Analyse
Læsetid: 5 min.

Vi har slips med til en ekstra dag

30. november 2000

Risiko for at EU’s topmøde i Nice om unionsreformer ender i fiasko, men den franske præsident Jacques Chirac rejser rundt for at skabe enighed i sidste øjeblik

Smilende og høflig, som var der lagt op til en munter wienervals, rejser den franske præsident, Jacques Chirac, i disse dage rundt til hovedstæderne i Den Europæiske Union. Da hans medrejsende delegationshof tirsdag morgen forlod det vinterklædte Hotel D’Angleterre i København og vendte ryggen til restaurant Egoisten, så kunne de se en række læderklædte danske politifolk på tyske BMW-motorcykler og nordiske skøjteløbere i isdans på Kongens Nytorv. Og så drog den politiske karavane til Stockholm, hvor præsident Chirac gentog sit elegante verdensborger-skuespil for offentligheden. Efter at have sovet ud efter mandagens høfligheder i Nyrups statsministerielle spejlsal, hvor Chirac talte om sin ungdomsferie i det dejlige Aabenraa, de danske håndboldpiger og de mange danske storforbrugere af fransk vin, drog han til Stockholm og roste Ikeas mange møbelhuse i Frankrig og glædede sig over, at franske børn sandelig kan købe tøj hos Hennes&Mauritz. De mange elskværdigheder efterlod ikke megen tid til at få knækket de sidste politiske nødder i de hårde forhandlinger op til EU’s Nice-topmøde.

Og situationen er spidset til her en uge før topmødet på den franske Riviera. Eller som De kunne læse i går i Information, så ligger Berlin og Paris i ’gensidig udmattelseskrig’, og den tyske regering har – i slet skjult mistillid til det franske EU-formandsskab – indledt et parallelt rundrejse-diplomati.
Selvfølgelig holder euro-mønten de to lande sammen, og de ved, at de ikke kan skabe resultater i EU uden tæt parløb, men de politiske spændinger er reelle. Det er ikke bare et spørgsmål om stil og kultur; der er tunge forskelle i synet på EU.
På den ene side står en fransk tradition, der retorisk hylder L’Union, men de facto fægter de franske musketerer for den franske interesse og nationalstat. På den anden side står Tysklands føderalistiske udenrigsminister, Joschka Fischer, og fører traditionen fra Kohl videre med forslag om en demokratisk forfatningsreform, og at EU-kommissionens formand vælges ved direkte valg i den europæiske befolkning. Ideen om at skabe en forfatningsdebat i EU vinder bredere og bredere genklang, men præsidentielle valg er ikke et populistisk slagnummer i øjeblikket.
Tyskland er ideologisk allieret med broderfolket i det gamle tysk-romerske imperium, Italien, mens Frankrig er mest beslægtet med nationalstatsforsvarere i Storbritannien, Spanien og Skandinavien. Foreløbig smøres der diplomatisk olie ud over de faktiske uenigheder i den nedslidte tysk-franske akse. Det var tydeligt i tirsdags. Mens Chirac udvekslede høfligheder i det nordiske stod den tyske kansler, Gerhard Schröder, i Forbundsdagen i Berlin og advarede om, at der stadig er store politiske uenigheder mellem EU-landene, og at der er risiko for, at man i Nice ikke enes om reformen af EU’s institutioner.
Jacques Chirac har på sin side sagt, at »hvis vi kun kan enes om en lille aftale i Nice, så vil det være bedre at erklære topmødet for slet og ret en fiasko.«
Det har den danske udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, dog advaret imod, fordi »et nej til Nice-traktaten« vil »lægge hindringer i vejen for udvidelsen« af EU. Helveg tror, at topmødet trækker ud eller måske bliver på i alt fire dage. »Vi har slips med til en dag ekstra,« siger han med et mousserende smil.
Spørgsmålet er så, om de 15 EU-landes stats- og regeringschefer, assisteret af udenrigsministrene, kan binde en slipseknude på Nicetraktaten.

I dag mødes Chirac med den britiske premierminister, Tony Blair, og de skal helst rydde de sidste sten af vejen inden weekendens tysk-franske topmøde.
Blair har beordret sine ministre ind i en Europaoffensiv imod de konservatives »nærsynede og isolationistiske« holdning til EU. Blair nægter dog at opgive vetoretten for EU-skatteregler og alle forslag på det sociale område, men han vil godt acceptere flertalsafgørelser i EU’s handelspolitik, transportpolitik, finansregler og strukturfondene.
Det med strukturfondene vil Spanien ikke gå med til, så det er et gratis synspunkt. Men Blair har sit at slås med. EU–modstanden i den britiske befolkning vokser, og 80 procent er nu imod euroen.
Der bliver flere og flere ’Little Englanders’; på to år er den gruppe, der føler sig som englændere og ikke briter, vokset fra syv til 17 procent – og flertallet af dem udtrykker stærkt racistiske og xenofobiske holdninger. Det er ikke kun de fremmede og EU, der sætter dem i bevægelse. Blairs uddelegering af magt fra London til Wales og Skotland har fået dem til at give ’Blair, Britain and Brussels’ fingeren – en gave til den nye stærke nationalstatsnostalgi i det konservative parti. Blair er dog ikke den eneste socialdemokrat, der bokser med en ny nationalistisk rejsning og derfor føler sig hæmmet før slutspillet i Nice. Danmark og Sverige kører i stor udstrækning parløb med eller dækker sig ind bag briterne. Og i Østrig har et uafhængigt sammenrend af EU-modstandere og dyrebeskyttere netop indledt en underskriftsindsamling for at få en ny folkeafstemning om Østrigs EU-medlemsskab.
De to største knaster før Nice-topmødet er stadigvæk stemmerne i Ministerrådet og slaget om Kommissionen.
Spanien kræver lige så mange stemmer i Rådet som de fire store lande Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien, men Tyskland vil have endnu flere, for de har 25 millioner flere indbyggere end Frankrig. Og de små EU-lande ønsker ikke at blive klemt af de store. Hvis ikke uenigheden løses, kan EU blive handlingslammet i fremtiden – eller forværre sin mangel på folkelig legitimitet.
Eller som Schröder sagde i Forbundsdagen, så vil det i en udvidet og ureformeret Union være sådan, at Tyskland med mere end 80 millioner indbyggere har 10 stemmer i Rådet, mens 19 små stater, som ikke engang til sammen har 80 millioner personer, vil have 57 stemmer i Rådet. Det er uholdbart.

De fleste EU-regeringer er tilhængere af princippet om ’dobbelt flertal’, så et flertal af stemmer i Rådet også skal have et flertal af den europæiske befolkning bag sig for at få et forslag igennem. Men her blokerer Frankrig, fordi de er bange for, at det vil styrke Tyskland.
Antallet af kommissærer er også uafklaret. Irland, Portugal, Østrig, Grækenland og Sverige kræver en kommissær til hvert land, og Portugal har meddelt, at det franske formandsskab får ansvaret for ’en fiasko i Nice’, hvis den sætter en overgrænse for Kommissionen. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen har dog vist vilje til at acceptere et kompromis om ’ligelig rotation’, så kommissærposterne går på omgang mellem alle EU-lande. Det er muligvis et gangbart kompromis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her