Analyse
Læsetid: 5 min.

Stilhed midt i stormen

15. november 2000

Våbenhvilen i Sierra Leone er måske det første spæde tegn på,
at konflikten er ved at finde en afgørelse. Samtidig viser FN’s styrke i landet dog små tegn på opløsning

Måske har borgerne i Sierra Leone det med udsigten til våbenhvile, som danskerne har det med tv-meteorologernes udsigt til sol den følgende dag: Det lyder dejligt, men prognoserne er blevet gjort til skamme så ofte, at de efterhånden er svære at tro på.
Ikke desto mindre prøver de krigsførende parter i Sierra Leone nu igen at skabe et øjebliks fred ved hjælp af en netop indgået våbenhvile, der for en stund har sat den ni år gamle krig på standby. Krigen har indtil videre kostet 75.000 mennesker livet.
Aftalen er indgået mellem oprørsbevægelsen Revolutionary United Front (RUF) og Sierra Leones regering og har indtil videre en udløbsdato om 30 dage, hvor parterne skal forhandle videre. Hvis alt går vel.
Våbenhvilen skal give FN uhindret adgang til alle områder i Sierra Leone, inklusive regionerne med de rige diamantforekomster, hvor RUF i årevis har indhentet sin hovedindtægt, samt medvirke til fortsat afvæbning af krigens parter. Et mere langsigtet mål er naturligvis at få Sierra Leones mange flygtninge tilbage i egne hjem, hvilket aktuelt vedrører cirka halvdelen af landets lidt over fire millioner indbygger.

Våbenhvilen kommer på et tidspunkt, hvor RUF – helt som bevægelsen plejer – har optrappet angrebene i takt med regntidens aftagen. Men i år er det gået anderledes end vanligt, og RUF har fået mange blå mærker på slagmarken.
Den militære modgang kan til dels forklares med, at Sierra Leones regeringshær både er vokset i antal og hvad kampduelighed angår, efter at britiske instruktører siden foråret har trænet de lokale soldater.
Samtidig er det mere end uklart, hvem der reelt svinger dirigentstokken inden for RUF. Siden den nærmest enevældige og meget karismatiske leder Foday Sankoh blev fængslet i forsommeren af regeringen, har ingen egentlig lederfigur kunne samle arven efter Sankoh op, og historierne om intern splittelse i RUF er efterhånden talrige.
Som for at understrege egen magt er en muskelsvulmende britisk flådestyrke netop ankret op i bugten ud for Freetown, hvor alle – også RUF – kan se det tunge militære isenkræm. Kamphelikoptre og 500 kampberedte britiske marinesoldater er klar til at blive sat ind i tilfælde af, at FN-styrkerne kommer i vanskeligheder.
Netop militære muskler kan der blive god brug for, hvis våbenhvilen i Sierra Leone bryder sammen. To af hovedbidragyderne til FN-styrken i landet, Indien og Jordan, har for nylig meddelt, at de agter at trække deres styrker hjem.
Officielt kalder Indien tilbagetrækningen en rutinebeslutning, men det har længe været en offentligt kendt hemmelighed, at inderne havde det mere end svært med andre af medspillerne på FN-fredsholdet.
Samtidig er Indien aldrig helt kommet sig over den ligegyldighed, hvormed omverdenen behandlede de 500 indiske FN-soldater, der i sommer i månedsvis blev holdt omringet og fanget af RUF. Som inderne selv gjorde opmærksom på dengang, havde billedet og reaktionerne næppe været helt det samme, hvis de tilfangetagne soldater havde haft etnisk udspring i et vestligt land.

Tilbagetrækningen udstiller det i forvejen meget skrøbelige fundament under FN’s tilstedeværelse i Sierra Leone. Aktuelt svedes der under 13.000 af de blå FN-hjelme i Sierra Leones sol – organisationens største igangværende operation – og generalsekretær Kofi Annan har tidligere både bedt om og fra FN’s Sikkerhedsråd fået tilsagn om en udvidelse af styrken til omkring 20.000 FN-soldater. Med de igangværende hjemsendelser af indere og jordanere forekommer der mildest talt at være sået tvivl om denne forstærkning.
FN har oplevet ydmygelser nok de senere år – også i Sierra Leone – og der er ingen tvivl om, at skal FN kunne prale af at have taget det store kørekort i fredsbevaring, skal det ganske enkelt lykkes at bevare den skrøbelige fred.
Helt som hidtil ønsker ingen af FN’s »stærke« lande imidlertid at sende soldater til en guerillakrig
i det jungledækkede og svært fremkommelige Sierra Leone, og den ønskede forstærkning afgøres derfor ved, om lande som Bangladesh, Kenya og Zambia sender flere soldater afsted.
Taget i betragtning hvor store øretæver de – ofte dårligt uddannede og meget lidt motiverede – FN-styrker fra blandt andet disse lande tidligere er blevet tildelt af RUF, kan de opankrede britiske soldater hurtigt komme i ilden, hvis våbenhvilen ikke holder. Og det taler flere ting for, at den ikke gør. Vigtigst og mest ømtåleligt, bliver kontrollen over områderne med diamanter.
Ifølge den netop indgåede våbenhvile skal FN-personel have uhindret adgang til alle regioner i Sierra Leone, og netop kontrollen med diamantområderne bliver selve lakmusprøven på RUF’s fredsvilje – og det er umiddelbart uhyre svært at forestille sig, hvad der skulle få RUF til frivilligt at opgive herredømmet over de områder, der i en årrække har financieret krigsførelsen.
Den førnævnte splittelse inden for RUF kan i sig selv ligeledes være et destabiliserende element, men også på den anden side af fronten er der tegn på splid.
Alliancen på regeringens side består, udover selve regeringshæren, af en række mere eller (som oftest) mindre organiserede og disciplinerede militsgrupper. I områderne erobret af selvsamme koalition hersker i dag en stigende grad af kaos og anarki, hvor hver enkelt gruppe kæmper for overherredømme, uagtet at det måske strider mod koalitionens overordnede mål.

FN har i flere tilfælde kæmpet mod RUF og således støttet op omkring den siddende regering, men tilsyneladende gøres intet for at holde orden i de allerede »befriede« områder. Og ved utallige vejspærringer i disse erobrede områder har FN måttet sande, at det regionale selvstyre i Sierra Leone er blevet endog meget selvstyrende.
Intentionen har længe været at skabe en samlet, sierra leonsk hær, men trods koalitionens række af militære sejre kan regeringen den dag i dag kun garantere sikkerheden i en radius af 50 km fra Freetown.
Et andet problembarn kan vise sig at være de britiske soldater i Sierra Leone. Udover de netop ankomne marinesoldater, der opholder sig på fartøjer ud for Freetown, fungerer 400 britiske soldater i dag som instruktører for den sierra leonske hær.
Et af RUF’s indtil videre ufravigelige krav er, at briterne skal trækkes ud af landet med den begrundelse, at den senest tiltrådte fredsaftale fra 1999 forbyder brug af lejesoldater – og RUF betragter briterne som lejesoldater, eftersom de ikke er en del af FN’s fredsbevarende operation.
RUF er naturligvis klar over – og har også mærket – at briterne er væsentligt mere kampvillige og duelige end FN-soldaterne i Sierra Leone og som sådan udgør den største militære trussel mod RUF.
På den baggrund er der al mulig grund til at tro, at RUF vil stå fast på kravet om britisk exit, ligesom den sierra leonske regering hårdnakket vil kæmpe for deres forbliven som militær garant for regeringens fortsatte sikkerhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her