig ud på oliemarkedet, hvor en tønde råolie i øjeblikket koster op til 35 dollar – dobbelt så meget som normalt. USA og Storbritannien frygter, at Irak, der igen er blevet en af verdens allerstørste olieproducenter, skal sænke produktionen og tvinge priserne endnu højere op.
I øjeblikket ligger den irakiske produktion på knap tre millioner tønder olie om dagen, og den irakiske regering s plan om at fordoble produktionen inden for ti år, passer de vestlige lande utrolig godt.
At Irak er sig olievåbnet endog meget bevidst, er der ingen tvivl om. Det fremgår med al tydelighed af Saddam Husseins seneste udfordring til FN. Fra 1. december kræver han, at alle aftagere af irakiske olie betaler et gebyr på 50 cents per tønde direkte til Bagdad – uden om den FN-kontrollerede konto, hvor igennem al irakisk im- og eksport skal foregå.
Om Irak slipper af sted med denne åbenlyse provokation af FN er imidlertid tvivlsomt. Selv om 50 cents ikke er mere end fire kroner, er der tale om et princip, som FN ikke kan se gennem fingre med, hvis sanktionspolitikken fremover skal have nogen troværdighed.
Den anden grund til Iraks succes med at underminere sanktionerne er den politiske lammelse, der har grebet USA i kølvandet på præsidentvalgets stemmekaos.
Saddam Hussein har dygtigt udnyttet det magtmæssige tomrum, som er opstået i Washington. Og alt tyder på, at han vil fortsætte med at udfordre USA og FN. Både indtil en ny præsident tager roret i Det Hvide Hus den 20. januar – og efter.
Den tredje grund til, at det går så relativt let for Bagdad at genoplive de arabiske venskaber trods sårene fra Golfkrigen, er den israelsk-palæstinensiske konflikt, der med sine over 250 civile ofre har samlet den arabiske verden i et fælles anti-israelsk og ikke mindst anti-amerikansk fodslag.

Selv om Saddam Hussein foreløbig har haft mere held med at mildne luften, end man skulle have troet muligt for bare nogle få måneder siden, er der stadig lang vej igen, før Irak ikke bliver en accepteret medspiller i verden.
Som USA gentagne gange har pointeret de seneste uger, er den vigtigste sanktionsmekanisme stadig på plads. Nemlig FN’s kontrol med al Iraks samhandel med udlandet. Via denne konto har Irak det seneste år eksporteret olie for cirka 150 milliarder kroner. Og selv om det derudover skønnes, at irakerne har solgt for en milliard dollars uden om FN, er der trods alt stadig tale om en økonomi, som er sat under næsten total administration. Det eneste, irakerne har lov at købe for de rare oliepenge, er nemlig mad og medicin.
Hvis Irak skal ændre på den ordning, kræver det en beslutning i FN’s Sikkerhedsråd, og det er to ud af fem permanente medlemmer imod.
Alligevel spår de fleste analytikere, at de sidste ugers opblødning er begyndelsen til enden på sanktionerne. Især hvis Saddam Hussein accepterer, at FN’s våbeninspektører genoptager deres arbejde. Inspektørerne blev smidt på porten i 1998 uden at kunne frikende Irak for besiddelse af masseødelæggelsesvåben.
De var dengang nået til den konklusion, at Irak ikke er i besiddelse af atomvåben eller kemiske våben. Med hensyn til bakteriologiske våben var de imidlertid mindre sikre.
Om inspektørerne kan vende tilbage, har det irakiske regime lovet FN at »genoverveje«, men om det bliver til andet end overvejelser, kan kun tiden vise.
For først skal Saddam Hussein se, hvor langt han kan nå med sit nye olietrumfkort. Og det er formentlig temmelig langt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her