Læsetid: 3 min.

Den store badedag

30. november 2000

En anden vinkel på fremmedangsten end den gængse

Roman
Det er tankevækkende for ikke at sige pudsigt, at Zadie Smith citerer E.M. Foster som optakt til sin roman Hvide tænder, for hvor Morgan er stram og nærmest minimalistisk, er Zadie ekspansiv og over alle bredder.
Hvide tænder er en roman for folk, der holder af at tage bad i bøger, alligevel er der en naturlig forklaring på Zadie Smith’s brug af Forster. Han skrev, som hun skriver, om race, om det svære for ikke at sige umulige i at bygge bro først og fremmest mellem indbyggerne på det indiske kontinent og dem på tågeøerne i Atlanten, men også om dem, der kommer fra Caribien og pludselig befinder sig i en verden, hvor det er være sort ikke bare betyder at man har en bestemt farve, nuancerne synes uendelige og går fra kul til kastanje og ender i den tillokkende og samtidig skrækindjagende mulighed, at hvis hvid og sort blandes, kan der komme et væsen ud af det, som i enhver forstand er blåøjet!

Det geniunes forfald
I en tid hvor skrækken for det fremmedartede og anderledes er overvældende, kan det være sundt at møde en anden indfaldsvinkel til xenofobien end den gængse. Jeg gad nok se det medlem af Dansk Folkeparti, der har overvejet hvilken frygt, der kan overvælde en flygtning af eksotisk herkomst ved tanken om, at han eller hun skulle miste sin identitet gennem ægteskab og børneavl med en hvid!
Men selvfølgelig er det indlysende, at det forholder sig sådan, og at en fra Bengalen eller Jamaica kan få gåsehud ved tanken om, at det man har med hjemmefra, det genuine, skal gå til grunde i et favntag, hvor lugten af udkogte grønsager kæmper om overtaget med synet af al den helliggjorte, puritanske, skyldbetyngede hvidhed.
Hvide tænder fortæller en næsten kiplingsk historie om venskabet mellem den jævne englænder Archie Jones og hans sofistikerede, indiske ven Samad Iqbal, der træffer hinanden under Anden Verdenskrig strandet et underligt sted i Bulgarien med en sammenbrudt kampvogn og uden at ane, at krigen har været forbi de sidste 14 dage.
De er begge bipersoner, og det bliver de ved med at være gennem den lange efterkrigsperiode, hvor Samad degraderes til tjener og Archie prøver på at tage sig selv af dage, men frelses af en rasende Halal-slagter, der ude for at dræbe duer med sin blodige kødøkse. Atter vendt mod livet løber Mr. Jones ind i den skønne Clara Iphigenia Bowden, tidligere lidenskabelig agent for Jehovas Vidner nu uden tro på andet end et muligt godt ægteskab og i øvrigt uden en pløk i overmunden.
Det gode ægteskab mellem de kulsorte Clara og den madikkeblege Archie bliver så som så, ligesom det heller ikke er nogen dans på hibiscus, der fører Samad og hans kone Alsana gennem årene fra 1945 op til ’74 og videre et stykke ind i 90’erne.
Til gengæld oplever deres afkom, hvis veje til stadighed krydses, en fantastisk kehraus, hvor Smith med sit opulente sprog og sin løbske fantasi kommer vidt omkring i moderne angelsaksisk mentalitet og får vendt og drejet alle de fordomme, vi er ofre for og sat dem på spidsen, så de både prikker til den latente skyldfølelse og den humor, der er nødvendig, hvis det hele ikke skal ende i flæb og hændervriden.
Salman Rushdie har givet Zadie Smith sit ja-ord, og det kan ikke undre, for uden Midnats børn og De sataniske vers heller ingen Hvide tænder. At man ind imellem kommer til at tænke på Knud H. Thomsen og Klokken i Makedonien er en anden sag.
Camilla Christensen, der har leveret oversættelsen, står model til det hele med oprejst pande og masser af opfindsom, sproglig bøjelighed. Så det er bare med at stige på, hvis man er til litterært karbad med jacuzzi, seks dyser og dobbelt skrue.

*Zadie Smith: Hvide tænder. Roman. Oversat af Camilla Christensen. 512 s. 359 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her