Læsetid: 4 min.

Tophold savnes

27. november 2000

Før vinterpausen topper Brøndby dansk klubfodbold, men uden at sætte standarden i en liga, der er mere Kondi end Super

Fodbold
Selv om AB havde spillet sin syvende kamp i træk uden at vinde, blandedes nederlags-nedtryktheden foran omklædningsrummet sig med lettelse over, at et horribelt efterår var overstået. Og af at der forude venter tre måneders turneringspause. 
Vist kan akademikerne fra Bagsværd ryge under nedrykningsstregen, såfremt den lige så plagede mesterklub i Herfølge besejrer Brøndby i dagens tv-transmitterede hængeparti, men det vil så blot være det sidste af en række hug, hvor syv kampe er endt remis, mens fem af otte nederlag har været på ét mål.
AB’s lidelser afspejles i transportsituationen. De grønblusede skulle nærmest bruge en større bus til at fragte de ukampdygtige 1. holdsspillere til 1-2 kampen på Lyngby stadion end til selve truppen. Med Mohammed Nabete blandt de 15 havde AB været nede i ynglingeafdelingen og hente forstærkning for at kunne fylde bænken.
Paradokset er, at holdet som har spillet sig til 16 af 54 point i dette fodbold-efterår som eneste Faxe Kondi Liga-klub har tre landsholdsspillere: Midtbanens Brian Steen Nielsen, der på grund af karantæne ikke var med, kantspilleren Jan Michaelsen, der spillede som om han ikke var med – og midterforsvareren Steven Lustü, der trivedes bedre i Herfølges zoneopdækkkende 4-back kæde end som sweeper i AB.
AB’s monstrøse vanskeligheder kan aflæses i, at Lyngbys i 1. halvleg afsluttede fire gange på træværket. Det gav et mål ved Kim Christensen på afspringet fra Topbias Grahns ( kampens bedste) hammer af et hovedstød på overliggeren. I alle tilfælde – og mange gange efter pausen, hvor tempo og intensitet steg – spillede Lyngby bolden frem i det tomme rum bag højre wingback Jan Michaelsen.
Det var systematisk udnyttelse af 3-5-2 systemets klassiske svaghed og med større træfsikkerhed havde Lyngby lukket kampen, inden AB fik udlignet på en  vidunder-helflugter af Rasmus Green og havde Lyngby på hælene i det sidste kvarter før pausen.

Aldrig helt gode
Men sådan er det jo med den bedste nationale frække, der er mere Kondi Liga end Superliga. Selv de to teknisk bedst udrustede hold, Lyngby og AB, spiller sjældent hele kampe godt. De er gode i sekvenser af en kamp, men de også tynde – langt under det acceptable - i samme kamp.
Den slags kan man tilgive hold med mange purunge spillere, som de lynhurtige kontra-spils-specialister fra Lyngby. Men den nedslående kendsgerning er, at det samme gælder førerholdet Brøndby – og efterårets trekant-overraskelse fra det midtjyske: Silkeborg IF med det buldrende underskud, som overvintrer på 2. pladsen, pokalvinderne fra Viborg og oprykkerne FC Midtjylland.
Det rækker ikke i det europæiske perspektiv, som for tiden er det dominerede. Hvor usolidarisk og profit-fikseret det end kan synes, så er ideerne  om en SUPERliga for de største og bedste klubber og en EUROliga for de næststørste, kommet for at blive. Der er simpelthen for givtige økonomiske udsigter i planerne til, at de ikke skal afprøves inden for få år.
I den sammenhæng er det skidt, at de to sværvægtere Brøndby og FC København ikke har skilt sig klart ud.
Vist er Brøndby sikker som efterårsvinder – og FCK vil på en delt 5. plads højst være seks points tilbage efter Herfølge-Brøndby. Men hverken de to klubber med de største tilskuertal - over 10.000 i snit på hjemmebane - og de stærkeste økonomiske fundamenter, har som rigtige tophold sat en spillemæssig standard, som de 10 andre kan efterstræbe.
Det er et spørgsmål, hvem der har betydet mest for, at FCK i dette efterår har vundet otte og tabt fire kampe – ikke omvendt: Træner Roy Hodgson eller de indkøbte spillere Ståle Solbakken og Jacob Laursen? Tilsammen har de dog forstærket vindermentaliteten på det hold, der har Faxe Kondi Ligaens mest ’højrøvede’ holdning til modstanderne og derfor tit taber på en vis Lars Tyndskids mark hinsides den jyske højderyg.
Brøndbys norske træner Aage Hareide skulle introducere en moderne,  mere boldspillende 4-3-3 spillestil. Men det er i højere endt som Brøndbys klassiske eksercits: ’Kør-dem-ned’ i 4-4-2-format.
Det er sikkert godt nok til at vinde mesterskabet 2001. Men selv om skønspilleri alene ikke gør det, så er der altså ikke meget fornyelse og forbedring i europæisk sammenhæng i det, som skandinaverne indtil nu har tilført Brøndby.
Den hjemlige Faxe kondi Liga mangler egentlig ikke talenter med en lovende fremtid foran sig, som efterårets spiller, topscorer Peter Graulund, Brøndby og bl.m.a. Silkeborgs Thomas Røll, Lyngbys Tobias Grahn og midtjydernes Mogens Laursen. 
Det, ligaen mangler, er et tophold, der sætter en superliga-standard, som er unik, forbilledlig og efterlignelsesværdig. Det kræver både godt spil og gode resultater. Og det ville modarbejde den tilbagegangs-psykose, der i øjeblikket martrer topklubberne i skikkelse af faldende tilskuertal og røde bundlinjetal.
Generelt er tilskuertallet faldet godt fire procent i forhold til sidste efterår. Alle kampe på tilskuerbarometrets Top 10 involverer  FCK og Brøndby. Renser man for de to klubbers tal er tilskuertallet ifølge dagbladets BT’s opgørelse faldet 13 procent. Det forklarer, at netop de to er med til bords, når der tales EUROliga. Modsat kan den danske Kondi Liga ikke undvære FCK og Brøndby, selv om de langt fra har spillet som rigtige tophold i dette efterår. 
 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her