Læsetid: 3 min.

’SF svigtede minoriteter’

7. november 2000

Formanden for de etniske minoriteter skuffet over finansloven

Formanden for de Etniske Minoriteters Landsorganisation (ELO), Muharrem Aydas, mener, at SF svigtede de etniske minoriteter, da partiet indgik finanslovsforlig med regeringen i weekenden.
Aydas henviser til, at det ikke lykkedes for SF at få opfyldt de krav til forbedring af de etniske minoriteters vilkår, som partiets udvalg vedrørende etnisk ligestilling har udarbejdet i samarbejdet med ELO, der repræsenterer en række af de største etniske minoritetsgrupper i Danmark.
Arbejdsprogrammet indeholder tre hovedpunkter:
*Oprettelse af et offentligt klagenævn, hvor indvandrere, der bliver udsat for diskrimination, kan få deres sag behandlet.
*Gennemførelse af en reform, der skal sikre, at uddannelser medbragt fra udlandet hurtigere og mere smertefrit kan godkendes af de danske myndigheder og uddannelsesinstitutioner.
*Tildeling af en ekstra ydelse til de indvandrere, der ikke kan modtage folkepensionens fulde grundbeløb, fordi de ikke har tilbragt 42 år på det danske arbejdsmarked. Det gælder blandt andet for de indvandrere, der kom til Danmark for at arbejde i 1970’erne.
»Da vi fremlagde disse problemstillinger for SF’s udvalg vedrørende etnisk ligestilling, var de meget lydhøre. Og vi har gennem hele forløbet haft en god dialog med både udvalget og folketingsgruppen,« siger Muharrem Aydas. »Derfor skuffer resultatet af finanslovsforhandlingerne os. Når man tænker på, hvor stor indflydelse SF har haft på forhandlingerne i år, så burde de have været i stand til at skaffe nogle resultater på disse områder.«

Påvirker forholdet
Aydas mener, at forliget påvirker SF’s forhold til de etniske minoriteter.
»Flere undersøgelser har vist, at SF er det mest populære parti blandt vælgerne fra de etniske minoriteter i landet. Men dem har man svigtet ved at indgå dette forlig.«
Kamal Qureshi, medlem af udvalget vedrørende etnisk ligestilling og SF’s hovedbestyrelse, deler Aydas skuffelse over forliget.
»Vi brugte lang tid sammen med repræsentanter for minoriteterne for at få klarhed over de problemer, der er på området,« siger han.
»Men da forhandlingerne om finansloven startede, formåede vi ikke at prioritere vores løsningsforslag højt nok. Det er jeg skuffet over. Og jeg har svært ved at give Aydas en fornuftig forklaring på, hvorfor vi ikke fik nogle bedre resultater ud af forhandlingerne.«
Qureshi mener, at SF har forsømt at give de borgerlige partier og Socialdemokratiet et modsvar på deres krav om stramninger over for flygtninge og indvandrere.
»Og det er uheldigt,« siger han. For hvis vi ikke giver et reelt bud på, hvordan integrationen skal forløbe, så styrer de borgerlige og socialdemokraterne debatten.«

Afviser kritik
Kritikken afvises imidlertid af Knud Erik Hansen, SF’s indvandrerordfører. Han peger på, at finanslovsforliget indeholder en række forbedringer for indvandrerne.
»Vi har afsat 19 millioner til at ansætte etniske konsulenter i AF,« siger han. »Vi har afsat fem millioner til støtte til de etniske minoriteter, der vil arbejde i landbruget. Og vi har indgået en stor praktikaftale, hvor vi blandt andet fokuserer på at skaffe lærepladser til de unge, der ellers ville have svært ved at finde en læreplads. Det problem rammer i høj grad unge af anden etnisk oprindelse end dansk. Så jeg mener bestemt, at vi i finansloven har foretaget en række tiltag for at få de etniske minoriteter ud på arbejdsmarkedet,« siger Knud Erik Hansen.
Han tilføjer, at der i satspuljerne ligger 32 millioner kroner, der skal anvendes på integration og brobygning i det danske samfund. Og han oplyser vedrørende de etniske minoriteters ønske om en mere smidig praksis i forbindelse med anerkendelsen af udenlandske uddannelser i Danmark, at der allerede foreligger en aftale på området, som dog endnu ikke er realiseret.
Han erkender dog, at det ikke lykkedes for partiet at opnå succes i deres forsøg på at skaffe ekstra ydelser til de ældre indvandrere, der ikke kan modtage folkepensionens fulde grundbeløb.
»Og det er meget skuffende,« siger han. »Men Socialdemokratiet var ikke til at tale med på det punkt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her