Læsetid: 3 min.

Skæbnens ubarmhjertige cirkel

21. november 2000

Med Det Kgl. Teaters nye komedie kastes man på hovedet ud i de dybe tanker

Teater
Hvad gør man, når livet synes meningsløst eller bare gådefuldt? Man stiller sig de såkaldte store spørgsmål og håber på svar. ’Hvorfor?’, ’Hvad er meningen?’ og ’Hallo, er der nogen, der gider svare?’ Og hvad gør man, hvis ingen tilsyneladende svarer? Man tager sagen i egen hånd.
Det er i hvert fald, hvad Tilfældighedens engel i Gerz Feigenbergs nye komedie af samme navn gør. Og hvilken håndfuld – eller rettere mundfuld! Den ene efter den anden dør de; naboen, sønnen, svigerdatteren, politibetjenten. Alle fordi de tog en bid af osten, den ost som Tilfældighedens engel havde dyppet i musegift. Værsgo at spis! Og så blev hun af med dem.
Manden derimod nåede hun aldrig at blive af med, for han gik hen og druknede. Og hvilken lettelse! Kærligheden imellem dem var alligevel løbet ud i sandet. Og så alligevel, for da hun til allersidst får chancen for at skrive hele historien om, nemlig ved at sige nej i stedet for ja til sin mand ved deres allerførste møde, da viger hun. Til trods for, at hun nu kender deres fælles fremtidige historie og ikke mindst dens slutning.

Pænhedens hylster
Sådan sidder man tilbage med en uforløsthed i kroppen og mærker igen de store spørgsmål røre på sig et sted derinde bagved. For Tilfældighedens engel synes skæbnen uomgængelig. Hun gjorde, hvad hun kunne – eller gjorde hun? Udsprang hendes handlinger ikke bare af afmægtighedens formørkede energi? Jo, og hun anede det selv, denne engel af mørke, og alligevel var hun magtesløs, fanget som hun var i skæbnens ubarmhjertige cirkel.
Sådan klinger forestillingens grundakkord. Vagt vuggende ligger den under os og under scenens begivenheder og plæderer på denne subtile måde for sin rigtighed og for sin sandhed.
På sin vis er det virkningsfuldt, bl.a. fordi der ingen udfrielse finder sted, og spørgsmålene derfor kan lande i skødet på publikum. Men samtidig har forestillingen en tendens til at udviske sig selv. Der er et fravær af grusomhed. Hvis det virkelig er sådan, at mennesket er indfanget i skæbnens ubarmhjertige cirkel – jamen, hvilken gru! Og hele denne tonerække – det, der inden for komediens rammer, kunne have været det groteske og det galskabsbårne – det kommer i denne iscenesættelse for lidt og for sjældent til orde, lukket inde, som det bliver i pænhedens hylster.

En fornøjelse
Alligevel er det en fornøjelse at følge menneskene i dette blændende rige Strandvejsmiljø i deres genvordigheder med hinanden og livet – og døden ikke at forglemme. Tak skæbne, hvor der spilles sikkert og det over hele linjen.
Birthe Neumann får med sin engel skabt en fortryllet skikkelse – det er lige før, man aner vingerne bag hende. Asger Reher, som renest får det groteske frem, er godt på vej til at få overbevist eventuelle tvivlere om, at det blot gælder om at komme gennem smerten og ud på den anden side, derud, hvor ingenting mere kan såre én. Bjarne Henriksen henrykker med sin tilforladelighed, mens Morten Kirkskov kæmper bravt med at få placeret sønnen, den egentlige bærer af alle konflikterne.
En skam, at sønnens spirende erkendelse ikke møder lydhørhed hos hans mor, Tilfældighedens engel. Hvem ved, om hun ikke derigennem kunne have fundet styrken til at sige nej? Et nej, der måske kunnet have banet vejen frem i stedet for tilbage? Men sådan gik det ikke.

*Tilfældighedens Engel af Gerz Feigenberg. Instr. Klaus Hoffmeyer. Turbinehallerne. Det Kgl. Teater. Til 9. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her