Læsetid: 5 min.

Vor tids vølve

7. november 2000

Danmarks nutidsvølve udgiver sine essays fra 90’erne. En tankevækkende og stimulerende dialog med det 20. århundredes utopier

Ny bog
Titlerne på Suzanne Brøggers bøger – især essaysamlingerne – har ofte haft navn af et fluidum, man bør indtage med omtanke: Brøg (1980) Kvælstof (1990) og nu Sejd, der markerer et nyt rundt tiår, tilmed et årtusindskifte.
Sejd er det oldnordiske navn for den trylledrik, vølver – seersker – brygger for at kunne se ind i fremtiden. Stemningen i Sejd rammes da også af netop Brøggers oversættelse af det oldnordiske digt Vølvens Spådom (1991): Jeg ser fremtiden langt borte/ og fremtiden ikke så fjern/ hvor aser rammes af/ ragnarok.
Ragnarok forude! – intet mindre. For der er i bogen en kulturpessimisme og undergangsstemning, som er karakteristisk for tiden – men også mærkeligt ulogisk netop i nutidens højkonjunktur. Også Suzanne Brøgger har svært ved at se fremtiden som et meningsfuldt sted at være.
Hvorfor mon? Er det fordi netop hendes generation faldt i utopien som unge, og aldrig siden har oplevet noget, der susede som det? Eller fordi Brøgger ser syner forude, som er skjult for andre? Kunstneren som netop en seer, en profet, der – med Milan Kunderas ord – tager mål af fremtiden, er netop et genkommende tema også i Brøggers nye bog.
Og hvem andre herhjemme end netop Suzanne Brøgger kunne ellers fortjene titlen som Danmarks Nutidsvølve af første Grad? Lige siden sin opsigtsvækkende debut med Fri os fra Kærligheden i 1973 har Suzanne Brøgger udfordret med provokationer og forudsigelser – om kønsrollernes fald og om kærlighedens overgang fra socialt kit til almindeligt nydelsesmiddel.
Ikke mindst er Brøgger en af de alt for få i sin generation, der har haft mod og intelligens til offentligt at diskutere sine oprindelige synspunkters holdbarhed. Som når hun i denne bog påpeger, at den endegyldige triumf for sloganet ’Gør det private politisk’ blev mediernes udstilling af verdens mægtigste mand, Bill Clinton, med bukserne nede og en sædplet på praktikantens kjole. Et tvivlsomt fremskridt, kunne man tilføje, eller med Brøggers ord i nøgle-essayet »En køn historie – et kvart århundrede efter«: »Jeg kan ikke genkende noget, jeg drømte om.« Sådan.
Hun diskuterer åbent, om kønskampen egentlig er endt særlig godt. Vi lever, mener hun, i en ’matristisk’ tid, hvor kvindelige, milde værdier er kommet i højsædet på bekostning af ’patristiske’ – mandlige – idealer om dynamik, pligt og driftsundertrykkelse.

Dommedag over sig selv
Blev resultatet så en friere, mere lige verden? Både-og: Incest har afløst homoseksualitet som kulturens basic nightmare, fellatio kom i seksuel højkonjunktur som det, alle kan gøre med alle, uansat køn og alder, pligt blev et fy-ord og Faderen som beskytter forsvandt, ja »selv grammatikken er blevet en skønssag. Pausekomma, hvabehar.«
Iagttagelsen er lige så rammende som forfærdende morsom, præcis som denneher: »en kvindes åndelige udvikling (har) aldrig gavnet hendes partnervalg.«
Men begge dele er også generaliseringer ud fra tendenser, der er der – men de modsatte er der sgu da også. F.eks. er kærlighed og familie igen blevet socialt kit, folk gifter sig og holder sammen i en grad, der er forbløffende, når man betænker opgavens varighed og omfang med vore dages høje levealder.
Det ændrer bare ikke ved, at diskussionen er væsentlig, og at det karakteristisk nok er netop Suzanne Brøgger, der (i øvrigt sammen med en anden kvinde, antropolog og chefredaktør Anne Knudsen) tager debatten op.
Resultatet af Brøggers dommedag over sig selv er nemlig netop ikke blevet offentlig bodsgang, men en ongoing og stimulerende dialog med den utopiske tænkning i det 20. århundredes sidste tredjedel: Når bare kærligheden blev gjort fri af økonomiske forpligtelser, når bare kønnene blev stillet lige... Men se, om utopia indfandt sig! Som den palæstinensiske kvindelige politiker Liana Badr siger i bogen: »Engang var det nok at erklære sig som revolutionær, efter den kolde krig skal man være konkret.«
Men Brøgger konstaterer også, at kvindekønnet – trods alle forbedringer i vores del af verden – forsat bærer med sig en form for stigmatisering, uanset hvor eller i hvilken form.

Kunstneren som offer
I det hele taget er bogen propfuld af fremragende iagttagelser og rammende udtryk, og mere end flere af hendes tidligere bøger emmer den af en art forløsning – en levende, varm strøm af indignation og engagement. Brøggers stil er stadig vittig og præcis, men sjældent direkte munter – mest underfundig i de små lækre sushi-agtige Japan-kapitler. Hun har blik for mennesket i den politiske situation og tager derfor intuitivt afstand fra al fundamentalisme og ufrihed. Dog uden nogensinde at blive arrogant. Suzanne Brøgger søger altid reel viden og i et karakteristisk glimt falder hun i snak med Liana Badr om – overgangsalderproblemer...
Samtidig med, at et andet tema i bogen er bagsiden af kunstnerens virke, nemlig kunstneren som offer, der også slås an i den korte indlednings slutakkord:
»Der må være nogen tilbage, der ved hvordan det føles at være en leopard. Og at man ikke kan komme af sted med at være det.«
Det er det, Karen Blixen kaldte »at være en kobberslange« – nemlig at blive en samlende linse for tidens begær efter historier, et begær, der opæder det private menneske.
Til denne genre hører interviewene med dronning Margrethe og den fatwa-ramte forfatter Taslima Nasrin, samt et uendelig smukt og melankolsk essay om den letsindige forfatter Oscar Wilde.

Vølven ved gryden
Og lad det være sagt først og sidst: Af alle kulturpessimister i tiden er Suzanne Brøggers sejd uden rimelig tvivl bedst selskab. Diskussionen kan begynde her, om vor vølve ved sejdgryden virkelig har set fremtids forsvinden forude – eller blot har set sin egen tids utopier gå ned med flaget, uden at kunne tage tidens netværksoptimisme med i gryden.
Og må jeg også lige tilføje i en fodnote, at det reelt er utilfredsstillende, at forlaget kun angiver årstal på artiklerne, ikke hvor og præcis hvornår disse essays har været trykt første gang. Ikke kun fordi en hel del faktisk har stået i Information – af almindeligt kilde-hensyn vil man godt kende sammenhængen.

*Suzanne Brøgger: Sejd. Artikler og essays 1990-2000. 428 s.,
350 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu