Læsetid: 5 min.

Sult i Los Angeles

17. november 2000

BOGTILLÆG - KATALOG

Erindringer
Myten om den kæmpende kunstner, der ikke værdsættes i sin samtid, findes i mange varianter. En af dem er den amerikanske forfatter John Fante (1909-1983). Han var et lysende talent som helt ung, brød igennem med et brag af en debutroman og forsvandt næsten med det samme tilbage i glemslen.
I stedet drak han, spillede golf og arbejdede med egne ord som luder (dvs. manuskriptforfatter) i Hollywood. Men i sine sidste år blev Fante genopdaget og hyldet som den glemte nyklassiker i amerikansk litteratur. Hans kvartet om forfatterspiren Arturo Bandini i Los Angeles blev genudgivet og skuffer og skabe tømt for manuskripter til de posthume udgivelser. Et helt eventyr, minsandten. Nu er den første biografi også udkommet samt en sidste novellesamling, bedre sent end aldrig.
John Fante voksede op i Colorado i et hjem spændt ud imellem faderens druk og vold og moderens forsagte, inderlige katolicisme. Begge var italienske indvandrere og sønnen kom først i katolsk og siden i jesuitisk skole. Men den egentlige uddannelse foregik på det lokale bibliotek, hvor Fante studerede The American Mercury, den toneangivende litterat og ironiker H.L. Menckens tidsskrift. Mencken blev Fantes litterære mentor og introducerede ham for
Nietzsche, som han brugte til at bryde med sin katolske opdragelse og bekæmpe sin ungdommelig usikkerhed.

Penge i Hollywood
Den unge Fante var intenst besat af tanken om at være forfatter. Han skrev 10 timer om dagen, mens han genlæste Hemingway, Dos Passos og de Maupassant. På 30 dage skrev han 150.000 ord og havde en roman klar, som prompte blev afvist. Samtidig forsøgte han med held at skrive bevidst dårlige melodramaer til Hollywood, hvor forfattere blev anderledes godt betalt.
Han blev ansat på Warner Bros. med kontor, sekretær og midlertidig kontrakt. Det varede kun tre måneder i første omgang, men var begyndelsen på en livslang kamp med branchen. »Jeg kan ikke lide filmindustrien,« skrev Fante. »Jeg har aldrig kunnet lide den, og jeg kommer heller aldrig til det. Men jeg kan godt lide de lønninger, de betaler.«
Fante var nu en lovende ung forfatter, men det var lige før, det ikke blev til mere. Romanen ville ikke rokke sig ud af stedet, og filmarbejdet var utilfredsstillende. I 1935 fik Fante imidlertid Elizabeth Nowell som agent i New York og hun introducerede ham for Knut Hamsuns roman Sult (1890), der var kommet på engelsk i 1921.
Det blev en fødselshjælper for hans forfatterskab og ikke mindst romanen The Road to Los Angeles (da. 1991) om det selvudnævnte geni Arturo Bandinis levned blandt den fattige del af befolkningen i Los Angeles.

Livsbegær
Det sociale miljø var ikke et udslag af tidens proletariske realisme. Dertil manglede såvel forfatter som hovedperson aldeles solidarisk drivkraft, og heller ikke den roman kunne finde en forlægger i forfatterens levetid.
Først i 1938 kunne Fante debutere med romanen Wait Untill Spring, Bandini (da. 1990), det mest afdæmpede bind i kvartetten, der skildrer opvæksten i det fattige indvandrerhjem og et ambivalent portræt af faderen. Fante hadede sin faders opførsel, men gentog alle dennes fejl i sit eget liv.
Romanen modtog et stormende bifald af kritikken, og allerede året efter svarede Fante igen med Ask the Dust (1939, da. 1989), hans største litterære bedrift. Bogen handler om en ung mands livsbegær i rendyrket form. Netop så pågående, selvoptaget og uhørt nysgerrig som kun et ungt menneske kan være, der vil prøve det hele og smage det hele, og det skal være nu. Havde Fante aldrig nået at skrive andet end den roman, ville han alligevel have indskrevet sig i litteraturhistorien.
Men så var hans held også brugt op for denne gang. Forlaget lå i en besværlig retssag over en uautoriseret oversættelse af Hitlers Mein Kampf og kunne ikke gøre effektiv reklame for Fante. Han var henvist til det utilfredsstillende filmarbejde og blev stadigt mere og mere bitter over sin situation. I 1937 var Fante blevet gift med societypigen Joyce Smart, og hun er Stephen Coopers dominerende hovedkilde, hvis version af den modne Fante får lov at stå uimodsagt.

Bukowski hjalp til
I løbet af 70’erne kom så vendepunktet, hvor Fantes forfatterskab blev genopdaget, til dels ved den åndsbeslægtede Charles Bukowskis mellemkomst. Midt i den nye interesse begyndte Fante, der havde mistet synet på grund af sukkersyge, at diktere et sidste bind om Arturo Bandini. Det lyder som romantisk skønmaleri, når Joyce Fante i bogen beretter, at han døde på hospitalet, netop som han dikterede de sidste rettelser i Dreams from Bunker Hill (da. 1992).
En sidegevinst ved Stephen Coopers hjælp fra Joyce er, at han under arbejdet med sin biografi fandt et chatol fyldt med manuskripter og noter. Færdige noveller, der aldrig var blevet udgivet og noveller som havde optrådt i litterære tidsskrifter i 30’erne og 40’erne eller senere var blevet indarbejdet i romanerne.
Flere stammer fra ellers uproduktive perioder i 40’erne og 50’erne og burde nok ikke have været trykt, men de fleste er fra midten af 30’erne, Fantes bedste og mest produktive periode. Det er oftest barndomsskildringer blandt italienske indvandrere og portrætter af overspændte unge mænd, hvor inspirationen fra Hamsun er tydelig i de sitrende skildringer af den tidlige manddoms psykologi.

Fandt ikke tonen
To noveller fra 40’erne skulle have været indarbejdet i det store romanprojekt The Little Brown Brothers om Californiens filippinske landarbejdere, som han arbejdede intensivt på op igennem 40’erne. Fante ville, at romanen skulle bekræfte ham som en af de store samtidige forfattere, men havde svært ved at finde tonen, så snart emnet gik ud over hans egne erfaringer.
Medtaget er også Prologue to Ask the Dust, hvor Fante forklarer, hvorfor romanen fik sin titel: »Jeg kalder min bog for Ask the Dust, fordi støvet fra Østpå og Midtvesten er i disse gader, og det er støv hvor intet vil gro, en kultur uden rødder, et vanvittigt forsøg på at få fodfæste, et fortabt folks tomme raseri over at forsøge at nå en jord, som aldrig kan tilhøre dem.«
Nok så sigende skifter jeg’et i prologen ubemærket undervejs. Til at begynde med er det forfatteren John Fante, der fortæller en redaktør om sit nye romanprojekt, men umærkelig bliver jeg’et til forfatterspiren Arturo Bandini, der beretter om sine oplevelser. Identifikationen er total.

*Stephen Cooper: Full of Life: A Biography of John Fante. Edinburgh: Rebel Inc. 406 s. 16,99 pund.

*John Fante: The Big Hunger: Stories 1932-1959. Edited by Stephen Cooper. Santa Rosa: Black Sparrow Press. 315 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu