Læsetid: 12 min.

The Name of the Game

11. november 2000

Hvordan laver man egentlig en dogmefilm? Det spørgsmål har Information forsøgt at få besvaret ved at besøge optagelserne af Åke Sandgrens ’En usynlig mand’

Normalt bor vi i en campingvogn,« forklarer produktionsleder Kamilla Monies. »Den mest gustne campingvogn, som er vores produktionskontor. Og vi elsker at være i den.« »Dét her,« fortsætter hun og slår ud med armene, »er de rene luksusforhold med flotte lokaler og tv.«
Måske gælder der en eller anden regel om, at producerer man en dogmefilm, så skal omgivelserne også være lidt dogmeagtige – ikke for meget glitter & glamour, kun de mest nødvendige faciliteter, så produktionen lige kan løbe rundt, og det må også gerne være lidt koldt og klamt.
I hvert fald er der ikke meget storproduktion over lokalerne i Boldklubben Freja i Bellahøj denne halvkolde formiddag i september, hvor jeg, en nysgerrig filmjournalist, har indfundet mig efter en længere, lidt forvirret travetur ad Frederikssundsvej.
Et typisk idrætsforeningslokale er det, med en håndfuld borde og gamle, ubekvemme stole. Et par slidte håndbolde ligger på en hylde, små, skinnende pokaler står i et skab bag en glaslåge og vidner om klubbens gyldne øjeblikke, på fjernsynet i hjørnet kører dagens OL-udsendelse – meget passende en håndboldkamp mellem Korea og Rumænien – og på væggen hænger de obligatoriske festbilleder med øldrikkende, pjattede håndboldpiger, der spiller op til fotografen.
Det er ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det, men Kamilla og de to produktionsassistenter, der sidder bøjet over hver deres bærbare computer, udgør produktionsteamet på den svenske instruktør Åke Sandgrens danske dogmefilm En usynlig mand. En fysisk meget lille produktion, som i al ubemærkethed har slået sig ned i Frejas ydmyge lokaler, og som er meget let at overse for en tilrejsende filmjournalist, var det ikke, fordi jeg vidste, at de altså skulle være der et eller andet sted.
Men mobiliteten er jo også en essentiel del af det at lave dogmefilm, så hvorfor holde udstyrsfest og troppe op med store filmbusser og griptrucks, når man kan nøjes med at tage kameraet under armen og ellers komme, som man er!?

Det har været skidesjovt,« forklarer Åke Sandgren i en fredelig stund. »Jeg fornemmer, at jeg tvinges til at undgå mine manerer, også Dickie (fotografen Dirk Brüel, red.) – cirkushestene, som pludselig skal gå i en anden retning. Man disponerer dagene og scenerne anderledes. Jeg vidste, at det var historien og skuespillerne, som skulle bære alting, og jeg har det godt med at sluge kamelerne. Jeg kan mærke, at det er skønt at gøre det, for jeg kan jo noget andet, som jeg ikke har set før. Det giver intensitet, og man får et helt andet output fra skuespillerne.«
»Den største forskel er, at når man kommer på en arbejdsdag, så går man i gang med at filme med det samme. Når skuespillerne og jeg vågner om morgenen, så har vi nogle forestillinger om, hvordan tingene skal gøres. Og ligesom når man går til prøve på teatret, så går man i gang med det samme, i stedet for man står og venter, og tingene glider ud.«
»Dickie og jeg finder på undervejs, vi har slet ingen skudplan. Vi går ind og laver noget og kører på vores intuition og filmer ofte indfald og finder på nye scener.«
»Det er vigtigt, hvis man kaster sig ud i en dogmefilm, at man skal løbe en risiko. Jeg kommer jo til at lave en film, som er dybt æstetisk, det er helt sikkert, men på en måde, som jeg slet ikke har kontrol over. Og det er interessant. Resultatet er et resultat af nogle retninger, vi allesammen har sat i gang. Ellers er film jo pr. definition uhørt forberedte og velplanlagte og forudsigelige i arbejdsprocessen. Man er nødt til at kunne forudse alting for at kunne holde planerne, og det indvirker på filmenes udseende. Her er det præcist omvendt, og det er styrken ved optageprocessen.«

En våd Nikolaj Lie Kaas går gennem produktionslokalet. »Er du okay, Nikolaj?« bliver der spurgt. Han nikker, smiler skævt og forsvinder ud af døren. Jeg drister mig til at følge efter udenfor til den lille plads, hvor Freja og et par undselige butikker ligger lidt trukket tilbage fra den evigt traffikerede Frederikssundsvej. I baggrunden tårner Bellahøjhusene sig mistrøstigt op og synes med deres tomme vinduer at holde øje med alt, hvad der foregår i deres kvarter. De virker ekstra iøjnefaldende, fordi det er de eneste højhuse i miles omkreds.
Kaas forsvinder ind af en butiksdør på den modsatte side af den lille plads. »Gode sko fra Sko-Discount,« praler et skilt over butikken, mens en stander foran indgangsdøren fortæller, at vi har at gøre med en »faguddannet skomager,« der udfører alt i skoarbejde.
Indvendig ligner butikken mest af alt et levn fra 70’erne. De brune og orange farver skriger om kap med reklamer for »Jenny Modisch bequem« og falmede billeder af smilende mennesker – de går sikkert i Jenny sko.
I det kølige, lille butikslokale er det lille og unge filmhold ved at gøre de to små Sony DV-kameraer klar til en ny scene, og instruktør Åke Sandgren, en spinkel, energisk mand lige omkring de 40 år, diskuterer med sine to skuespillere, Nikolaj Lie Kaas og Troels II Munk.
Scenen sætter igang, og Kaas går ind ad døren til butikkens baglokale. »Når det er aften, så skal jeg hjem,« siger han med barnlig stemme. »Nej,« lyder det fra Munk, der spiller ejeren af skobutikken og Kaas’ karakter P’s chef, hr. Stromboli, og tager det buskort, som P har hængende i en snor om halsen. »Tak, allright, jättebra,« lyder det fra Sandgren med den svenske accent. »Skidegodt!«
»Det var enormt hurtigt at skrive manuskriptet, for jeg skulle ikke stå til ansvar for nogen. Jeg har haft fuldstændig frit valg på hylden, og det gør, at man får en mere lystbetonet skriveproces. Hvis man får en idé, så ved man, at går den, så går den. Det er the name of the game.«
»Jeg tænkte også, at ’hvis jeg ikke eksperimenterer nu, så er det fuldstændig meningsløst.’ Med det som udgangspunkt skrev den nærmest sig selv. Men jeg besluttede, at jeg ikke ville lave et kammerspil, jeg skal prøve at bruge konceptet til at lave en film, der ligesom var all over the place. Ligeså mange locations som i en normal film. Det har vi betalt en vis pris for, fordi vi har arbejdet meget hårdt.«
»På en eller anden måde er det som at stikke et kæmpestort termometer op i røven på København og så se, hvad temperaturen står på. Den handler også om min egen generation og mennesker, der har langt til deres følelser. Det synes at være det moderne menneskes signatur.«

Det er cheffotografen Dirk Brüel selv, der fører det ene af de to kameraer. Det er hans første dogmefilm, men selvom han fører lange diskussioner med Sandgren om videoformatets indbyggede begræsninger, så synes han også at nyde den frihed og hurtighed, som de mobile kameraer giver.
»Vi går videre med pornofilmscenen,« siger han og spørger så grinende: »Har I fundet et godt sted?«
P og Stromboli er ved at blive forsonet, efter P har vasket Strombolis bil – indvendig! Staklen ved jo ikke bedre. Stromboli insisterer på, at de to, for at blive gode venner igen, skal se en film sammen, en pornofilm.
Dunkende pornorytmer og suk og støn siver ud fra skobutikkens lille baglokale, hvor filmholdet er i gang med at finde en god scene, som de to kan kigge på.
»Det er for ulækkert,« siger instruktørassistenten Iben og ryster på hovedet. »Det er for drenge, det er i hvert fald ikke for piger.« Der lyder et latterbrøl fra baglokalet, hvor henved 10 mennesker er samlet om det lille fjernsyn. »De har fundet et godt sted, kan jeg høre,« siger Dickie smilende.
Efterhånden får professionalismen dog overtaget, og stemningen i butikken bliver mere saglig. Der snakkes om, hvordan scenen skal spilles, og mens skuespillerne bliver placeret, diskuterer de personernes sindsstemning med instruktøren – »skal han smile hér, se forvirret ud dér?«
Lidt efter kan man på monitoren se Lie Kaas og Troels Munk sidde side om side, Munk med armen om Kaas, og kigge på fjernsynet, mens de griner og drikker øl. Det ene kamera skifter mellem de to skuespillere, mens det andet er på dem begge to. Stromboli ser opstemt og meget glad ud, men P ved ikke rigtig, hvad han skal synes, men når Stromboli smiler og griner, så smiler og griner P også.
Man kan tydeligt høre pornofilmens ensformige syntheziser-musik, og velvidende, at han ifølge dogmeforeskrifterne ikke må pille ved lyden fra optagelserne, bemærker lydmanden, at han hellere ville høre noget »støj og kysseri, når de kravler rundt.« Men, siger Åke Sandgren, »det er god musik.« Han er tilfreds med, at det lyder virkelig corny, for han vil have, at musikken bestemmer, hvordan de to kameraer skal bevæge sig og zoome.
»Det meget bevægelige, næsten kaotiske kamera, som var i Festen og Idioterne er blevet en slags signatur på dogmefilm. Det er blevet en æstetik, som er mere tyngende end alle de kranture, man oprindeligt ville væk fra. Hvis vi skal holde os fri af det, så skal vi i hvert fald sørge for ikke bevidst at vælge den type kameraføring. Vi bruger en kameraføring, som kommer instinktivt – selvfølgelig vil det håndholdte være håndholdt, men vi skal ikke dyrke det.«
»Jeg planlagde ikke formen, men jeg ved jo i hvilken retning, den bevæger sig. Den går mod autenticitet, noget meget realistisk.«
»Det er grimt ad helvede til, så man er nødt til at erkende, at kvaliteterne ligger et andet sted. Skuespillerne og historien er indlysende, men det andet er, at alle de bevægelser, vi laver, alt det puritanske, bliver til en slags stor bevægelse, når man klipper det sammen. Kvaliteten ligger i bevægeligheden, at vi kan gå rundt om hjørnerne og være over det hele. Selvom det på en måde er grimt, så er det stadig musik, bevægelighed, ballet.«
Det er et par dage efter, jeg første gang besøgte optagelserne af En usynlig mand. Nu er produktionsholdet rykket ind i deres lille campingvogn igen. En ramponeret model i mellemstørrelse, der ser ud til at blive holdt sammen af gaffatape, alle filmarbejderes bedste ven.
Vognen er parkeret neden for en af de otte etager høje boligblokke i Bellahøj – lige overfor Bellahøj Camping og i nærheden af Freja – hvor en lånt lejlighed på femte sal gør det ud for P’s lejlighed.
Da jeg ankommer, er filmholdet ved at færdiggøre en følsom badescene med Line Kruse og Nikolaj Lie Kaas, så jeg bliver forment adgang til settet.
Udenfor, ved campingvognen, sænker mørket sig over det luksuriøst tænkte byggeri, Københavns første højhuse, med lejligheder som ikke længere er så eftertragtede, i et kvarter som ikke længere har et særlig godt ry.

Trætte og hysteriske barnestemmer lyder fra de åbne vinduer, mens den tunge aftentrafik buldrer forbi på Bellahøjvej lige på den anden side af hækken. Et yngre par går forbi uden at ænse hverken mig eller campingvogn. De taler om at få en ny lejlighed. Ja, det vil sige, manden taler til kvinden, der stormer afsted flere skridt foran ham.
Inde i den varme og trods alt hyggelige campingvogn, bydes jeg på varme, velduftende micro-popcorn. Det indbyggede køleskab opbevarer vingummi og smør, og skabene er fyldt med snacks og chokolade. Mens mine øjne går på opdagelse, og produktionsteamet diskuterer regnskaber, udsteder checks og underskriver bilag, kan jeg også så småt følge med i de ’hemmelige optagelser,’ når der lyder et »stilhed« og »klar til optagelse« i walkien på bordet.
»Jeg giver skuespillerne meget stor frihed. Når de af ren rutine f.eks. spørger, om ’synes du, det og det og det?’ Og så siger jeg, at ’det er en skidegod idé.’ De kan mærke, at jeg ikke tager stilling til det. Selvfølgelig er det inden for en ramme – de ved jo, hvor karaktererne er på vej hen, og det er vi så enige om. Men det, at jeg giver et ansvar til dem, gør, at de gør et større stykke arbejde og påtager sig et større ansvar. Derfor får jeg også meget mere ud af dem.«
»Den scene, hvor Nikolaj får ild i håret, er droppet.« En af produktionsassistenterne er over telefonen ved at forklare filmens stuntman, Stig Günther, at Åke Sandgren har droppet en effektscene, fordi »han føler, at han er kommet i konflikt med dogmereglerne.«
»Vi har været skidedygtige og skideheldige,« siger Kamilla Monies, da jeg spørger til optagelsernes forløb. »Der er en magi på den her optagelse, som får mig til at tro så meget på det hér! Åke er så glad og afslappet, og Nikolaj og Line og Peter og Susan kan så godt sammen.«

Havde det ikke været fordi, han selv havde oplevet den gode stemning på settet, ville Filmjournalisten have klappet i hænderne over den lille salgstale. Men Monies virker oprigtig, og omgangstonen filmholdets medlemmer imellem er da også både lun og afslappet.
»Der har selvfølgelig været hurdles,« fortsætter hun, »men det er så vores job at klare det, så de ikke lægger mærke til det deroppe i lejligheden – så de bare synes, det går skidegodt.«
En fra filmholdet, som har været oppe i lejligheden, kommer ind i campingvognen og bliver straks udfrittet om optagelsernes forløb.
»Det var lidt svært at få noget indtryk af Nikolaj og Line,« fortæller han. »Åke kom lige ud og sagde, at det gik fint. Men Line havde det vist svært med det.«
»Hun har været skidenervøs for den scene,« supplerer Monies.
Ved ’frokosten’ lidt senere synes begge skuespillerne at være ved godt mod, og Lie Kaas tager sig tid til at modtage lidt ros fra mig, der har set skuespillerens seneste film, Anders Thomas Jensens Blinkende lygter. »Det er første gang, jeg har kunnet se det hele lidt udefra,« forklarer han om sine oplevelser med den film, »og det betyder, at jeg har kunnet slappe lidt mere af.«
Efter maden går jeg en tur med op i lejligheden, hvor filmholdet nu er ved at rigge stuen klar til scenen efter badet, hvor P og Tanja spiser middag sammen. Stuen er meget spartansk indrettet med en seng, et bord og et fjernsyn, og på nogle hylder i et hjørne står den dåsemad, P lever af, og som han serverer for Tanja. Da Åke Sandgren, de to kamerafolk og skuespillerne begynder at øve scenen, forlader jeg selskabet. På vej ud i den milde efterårsnat kommer jeg forbi en seddel, filmholdet har sat op i opgangen. På den be’r de højhusets øvrige beboere om at bære over med ugens filmoptagelser.
Mon de overhovedet har lagt mærke til, at der har været et helt filmhold i deres opgang!?

FAKTA
En usynlig mand
En usynlig mand er et af projekterne i den anden bølge af dogmefilm, som allerede rammer de danske biograflærreder i begyndelsen af december, hvor Lone Scherfigs Italiensk for begyndere får premiere. Senere kommer også dogmefilm fra Ole Christian Madsen og
Henrik Ruben Genz.
En usynlig mand er en meget moralsk og sine steder også ganske humoristisk historie. Et sorgmuntert drama med magisk-realistiske undertoner om et moderne, fragmenteret familieliv, om kærlighed og sammenhold og om identitet og fremmedhad.
Filmen handler mere konkret om en familie bestående af to hyperstressede forældre og deres forsømte datter.
En dag beslutter datteren sig i ren desperation for at dø og til live kommer hendes usynlige ven P. Filmen følger så den voksne P ud i en verden, han ikke forstår og har lært at gebærde sig i, og som heller ikke forstår ham.
En usynlig mand er skrevet og instrueret af den herboende, svenske instruktør Åke Sandgren, der også stod bag Miraklet i Valby, Slangebøssen og senest den roste ungdomsthriller Dykkerne.
I hovedrollerne ses Nikolaj Lie Kaas (P), Line Kruse (hans veninde, Tanja), Peter Mygind og Susan Olsen (Lisas forældre Walter og Charlotte) og Troels II Munk (Stromboli, P’s chef).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her