Læsetid: 4 min.

Et storværk rigere

18. november 2000

Kanonhallens forestilling er først og fremmest Jacob F. Schokkings værk

Opera
Jacob F. Schokkings og Rolf Wallins Manifest kaldes nogen steder en ’opera’, andre steder et stykke ’musikdramatik’. I virkeligheden er værket ingen af delene. Det er snarere en ny slags installation. En mærkværdig blanding af videokunst, digtoplæsning, teater, musik, surrealistisk scenografi og dadaistisk kunstudstilling. Et grænseland mellem tiden omkring 1910 og vor egen. Mellem Die Welt von Gestern og verden af i dag. Mellem gode håb og skuffede forventninger. Og en enestående oplevelse, man hurtigst bør sikre sig et par af de alt for få billetter til.
Der er ingen egentlig handling, blot en række løst forenede tableauer over tidens godt 500 formelle manifester – futuristiske, surrealistiske osv. Ingen af dem videregives i sin helhed. For trods al loyalitet og grundig research er perspektivet ikke historisk, men nutidigt. Futuristerne elskede maskiner og troede på fremtiden. Hos Schokking er vi snarere gjort fremmed for maskinerne – blevet redskaber for dem, ikke omvendt. Og det er denne elementære humanitet, der trænger igennem forestillingens hårde verden.
Men det er altså som installation i tid, at denne verden skal opleves, og ikke som musikdramatik. Rolf Wallin savner Jacob F. Schokkings klasse. Hans musik føjer sig pænt under forestillingen. Den tjener sangerne ganske udmærket, og den synes at passe det svenske slagtøjsensemble SISU helt fint. Men den folder sig aldrig rigtigt ud. Og grunden er, at den mangler struktur, vilje til helhed. Et par koloratur-sange er meget smukke, nærmest ekspressionistiske af væsen – støbt med følelse til sangerne og ikke uden veristiske kvaliteter, som noget midt imellem Puccini og Alban Berg. Men rykker gør de ikke rigtigt. Og slet ikke i sammenhængen, hvor man hurtigt opdager at de er enlige svaler og kun skal få de mange ord til at glide ned. Resten er rytme.

Læse eller lytte
I den henseende kunne kontrasten til Per Nørgårds Nuit des Hommes på Musikteatret i Albertslund ikke være større. Dét var en opera – og som sådan én af de bedste i mange år. Hér var samarbejdet så enestående, at man aldrig rigtigt blev klar over hvem der egentlig tjente hvem. Et ægte Gesamtkunstværk. Manifest er i langt højere grad Schokkings værk – mest på godt, men også en lille smule på ondt. Medierne bliver let budskabet. Særligt kommer ideen med de videoprojicerede digte til at virke lidt for manieret i længden. Man kommer vel for en scenisk oplevelse – ikke for noget, man kunne have gjort derhjemme eller på biblioteket.
Indvendingen kan virke urimelig, for man går afgjort fra forestillingen med taknemmelighed. Men i Nuit des Hommes gjorde Per Nørgårds musikalske helheder, at forskellen på at læse og lytte blev tematiseret. Det handlede om aktivitet på den ene side og forførelse på den anden, om venstre og højre hjernehalvdel – og ikke mindst dét, værket med stort held kunne postulere at finde indimellem. I Schokkings Manifest står ordene tilbage. Man må hele tiden vælge om man vil læse eller lytte. Og reddes kun af at ordene altså er relativt få denne gang. Ved at skynde sig lidt, kan man nå begge dele.

Uforglemmelige ideer
Værkets scenografi er nøgtern til det yderste. Meningsfuld og symbolladet. Helt som dadaismens kunst var det, og netop i modsætning Fluxus-bevægelsens. Trods sujettet er der ingen grelle virkninger, intet blod, ingen skrig – kun antydninger. Som i slutscenen med den enorme, uhyggelige rundsav. Der står kun selve klingen tilbage, en enkelt gang anslås den som var den en gong, en kvinde nærmer sig – og så ikke mere.
Lige så uforglemmelige er ideerne, når de originalt referencer til store øjeblikke i operaens, filmens og kunstens historie. I begyndelsen f.eks., hvor slagtøjets metalliske lyde vandrer over på scenegulvet og forbinder sig til Rhinguldets smeden i Richard Wagners Nibelungens Ring. Midtvejs, hvor dirigenten Rolf Guptas meget udtryksfulde hænder projiceres op på lærredet – billedmæssigt måske inspireret af eksperimenterne med bevægelse i fotografiets tidligste år, ideologisk beslægtet med dirigentens berømte kadence i Sofia Gubaidulinas symfoni Stimmen ... verstummen. Eller henimod slutningen, hvor partituret lader musikerne hamre vældige metalstave i jorden og for en gangs skyld åbner sig for mere ceremonielle og helhedsprægede fortolkninger.
Forestillingen er nok en kende for lang og virker stærkest i første halvdel. Lå der en kort pause efter dén, ville man se på den næste med friske sanser. For dér begynder bombardementet at virke lidt trættende. Man fornemmer, at Schokking vil sige os noget vedkommende. Men lydene og de mange sprog begynder let at køre sammen for én, vil måske ligefrem kunne virke totalitær på mindre disciplinerede folkeslag. En fornemmelse, der hele tiden styrkes af, at de to lærreder godt kan minde om tankeskærme af orwellske dimensioner. Ved premieren savnede man ofte samtidighed mellem de indtalte og sungne ord på den ene side og deres projektioner på den anden, men dét skulle være til at rette op på.
Dansk kunst er blevet et væsentligt storværk rigere. Og heldigvis også en vigtig eksportartikel. Efter sin tur i Kanonhallen er den allerede på vej til scener i Holland, Belgien, Norge og Finland.

*Manifest. Autorer: Jacob F. Schokking og Rolf Wallin. Arrangør: Holland House. Kanonhallen. Til 21. nov., alle dage kl. 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu