Læsetid: 11 min.

Det sorte Danmark

3. november 2000

Integrationen i Danmark halter ti år efter resten af Europa. Danskerne klynger sig til en danskhed, de end ikke har defineret. Det siger den herboende internationalt anerkendte kunstner Gillion Grantsaan, der gerne sætter tingene på spidsen

Hvis ikke det var for Gillion Grantsaans danske kæreste og deres to børn, var Gillion for længst flyttet fra Danmark. For hvordan kan man bo i et land, som har erklæret fra statsminister til befolkning, at det ikke er multikulturelt, når man definerer sig selv som netop multikulturel?
32-årige Gillion Grantsaan er født i Surinam i Sydamerika, vokset op i Holland, siden han var syv, og har de sidste fire år boet i Danmark med sin kæreste Ann-Brit Eg Hansen, der er læge på Amager Hospital. Selv har Gillion Grantsaan ernæret sig som kunstner, siden han blev færdig på Rietveldt Akademiet i Amsterdam. Det er blevet til udstillinger over hele Europa, bl.a to på Stedelijkmuseet i Amsterdam og Efterårsudstillingen på Charlottenborg herhjemme. Han kalder sig en farvet, surinamesisk kunstner, der skildrer det gensidige kulturmøde. For Gillion har siden han var dreng, været nødt til definere sig selv og sin identitet, fordi han er en del af en diasporakultur. Han ved, hvem han er.
Derfor rammer danskernes fjendtlighed over for fremmede ham ikke personligt, men det gør ham vred. Som da han f.eks. i sidste uge blev spurgt af en ukendt mand ’Nå føler du dig hjemme, nu?’, da han stod foran zebraerne i Zoologisk Have med sin søn.
Manden sagde det for sjov og med et smil, men talrige oplevelser af den slags gør, at Gillion nogle gange »føler sig som en neger i 50’ernes Danmark« og er godt træt at, at de danske politikere ikke gør mere for at skabe større forståelse.

Fra person til person føler jeg ofte en fjendtlighed i det normale liv på gaden. Folk vil ikke have, jeg er her, de sådan stivner i angst eller afsky for mig. Det er en uinteresse på et nærmest racistisk niveau, at de ikke vil have, jeg er her, og det vil de have, jeg skal vide,« siger Gillion Grantsaan, der som kunstner føler, han er født med en antenne for ting, der sker på randen af samfundet, eller også opsøger han dem.
»Men OK, jeg har min kæreste og mine børn, så jeg er egentlig ret ligeglad,« siger Gillion, der mærker danskerne negative indstilling i bussen, i butikkerne, og når han leger i gården med sin søn på to år. Eller ved grænsen til Danmark, hvor Gillion altid bliver gennemtjekket, selv med sin kæreste og barn i bilen. Engang fulgte de ham hele vejen fra grænsen til Århus, hvor han boede i starten.
»Hvis jeg er med bus fra Holland, håber jeg altid, at jeg er den eneste farvede, for så kan de tjekke mig, så vi kan komme videre. Hvis vi er mange farvede tager det alt for lang tid,« griner Gillion selvironisk. Han blev så træt af grænsebetjentene – som ifølge ham er den ultimative metafor for, hvordan danskerne modtager fremmede – at han har klaget til ombudsmanden og modtaget et høfligt svar om, at »de bare passer deres arbejde.«
Gillion virker i øvrigt ikke, som et menneske, der klager. Han taler levende og bruger hele kroppen, med grin og store armbevægelser til at illustrere sine ord, der ofte er selvironiske og drillende. Glimtet i øjnene spiller konstant. Han minder om et legende, glad barn, der aldrig har fået at vide, at han ikke var god nok. Han har bare tæer i skoene her i november måned, og håret er samlet i en knold foran på hovedet.
Hans humor tager brodden af de ellers hårde ord mod danskerne. Han har da også fået en stor omgangskreds i Danmark, som består af danske kunstnere, der har taget virkelig godt imod ham, kærestens lægekolleger og en hel del akademikere. Men også i hans egen omgangskreds oplever han nogle gange en sårende uvidenhed.
»Selv blandt mine venner føler jeg denne mangel på viden om, at verden er en del mere kompliceret end en somalier versus en dansker. Hvis Danmark vil være på højde med andre lande, må Danmark begynde at forholde sig til en pakistansk eller nigeriansk englænder, tysker eller hollænder eller dansker, siger Gillion, der mener, at den danske integrationsdebat er ti år efter resten af Europa. Blandt andet fordi selv nogle intellektuelle nægter at anerkende Danmark som et multikulturelt samfund og gå foran i en kritisk, udviklende diskussion.
»Politikerne afskar hele diskussionen ved at sige, at Danmark ikke er og aldrig bliver multikulturelt. Slut. Så hvor går Danmark hen? Det går baglæns,« siger Gillion. Han har selv læst bunker af udenlandsk litteratur, der tager emnet op, og som danskerne kunne lære noget af.
Den danske debat fokuserer på, hvordan man kan undgå de fremmede eller assimilere dem, frem for at integrere dem, mener Gillion.
»Man kender ikke forskellen på assimilation og integration. Ved assimilation skal du blive præcis som en dansker, men ved integration kan du være muslimsk fundamentalist og stadig være en del af det danske samfund,« siger Gillion.
Han finder for eksempel tørklæde-diskussionen absurd.
»Danskerne bliver stødte over et stykke tøj! Et tørklæde! – som var på mode blandt danske kvinder for 50 år siden. Men fordi tørklædet nu er et symbol på muslimers religion, kan det ikke tolereres.«
Mennesker siger til Gillion, at de skam ikke går ind for Pia Kjærsgaards synspunkter, men at indvandrerne må indordne sig under danske regler, herunder hvad angår beklædning.
»Det er en kæmpe misforståelse af, hvad der er vigtigt i livet. Denne her tørklædepige er sikkert en helt normal pige, som tror på Allah, og som faktisk gider at arbejde i Netto. Er det ikke integration på smukkeste vis? Men nej, danskerne vil også have, at hun skal se ud som dem.«
»Det paradoksale er, at det vil hun aldrig gøre. Selv hvis hun tager dansk tøj på, vil danskerne altid finde nye områder, hvor hun ikke er helt dansk. Hun vil altid halte bagefter med at blive dansker.«

Gillion kom selv til Holland som syvårig fra Surinam, en tidligere hollandsk koloni i Sydamerika. Hans mor er kultursociolog og faren bygningsingeniør. Gillion er lykkelig for, at han voksede op i Holland og ikke i Danmark, fordi der i Holland var mennesker, der kunne sætte ord på de ting, han oplevede, og som troede på ham.
»Du er nødt til at definere dig selv ved at spejle dig i andre, og på samme tid huske dit eget perspektiv. Det er svært. Du må mikse med andre følelser og sprog. Det giver dig mulighed for at integrere den verden, du har fra dine forældre som en indre sjælekraft, med nye verdener, som du vil være en del af. Interaktionen gør dig til en søgende person, som er nødt til at definere dine egne rødder,« fortæller Gillion.
Hans følelsesmæssige bånd med andre surinamesere er også bevidsthed om, at de tilhører et ’undertrykt’ minoritetsfolk, som ikke altid opfatter verden på samme måde som de dominerende folkefærd, f.eks. europæerne.
»Vi skal altid balancere mellem alle de her virkeligheder og finde vores egne veje. Ligesom indvandrerdrengene i Danmark, hvis familiestruktur måske falder fra hinanden, så de mister deres rødder. De har så ikke muligheden for opbygge et selvværd – de har kun den dominerende samfundsgruppes virkelighed, og så kommer man altid til kort.«
Gillion er egentligt ked af, at han selv opfatter sig som en af ’dem’. Men så længe der er så megen mistillid fra begge sider, tror han ikke det ændrer sig. Han håber, at hans søn Luka bliver sig selv, og ikke en af ’dem’ eller ’os’.

Ifølge Gillion Grantsaan er danskernes problem netop, at de ikke har været nødt til at definere deres egen identitet på samme måde som mennesker i udlændighed, i diasporaen, er tvunget til. Nu hvor den danske enhed er truet – af indvandrere, EU og globalisering – er danskerne nødt til at tænke over, hvem de er, men de kan kun definere det ’udanske’.
»Pia og Poul prøver at sælge en danskhed til befolkningen, en gruppeidentitet. Er hygge dansk? Jamen, de har det samme begreb i Holland. Eller lakrids? Det har de også i Holland og Tyskland. Politikerne prøver at sælge budskabet, at dette er så dansk, at vi ikke må miste det. Men kampagnerne går på kongehuset og kronen, som er ren symbolik.«
»For hvad er kronen? Det er penge, men med samme værdi i Tyskland, med undtagelse af, at de kalder det en mark. Man kan være følelsesmæssigt knyttet til kronen eller Carlsberg øl eller andre symboler, men tro ikke, at det er danskhed. Hvis man tror det, så har man en virkelig fattig kultur,« siger Gillion Grantsaan, der mener, at kulturel identitet er fiktion på den måde, danskerne bruger ordet.
»Den fiktive gruppeidentitet er bare et stort dække for rygende nationalisme. Mange nej-sigere stemte ikke nej til EU. De stemte JA til Danmark, JA til nationalisme.«
– Er det danske velfærdssystem da ikke en særlig kvalitet?
»Wauh, hvad med det? Er det typisk dansk? Hollandsk, tysk eller svensk?
– Er det ikke bedre end så mange andre steder?
»Er det? Det har jeg aldrig hørt. Jeg ser ikke, at franskmændene kommer herop, fordi systemet er bedre. Eller hollænderne. Men det er måske, fordi det er Europas bedst bevarede hemmelighed. Hvorfor komme de ellers ikke? Grænserne er åbne for dem,« siger Gillion, der mest taler engelsk under interviewet i en skønsom blanding med danske, avancerede gloser, som han ikke udtaler nær så perfekt som de engelske.
Efter ankomsten af endnu en lille søn for to måneder siden har Gillion indrettet et loftsrum over deres treværelses lejlighed til arbejdsværelse. Der sidder han pakket ind i tæpper og trøjer med hue på, mens han arbejder foran computeren, og lever op til den klassiske kliche om den stakkels kunstner. For selv om Gillion laver installationer, går det meste af hans arbejdstid med at læse og udvikle ideer. Ofte sidder han på Det Kgl. Bibliotek i Fiolstræde. Især Isaiah Berlin og Robert Farris Thompson påvirker ham, fordi de beskriver diaspora-virkeligheden, men også Kant og Marx influerer ham. Han synes, at Informations anmelder Lisbeth Bonde fangede essensen af hans kunst meget godt, da hun anmeldte Efterårsudstillingen på Charlottenborg i 1999 med ordene:
»Udstillingens mest inciterende rum er skabt af en kunstner med rødder langt fra Danmark. Det er den afrikansk fødte Gillion Grantsaan. (...) Hans brug af readymades er forbløffende enkel og samtidig knivskarp. Han spidder raceundertrykkere og ideologiske og religiøse forførere og propagandister med et enkelt, poetisk greb.«
Det at hun skriver, at han er af afrikansk oprindelse, er bare én af de misforståelser, som Gillion er så vant til. Selv forklarer han, at målet med hans kunst er at fortælle historier om de ting, der krydser hans spor udfra bevidstheden om, at han er en farvet kunstner. Men det er ikke et politisk manifest.
Gillion føler, at den såkaldte ’indvandrer-kunst’ er blevet accepteret i Europa som ligeværdig, bl.a. ved at englænderen Chris Ofili, som Gillion har udstillet sammen med, fik den estimerede Turner-pris sidste år.
Men også på det område halter Danmark bagefter. Det fik Gillion til at udstille en musefælde på udstillingen Mix Blended Spaces på Museet For Samtidskunst i Roskilde sidste år. I stedet for ost puttede han det danske flag i fælden for at vise, at Danmark er en fælde for ham som sort og for danskerne selv, der tror på illusionen om Danmark som det perfekte samfund.
»Jeg havde virkelig behov for at lange ud til højre, være aggressiv. Jeg var så træt af Danmark, hvilket freaking stupid land, der er så snæversynet, at det ikke engang kan tage en intellektuel diskussion om, hvad der sker i samfundet i dag. Hvad er integration og assimilation, og hvad er modernisering og globalisering? Kan man have det ene uden det andet?« spørger Gillion og sammenligner med kvinders stilling i samfundet i 60’erne.
»Er der virkelig nogen i dag, der tror, at kvinderne ikke skulle ud på arbejdsmarkedet i 60’erne, fordi de ikke var lige så dygtige og kloge som mændene?«

På spørgsmålet om, man ikke altid vil føle sig udenfor ved kulturmøder, svarer Gillion, at han mener, der er stor forskel på, hvordan en dansker vil blive modtaget i Brasilien i forhold til danskernes modtagelse af f.eks. somaliere. Det gælder for hele den vestlige verden og ikke kun danskerne.
»Det har noget at gøre med, at den vestlige verden tror, at man er den ideelle, mest moderne kultur, sådan at alle udefra automatisk bliver betragtet som mindreværdige, der kommer her for at få det bedre. Europæerne føler, at de kan beslutte, hvad der er godt for dem, der kommer, fordi de ved bedre.«
»Det er denne antagelse om, at kristendommen er alle andre kulturer overlegen,« siger Gillion, der synes, at det et lettere at være fremmed i London og Berlin end i Danmark.
»Der er en større viden og accept, som gør, at vi kommunikerer bedre og som ligeværdige, hvor jeg ofte savner den viden i Danmark,« siger Gillion og understreger, at det kommer helt an på, hvem han møder. Jo mere viden folk har, jo større åbenhed over for andre.
»Der er også problemer i Holland og Tyskland. Du kan blive slået ihjel for at være fremmed i Tyskland. Men den store forskel er, at diskussionen har flyttet sig fra at marginalisere indvandrere til en gensidig kommunikation. Det er i høj grad fordi avantgarden – politikerne og de intellektuelle – har taget det ryk i diskussionen. Det er dét, jeg er så sur på danskerne over, at de ikke gør.«

Gillion Grantsaans næste udstilling i Danmark kan ses på Galleri Mogadishi i Njalsgade den 2. januar 2001

*Dem og os
Artiklen er led i en serie, der skildrer, hvordan Danmark, danskeren og deres adfærd tager sig ud, når man kommer hertil udefra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu