Læsetid: 8 min.

Seattle-manden rykker

24. november 2000

Det startede i Seattle for et år siden. Det fortsatte i Washington, Melbourne og Prag. Et umage sammenrend fra hele verden på gaden i voldelig og markant protest. Tilsyneladende med et fælles mål – at bekæmpe globaliseringen. Hvem er de, hvad vil de egentlig og vil det lykkes for dem?

Præsidenten vidste godt, at de ville gå amok få dage senere. At det kun var et spørgsmål om tid, før hans hovedstad ville blive smadret.
Alligevel lukkede han dem indenfor. Vaclav Havel åbnede døren til sit slot oppe på toppen af bakken over Moldau-floden og bød dem velkommen til Prag.
Godt nok havde han kun udvalgt de mest dialogvenlige repræsentanter for de mange ikke-statslige organisationer (NGO’ere), græsrødder og aktivister, der var valfartet til byen i anledning af Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds (IMF) topmøde i den tjekkiske hovedstad i slutningen af september. Men alligevel – Havels indbydelse til dialog var markant. Og en af de største erkendelser af, at den bevægelse – som det umage sammenrend af unge mennesker fra hele verden udgjorde – var ved at skabe en global, slagkraftig bevægelse, der måtte tages mere og mere alvorligt.
Det var nemlig ikke stoppet med ’Slaget om Seattle’ året før. De voldsomme protester i byen mod globaliseringen af verdensøkonomien under Verdenshandelsorganisationens (WTO) topmøde fortsatte i både Washington og Melbourne, siden i Milano og Seoul. Kort sagt hver gang regeringschefer, multinationale virksomheder, bankfolk eller andre beslutningstagere er mødtes for at diskutere den globaliserede verdens fremtid.
»I har ingen ret til at mødes,« lyder beskeden fra anti-globaliseringsdemonstranterne hver gang. Det gjaldt også i Prag.
»De folk, der deltager i disse møder, udveksler ikke blot meninger. De tager også beslutninger. Vi har en moralsk forpligtelse til at stoppe dem,« siger Chelsea Mozen fra paraplyorganisationen INPEG – Initiative against Economic Globalization.
»Der er brug for direkte handling for at standse disse møder,« siger Mozen til Information.
Som bekendt lykkedes det ikke i Prag. 11.000 politibetjente holdt 10.000 demonstranter på afstand af konferencebygningen, omend gadekampene var voldsomme.
Selv om hverken indbyggerne i Prag eller tv-seere verden over havde meget til overs for uromagerne, opnåede disse alligevel noget: At få den opmærksomhed om deres budskab, de gik efter. IMF-mødet sluttede en dag før beregnet, og nogle NGO’ere fik ikke blot adgang til Havel, men også til møder med IMF-chef Horst Köhler og Verdensbankens præsident, James Wolfensohn.

Åbningen i Prag var opsigtsvækkende, men måske også uundgåelig i lyset af den tendens, der viser sig pletvist forskellige steder på globen.
Tag nu bare Jose Bové, lederen af Confederation Paysanne, den militante franske anti-globaliseringsbevægelse. Han har været i fængsel for at have ledet et kommando-raid mod en McDonald’s i byen Millau. Alligevel kan han møde uanmeldt op uden at have en aftale og ringe på døren til eksempelvis Justitsministeriet i Paris.
Hvis Jose Bové kommer, bliver andre aftaler aflyst og møder flyttes. Alt andet bliver lagt til side, og han kan tage sin dokumentmappe under armen gå direkte ind i magtens korridorer. Udenfor snurrer tv-kameraerne, og journalisterne står klar med blokkene for at høre, hvad rebellen har at sige denne gang.
Når det kan lade sig gøre, er det først og fremmest fordi, de franske politikere slet ikke er overbeviste om, at globaliseringen er et ubetinget gode, og at den er uafvendelig, mener David Henderson, der er tidligere cheføkonom i OECD og erklæret liberalist. Han mener, at der langt ind i magtens korridorer i Frankrig og mange andre lande er en udbredt skepsis over for liberalisme og globalisering.
»Politikere, bureaukrater, interesseorganisationer og store dele af den offentlige mening har stadigvæk det udgangspunkt, at begreber som ’profit’ og dermed ’markedsøkonomi’ er moralsk angribeligt,« sagde Henderson under en forelæsning i London i sidste måned.
Men dertil kommer, at NGO’erne er blevet stærkere og mere magtfulde. De er begyndt at gå væk fra at lobbye for særinteresser og er begyndt at samarbejde med hinanden – også på globalt plan. De siger, at de repræsenterer »det civile samfund« og arbejder i »offentlighedens interesse«, hvilket ifølge Henderson har givet disse – fortrinsvis »anti-kapitalistiske« grupperinger en formel status i og omkring mange internationale fora.
Det styrker den anti-liberalistiske tendens, der i forvejen er ved at genvinde kræfter oven på neo-libaralismens optur i kølvandet på Murens fald.
At de intellektuelle – for eksempel i Frankrig – er gået i spidsen for en bevægelse, Attac, der også opererer med unge mennesker i direkte aktioner, giver yderligere goodwill i pressen, hvorefter politikerne følger efter.
Jose Bové er efterhånden nærmest en nationalhelt i Frankrig. Han har kunnet føre sine kampagner vidt omkring til
Seattle og Brasilien, og hjemme er han blevet hyldet fra så forskellig sider som gaullisterne på højrefløjen, de grønne, socialisterne og endda det højreekstreme Front National.

Sagen er nemlig, at globaliseringsmodstanden handler om meget andet end økonomi, frihandel og liberalisme. Den store skepsis i Europa skyldes lige så meget en enorm, frygt for at miste identitet og særegenhed.
I Frankrig kører den på de høje nagler – fra højeste sted – for at forhindre yderligere udvanding af det franske ’verdenssprog’. Franske politikere, akademikere, kunstnere og intellektuelle kæmper indædt mod importen af engelske udtryk i sproget – populært kaldet ’franglais’. De er imod den globale (dvs. amerikanske) popkultur blandt de yngre generationer.
I Tyskland, hvor man hele tiden slås med at finde ud af, hvad ’den særlige tyske kultur’ er for noget, udgør globaliseringen også en trussel – og den skaber et dilemma: Hvis man accepterer globaliseringen som et fait accompli, kan man risikere at miste både selvværd og identitet. Men hvis man afviser den og insisterer på, at der skal være ’en særlig tysk kultur’, så baner man vejen for højreekstremister og fremmedhadere, der vil rense Tyskland for al udenlandsk indflydelse.
For er der nogen, der er imod globalisering, så er det kræfter på den ekstreme højrefløj, for eksempel nynazister. Og de er også på pletten hver gang, der er anti-globaliseringsprotester rundt omkring i verden. Således også i Prag, hvor ultranationalister og skinheads holdt manifestation mod globaliseringen i byens Ledna-park, mens de ’anstændige’ demonstranter mødtes med præsident Havel.
»Globaliseringen udgør en multikulturel drøm, som ikke kan lade sig gøre,« siger den 20-årige tjekkiske skinhead Frank Julis til Information.
»Tjekkiet skal forblive tjekkisk, lige som alle andre nationer skal forblive selvstændige og ikke blande sig for meget i hinandens affærer. Jeg vil ikke have, at overnationale regler eller institutioner skal bestemme over Tjekkiet.«
Men selv om mål og midler er forskellige for de utallige fraktioner og grupperinger, der deltager i det omrejsende anti-globaliseringsshow, så er det som nævnt lykkedes at få etableret et relativt samlet pres på den internationalisering, som er sket siden afslutningen på Anden Verdenskrig.
Ifølge Jørgen Ørstrøm Møller, Danmarks ambassadør i Singapore og Brunei, er det allerede sket.
»Støtten på den nordlige halvkugle til institutioner som Verdensbanken, IMF og WTO har aldrig været lavere,« skriver han i sin bog The End of Internationalism.
»Det civile samfund er blevet mere højrøstet. NGO’ere skaber en ny international opinion gennem deres snedige brug af medierne.«

Problemet for dem, der mener, at globaliseringen er et gode for hele verden på længere sigt, er, at de allerede har tabt det moralske slag.
»Betegnelsen ’globalisering’ er blevet associeret med alt, hvad der er galt og dårligt i verden,« mener Tom Allard, kommentator for Sydney Morning Herald.
»Hvis pro-globalisterne skal have en chance på længere sigt, er de nødt til at punktere anti-globalisternes argumentation og genvinde det moralske overtag.«
Det vil blandt andet indebære, at man argumenterer for, at eksempelvis frihandel er godt for de fattigste af udviklingslandene. Det er der, argumenterer han, meget statistisk bevis for. Han mener, at den kampagne kan føres ved at samle en del af de u-lande, som faktisk ønsker, at der eksempelvis holdes en ny forhandlingsrunde i WTO allerede til næste år. Det vil vise, at det »ikke kun er kapitalisterne, der går ind for globalisering.«
»Det handler om at få ordet global ind i globaliseringssituationen,« siger Mark Malloch Brown, chefen for FN’s udviklingsprogram (UNDP) i et interview med Reuters.
UNDP er – modsat IMF og Verdensbanken – ikke løbet ind i demonstrationer fra anti-globaliseringsbevægelsen. Det skyldes ifølge Brown, at UNDP er et FN-organ og derfor ikke på samme måde ses som en dominerende, vestlig organisation, hvilket er upopulært i Vesten.
»Vi arbejder for de u-lande, som mener, at globalisering er uundgåeligt, men som tror, at man kan styre måden, den foregår på, og at de selv kan have noget at sige i processen,« siger Brown, hvis mission ifølge ham selv er at lære Vesten »social ansvarlighed« og samtidig sørge for, at der bliver »regeret ordentligt« i
u-landene, uden eksempelvis korruption, diktatur osv. Ledelsen i mange af disse lande er nemlig et stort problem i forhold til at få den ’uundgåelige globalisering’ til at gavne alle.
»Og faktum er, at alt for mange
NGO’ere i udviklingslandene ikke går imod deres egne ledere. Dem springer de over, fordi det er meget nemmere – og komfortabelt – at sætte barrikader op i skønne vestlige byer, såsom Seattle, Melbourne og Prag. Prøv disse stunts i Nairobi, og præsident Daniel arap Moi, vil skånselsløst slå enhver demonstration ned,« siger Pranay Gupte, der er redaktør på bladet Earth Times.
»Det er her, de bestemmer, her beslutningerne tages,« lyder svaret fra Esmé Berkhourt, 22-årige aktivist fra Holland, som også er i Prag for at demonstrere mod IMF og Verdensbanken. »Derfor er det her, vi må aktionere.«
Hun er bekymret over, hvor hurtigt globaliseringen går, og det er ironisk nok også bekymringen hos en globaliseringstilhænger som Farish A. Noor fra avisen New Straits Times i Malaysia.
»Men globaliseringen har endnu ikke bragt verden sammen. Den har kun øget fokus på den sårbarhed, som særlige kulturelle identiteter er ude i, når der sker en økonomisk transformation. Faren ligger i, at mens globaliseringen intensiveres, bliver fristelsen til at flygte fra udfordringerne endnu større.«
»Så længe mange ledere af både stater og befolkningsgrupper fortsat søger tilflugt i et anti-globaliserings synspunkt, så bliver chancen for, at der kommer en global orden på globaliseringen, endnu mindre,« skriver Farish A. Noor.
Foreløbig er globaliseringen præget af uorden, og Seattle-manden forsøger – med uorden – at bringe orden i udviklingen. Det store spørgsmål er, hvilken effekt Seattle-mandens øgede adgang til de bonede gulve vil have. Vil det standse globaliseringen, eller skabe en mere ’retfærdig’ globalisering eller måske slet ikke ændre noget.
Indtil videre fortsætter globaliseringen af anti-globaliseringsbevægelsen, der er klar til de næste slag. Som Jorge Jorquere, der er leder af den australske anti-globaliseringsbevægelse udtrykker det:
»Det kunne have stoppet efter Seattle. Men det fortsatte. Nu taler demonstranterne sammen på tværs af grænser. For deres bekymringer er så ens.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her