Læsetid: 2 min.

Strid om visning af film

8. november 2000

Filminstituttet tager med kort varsel portrætfilm om Frederik Dessau af plakaten ved årets bogmesse

Film
En strid om Henning Carlsens kortfilm, Portræt, som skulle være vist på årets bogmesse i Københavns Forum, resulterer i, at filmen alligevel ikke bliver vist. Filmen er et portræt af forfatteren Frederik Dessau, som i år foretager den officielle åbning af bogmessen.
»Vi erfarede tilfældigt, at filmen skal vises«, siger filmens producer, Peter Nørgaard, som er indehaver af selskabet Such Much Movies. »Men i min kontrakt står der, at instituttet har de ikke-kommercielle rettigheder, og bogmessen er, så vidt jeg ved, et kommercielt arrangement, en forretning.«

Nedladende holdning
Peter Nørgaard fortæller, at han kontaktede chefen for Filminstituttets afdeling for dokumentarfilm, Karolina Lidin, og gjorde opmærksom på misforholdet, men oplevede en lidt nedladende holdning. Han spurgte, om hun havde læst kontrakten, og det havde hun. Hun gav ham ret i, at bogmessen er kommerciel og tilbød ham et hjøre på instituttets stand, hvorfra han kunne sælge filmen, men »ønskede overhovedet ikke at tale mere med mig«.
Charlottenlund-kvinder
»Der er på Filminstituttet ansat utrolig mange Charlottenlund-kvinder i 30’erne, og det virker ikke, som om de har prøvet at sulte eller risikere liv og lemmer for at få lavet film«, siger Peter Nørgaard noget ærgerlig.
Filmen har kostet 1,2 mio. kr., hvoraf instituttet har betalt ca. 700.000 kr. For denne del-finansiering har instituttet fået retten til at distribuere filmen til skoler, biblioteker og lignende, hvilket det ifølge Nørgaard er blevet dygtigere til end tidligere. »Men de skal lære at respektere producentens rettigheder til at sælge filmen«, siger han.

Ukommerciel ø
Karolina Lidin fra Filminstituttet siger til Information:
»Vi betragter vores stand på bogmessen, hvor vi har en lang tradition for at være med, som en forlængelse af vores øvrige aktivitet, nemlig som en generel kulturpolitisk aktivitet. Vi viser hvert år et antal film; typisk kunstnerportrætter.
Vi er uforstående over for, at Peter Nørgaard ikke ville være med. Andre filmfolk er glade, når vi viser deres film, men man kan godt sige, det er en slags gråzone. Vi tilbød at sælge videoen for ham, men det ønskede han ikke. Han krævede, at vi pillede filmen af, så det har vi gjort«.
Summa summarum: Henning Carlsens film om Frederik Dessau bliver ikke vist for bogfolket.
Tilbage står spørgsmålene om respekt for ophavsrettigheder og kontrakt, samt om standen er en ukommerciel
ø midt i en kommerciel messe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu