Læsetid: 5 min.

Teatercruise

11. november 2000

To kritikere har skrevet en bog om 90’ernes danske dramatik. Skuespilleren Jens Albinus opfører her et svar:

Ny bog
Prolog:
Christian Lund fra Information ringer og siger, at der er udkommet en bog om teatret i 1990’erne, og spørger om jeg vil anmelde den. Den er skrevet af to teater-anmeldere, som flere gange har anmeldt mig op gennem det sidste ti-år.
Lise Garsdal anmelder teater for Politiken og Per Theil gør sig i Berlingske Tidende. Her skriver han, når han kan komme til det, om at teatret er for selvspejlende og lukker sig om sig selv, hvilket forlener Informations henvendelse til mig med et skær af satire: Anmeld din anmelder, før din anmelder anmelder dig – halløj i 90’er-kulturens spejlkabinet!
Jeg udbeder mig betænkningstid.

1/2 time senere:
Bare for at ærgre Per Theil ringer jeg og takker ja.

Tæppet går op:
Jeg må opgive tanken om at ærgre Per Theil.
Hans og Garsdals Hvem dér – scener fra 90’erne er faktisk noget andet end teateranmelderiets sædvanlige trætte æresrunde for selvdøde kæpheste.
Det er en nysgerrig og påståelig undersøgelse af hvad der egentlig skete på og omkring de danske scener dengang i 90’erne, da en ny generation af teaterfolk og -publikum flertydigt, men også uomtvisteligt gjorde ’et eller andet’ med teatret. Der skete noget, men hvad? Nyskreven dansk dramatik blev pludselig noget andet end et finkulturelt sidefænomen på støtteskinner, tilknyttet de største teatres ekperimental-afdelinger. Dramatikerens rolle ændrede sig. Publikum kom på nogle nye betingelser. Spillestilen og det visuelle udtryk søgte nye veje. Snart sagt alle parametre inden for teatret udviklede sig i et forgrenet netværk af reaktion og modreaktion. Men hvad betingede hvad, hvorfor og hvordan?
Theil begynder med at tage fat i identitets- og selvoptagetheden i tidens dramatik. Hamlet som sindbillede på årtiets teater. Jeget og rollerne. Iscenesættelsen og selv-iscenesættelsen.
Og så cruises der ellers lystigt på og under overfladen af en række 90’er-teatrets temaer. Dramatikerne og deres forestillinger fyger om ørerne på læseren, men det er hele tiden det tematiske og ikke det navne-fetichistiske, der er styrende. Samtiden, teatret, selvet og verden. Teatrets placering i det samlede mediebillede. Hvad vil teatret samtiden, og hvilken rolle ønsker samtiden at tildele teatret? Det onde som figur (her gad jeg godt have opholdt mig mere udførligt). Maske, metamorfose, familie, labyrint.
Det er en bog, som er velegnet til gennembladring, hvis man da ikke (som jeg) bliver så opslugt, at man river det hele til sig i ét hug.
For nok samler bogen sig også i en større ordnende bestræbelse (Kierkegaards stadier forsøges overført som struktur i andet kapitel, og barokken som epoke søges fastholdt som pejlingspunkt i tredje ). Men det er i detaljen, at bogen er stærk.
Hernede i snavset finder man f.eks. rigtig fede, saftige påstande som denneher: »Teatret bør overleve i kraft af sin gammeldagshed.«
Jeg kan kun være uenig. Det er rigtig festligt!
Der citeres flittigt, men hvad enten det er egen eller andres avl, er det skrift, som fylder læserens hoved med kriblende og krablende anfægtelse og overvejelse.
Her er det medie-forsker Lars Qvortrup, der har ordet (og han tegner sig i det hele taget for et par af de gode). Det handler om den nok så forkætrede ironi:
»Ironi (...) er en måde at udtrykke respekt for den anden på, fordi man med ironien siger, at jeg godt ved, at det jeg siger ikke har universel gyldighed, men siges af et ’jeg’, som lige såvel kunne have været et andet jeg. Men ironi er ikke alene et vilkår for det hyperkomplekse samfund (og derfor noget man ikke kan undgå), den er også fundamentalismens modsætning og derfor den moderne dannelses forudsætning.«
Tankevækkende i en tid, hvor det igen er blevet trend at afsværge ironien som berøringsangst og kunstnerisk ugyldig. Og det er bare et blandt mange eksempler på en formidling, som er medtænkende perspektiverende. Som vil noget andet og mere end bare at vende tommelfingeren opad eller nedad.
Teaterkritikken i Danmark haltede slemt efter i 1990’erne.
Teatret søgte efter (indrømmet: Famlede ofte efter) et nyt kunstnerisk ståsted, som tog bestik af og ikke vendte ryggen til de nye betingelser, som teater i samtiden er underlagt i det samlede medie-opbud. Men det kneb gevaldigt med et intellektuelt-kritisk modspil, som forstod at stille skarpt på præmisserne bag de nye bestræbelser i teatret. Universitetet virkede som om det lå rigtig langt ude på Amager, og dagblads-kritikken?
Den havde mest travlt med at orientere sig bagud, gentage forældede anskuelser og fremdrage de gamle hæderkronede betingelser for Det Gode Teater. Hvor tit har man ikke lænet sig ud af vinduet og råbt: Jamen, kære anmeldere! Har I slet ikke lagt mærke til at disse betingelser ændrer sig, har ændret sig, hvad enten vi vil det eller ej?
Så meget mere velkomment føles det, at 90’ernes kaotiske, uoverskuelige og alligevel ikke helt retningsløse afsøgning af et nyt teater nu får den kritiker-udfordring, som kan drive teatret videre i den reformulering af teatret, der forestår. En sådan udfordring er Garsdal og Theils bog – en bog, som ikke vil være en samlet oversigt over alt hvad der rørte sig i dansk teater i ti-året, men vil være »en subjektiv, men dog sammenhængende historie om det nye, der skete i 1990’erne. Den ny dramatik. De unge scener.«

Epilog:
Weekendavisen er kommet. Heri melder dansk teaterkritiks absolutte superstar Jens Kistrup sig på scenen med en anmeldelse af sine med-anmeldere. Spillet om at sætte ord på samtids-dramatikken er i sig selv et skuespil i flere akter med magtkampe, hakkeorden og en rolleliste så lang som en ond teatersæson.
Kistrup ifører sig sin klassiske fornærmet-krukkede Kistrup-positur, og kalder Garsdal og Theils bog for »enøjet indtil det historieforfalskende«.
Han spørger hvorfor Bodil Udsen og Henning Moritzen ikke er med, og underteksten banker gennem skriften: Hvorfor er det ikke mig, der har skrevet bogen? Det er også tarveligt.
Men Kistrups indvending over for bogen er malplaceret. Og et lærestykke i det mest irriterende man kan bruge anmelderi til: Den manipulatoriske forvrængning af det anmeldtes præmis. At svare i øst, når der råbes i vest.
For Hvem dér? Scener fra 90’erne er udtrykkeligt ikke en kanon over det forløbne ti-år og påstår intet sted at være det. Bogen er ikke endnu et kedsommeligt forsøg på at rangordne de medvirkende i syngestykket Dansk Teater (og tak for det, lad os nu blive fri for flere triste ranglister).
Bogen er derimod et bestik af et teater, som står midt i et vadested. Og som har brug for de intellektuelle i en medspillende rolle, hvis ikke det skal tabe i kampen om samtiden.

*Jens Albinus er skuespiller

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her