Læsetid: 3 min.

Skønhed grænsende til gru

27. november 2000

I sidste del af den nigerianske forfatter Ben Okris trilogi om åndebarnet Azoro hvirvles vi ind i afkoloniseringens mareridtsagtige sammensathed

Ny bog
I 1991 tilfaldt Bookerprisen den i England bosiddende nigerianske forfatter Ben Okri for romanen The Famished Road (da. 1993, Sultens vej). Den blev fulgt op af Songs of Enchantment i 1993 (da. 1994, Fortryllelsens sange) og Infinite Riches i 1998, som nu foreligger på dansk som Uendelige rigdomme – fejende flot oversat af Henning Juul Madsen.
De to første bind følger drengen Azoro og hans fattige forældre i en ghetto i byen Lagos i Nigeria. Han er dog ikke nogen helt almindelig dreng, men et ifølge yoruba-mytologien såkaldt ’åndebarn’, der færdes i de fantastiske skygge- og drømmeverdener mellem de ufødte, de levende og de døde.
Her møder han væsner, billeder, stemmer, stemninger og historier fra alle tider og alle sfærer: »Jeg, som kan drage gennem sindets gange, lege i rummene melleme lagene, danse til åndernes forførende hvisken, klemme mig gennem en offernåls øje og finde store byer i palmekerners smalle rum.«
Hans indsigt i overgangene mellem fortid, nutid og fremtid byder på en verden fuld af ’skønhed grænsende til gru’. Og det er sandt nok. Smukke syner og udmarvende mareridt kobles ind i hinanden, så man nærmest får åndenød.

Et nyt lands fødsel
De første romaners handling udspilles i perioden op til den britiske kolonimagts tilbagetrækning fra landet. I sidste bind står den vestafrikanske nations første selvstændige præsidentvalg for døren, med alt hvad det indebærer af brutalitet, vold, korruption, massehysteri, vanvid og kaos. Det er en overvældende og meget fascinerende romancyklus om de mange modsatrettede virkeligheder, historier og historieskrivninger, der kontinuerligt bliver til og går til grunde i et nyt lands fødselsveer.
Det ydre plot er temmelig spinkelt: Azoros far arresteres for et mord, han ikke har begået. Moderen sammenkalder prompte ghettoens vrede kvinder og går i aktion for at få ham løsladt, men efter torturen i fængslet er han som forvandlet, da han endelig vender tilbage.
Det er optakten til et drabeligt oprør, der leder frem mod det korrupte præsidentvalg. Undervejs styrter åndebarnet bl.a. ind i en besjælet skov, hvor myter, åndevæsner og en gammel kone har hjemme. Hun er en afrikansk norne, eller strikkekone, der i modsætning til den engelske generalguvernørs historieskrivning, hvor han fikst udelader Afrikas tidlige historie før briterne gik i land, væver et klæde af afrikanernes »sande, hemmelige historie, en historie der var grusom og vidunderlig, blodig og komisk, labyrintisk, bestandig i kredsbevægelse, bestandig overraskende, med begivenheder der blev til varsler, og varsler der blev til virkelighed.«
Plottet har også forgreninger af ’økologiske’ sidehistorier om forsvundne leoparder og den besjælede regnskovs skæbnesvangre nedhugning.

Magisk realisme
Det er som sagt ikke det ydre plot, men derimod det indre plot, det teknisk set geniale fif med at lade synsvinklen komme fra et multidimensionalt åndebarn samt den særprægede skrivestil, der får romanen til at fremstå som et rigt og betydningsmættet univers.
Sammen med de to foregående bind lægger bogen sig i kølvandet af den sydamerikanske magiske realisme, idet den sammenblander det mytiske og fabulerende i en ellers realistisk fortælling. Okris romaner er blevet omtalt som ’spirituel realisme’, da han insisterer på at lade det fantastiske tage udgangspunkt i de personer, han opererer med, deres fysiske, åndelige og emotionelle dimensioner.
Kort fortalt kan man sige, at romanens omdrejningspunkt er selve indholdet af og formen på de skjulte referencer til britisk litteratur, som to skilte for enden af Afrikas store ’sultens vej’ bærer i en af generalguvernørens drømme – som Azoro naturligvis har adgang til: Verdens hjerte og Fagre nye mørke. Her sammenblandes nemlig de gruopvækkende realiteter i verdens hjerte, nemlig Afrika, som vi kender dem i Joseph Conrads Mørkets hjerte, med moderniseringens mareridt i Aldous Huxleys dystre fremtidsroman Fagre ny verden. Som Azoro siger: »Vi, hvis hemmelige veje stille er trængt ind i selve blodomløbet i verdens undere,« ender med at blive »alle kulturers glemte underlag.«

Drømmesyn
Ben Okris postkoloniale roman blander fysiske og psykiske dimensioner, det regionale og det globale, realisme og spiritualitet, politik og mytologi, skønhed og gru. Det fortættede og alligvel centripetale billedunivers suger én ind i en kaskade af drømmesyn, hvor det ikke længere er muligt at se, hvor metaforen begynder, og hvor metamorfosen ender. Enten så elsker man det, eller også så hader man det. Og måske er hele tre bøger skåret over den samme sælsomme læst lidt for meget af det gode i længden. Fortryllende eller fortænkt? Det er faktisk svært at svare på. Døm selv.

*Ben Okri: Uendelige rigdomme. Oversat af Henning Juul Madsen. 276 s., 295 kr. Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu