Læsetid: 4 min.

Småt er smukt

6. november 2000

Provinsklubberne Udinese og Atalanta fører sig med få ressourcer frem på bekostning af de rige og grådige

Italiensk fodbold
ROM – Udviklingen er forstemmende.
I den italienske fodboldverden findes et nyere begreb, der kaldes »De syv søstre«. Det er fodboldklubberne Milan og Inter fra Milano, hovedstadsklubberne Roma og Lazio, Juventus fra Torino, Fiorentina fra Firenze samt Parma.
Det er de rigeste. De, der i kraft af de dyreste spillerindkøb, kan bejle til mesterskab og adgang til Champions League og succes der. Resten af de italienske klubber i den fineste række, Serie A, er kort og godt defineret som provinsklubber. Det er Parma sådan set også, men da byens fodboldforretning ejes af det stinkende rige, verdensomspændende mejeriselskab Parmalat, så er det kun byen, der er provinsiel, ikke dens fodboldhold.
Udviklingen er forstemmende, fordi de rige klubber kan købe de bedste ben op fra hele verden og dermed reducere turneringen til en sag mellem syv, og den er forstemmende, fordi indkøbene af spillere sker med en så tilsyneladende uovervejet grådighed, at nogle af verdens bedste spillere må se sig henvist til en plads på bænken.

Ordinære stjerner
Med det resultat, at velmotiverede stjernespillere, der kommer fra udlandet eller mindre italienske klubber med succes og selvtillid, pludselig viser sig usikre og ordinære, når de endelig får spilletid eller ved først op-ståede krise for klubben. Og krise meldes der, hver eneste gang en af de syv store har sat points til mod et hold fra provinsen mere end to spilledage i træk. Tålmodigheden og forståelsen for, at det for en hvilken som helst spiller kræver spilletid og selvtillid at vise sit værd, er i klubberne og hos dens tifosi meget lille - og så bliver de dyre drenge sendt videre videre som sorteper – men for store summer – til andre klubber.
Italienerne elsker engelske ord for tiden. Et af de nye er turn over, der betyder at ligevægtige spillere på alle pladser skifter mellem at sidde udenfor eller være på banen fra kamp til kamp. Det er dikteret af, at programmet er stramt med to vigtige kampe om ugen. Den hjemlige turnering i weekenden og de europæiske midt i ugen. Men turn over er er mere og mere blevet til en brug-ikke-og-smid-væk filosofi, der får de rige klubbers hold til at flimre i konturerne, og dette rend ud og ind af nye spillere - helt i går, men væk i morgen - gør dels publikum forvirret, dels skaber det krise på krise for de klubber, der praktiserer de grådigste indkøb.

De små styrer
Udviklingen er forstemmende, men derfor er det så meget mere velgørende, at det lige nu er de fattige, dem fra provinsen, der afslører, at den måske ikke er styret af fornuft og ikke giver garanti for resultater. I ugen op til denne weekends kampe var sportspressen præget af begejstring over, at to provinshold førte Serie A. Udinese fra hjørnet oppe mellem Østrig og Slovenien, og Atalanta fra Bergamo mellem Po-sletten og Alperne. To provinsklubber med vidt forskellig filosofi i forretningsmetoder og indkøbspolitik, men hinanden lig i administrationen af begrænsede ressourcer.
Da Udinese med de to danskere Martin Jørgensen og Morten Bisgaard havde banket først Inter og dernæst Juventus – på udebane -– lavede sportsavisen La Gazzetta dello Sport et hurtigt regnestykke: Inter havde betalt, hvad der svarer til 360 mio. kroner, for en enkelt spiller, nemlig angriberen Christian Vieri købt fra Lazio, mens hele Udineses hold, alle i truppen, er indkøbt for 264 mio. kroner!
Udinese har et veludviklet talentspejdersystem, der spotter italienere og udlændinge, som har udviklingsmuligheder, men ikke koster så meget, og så giver både den provinsielle by og den lang-modige klub dem muligheder for at vise deres værd i ro. Det har været Thomas Helvegs held, som det nu er Jørgensens og Bisgaards. Og det bliver det om kort tid for Aab’eren Allan Gaarde. I denne ene ende tjener Udinese godt på at afgive folk som Bierhoff, Helveg og Amoroso, der ikke har kostet alverden i indkøb til storklubber, men i den anden ende kommer nye folk – og fremtidige indtægtskilder – ind.
I Gazzetta dello Sports regnestykke angives at Martin Jørgensen og Morten Bisgaard er købt for nul kroner, fordi de var fri af kontrakt. Jørgensen er i øjeblikket en af de absolutte storspillere i italiensk fodbold, og dermed på ønskesedlen hos alle de syv, mens Bisgaard efter lang tid i periferien af holdet nu er så meget stamspiller, som man kan være på et italiensk hold. Efter sejren over Juventus gjorde dagbladet La Repubblica ham simpelthen til Udineses nøglespiller i den kamp. Udinese har ikke råd til konsekvent turn over, og med de få udskiftninger fra kamp til kamp er holdets styrke, at spillerne kan finde hinanden med lukkede øjne. Uanset, at klubbens trup er en af de mest internationale i Serie A.
Det gælder ikke for Atalanta. Det er et rent italiensk hold, og klubben, der lige er rykket op fra en kort tilværelse i Serie B, har lang tradition for at have sin egen effektive afdeling for yngelpleje. Da holdet før starten på mesterskabsturneringen sendte Roma ud af pokalturneringen, dømte man krise for Roma, men det har nu vist sig, at det er bergamascernes meget unge hold, der simpelthen er stærkt. I går demonstreret ved at de spillede 3-3 mod – efter at have været foran med 3-1 på Milans hjemmebane.
Og Udinese skulle vise, at de ikke blot kunne banke de store i svære kampe, men også være konstant i de tilsyneladende lette. Hjemme slog de Lecce med 2-0 og bragte sig alene i spidsen i turneringen foran Roma og Atalanta.
Småt er smukt – så længe det varer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her