Læsetid: 4 min.

’Jeg tror, freden kommer’

24. november 2000

Ingen krig og ingen fred er komplet styret af lederne, siger Shimon Peres, fhv. israelsk regeringschef. Men freden kommer, for der er intet alternativ.

Interview

Intifada 2000JERUSALEM – »Der findes intet middel til at kontrollere volden. Ild og vand passer ikke sammen. Man kan kontrollere vand, men man kan ikke kontrollere ild. Med andre ord kan man kontrollere forhandlinger, men ikke kontrollere vold.«
Et af de store navne i israelsk politik, Shimon Peres, ser træt ud. Han sukker tungt mellem sætningerne. Han er kommet for sent til mødet med pressen på grund af afstemninger i Knesset. Den mellemøstlige fredsproces, han gennem et langt politisk liv er kommet til at personificere, synes at hvile tungt på hans skuldre.
»Jeg tror, freden kommer. Fred er ligesom liv – man kan dræbe et menneske, men man kan ikke dræbe livet. Man kan dræbe mennesker, men man kan ikke dræbe freden,« fortsætter han.
Peres indrømmer selv, at fredsprocessen hænger i laser. Men trods de voldsomme begivenheder i hans del af verden gennem den snart otte uger opblussen af konflikten med palæstinenserne, stoler han på, at hans vej, forhandling og kompromis, er den rette.
Det er måske en af årsagerne til, at han er politikeren, mange israelere elsker at hade. Han betragtes som blød og eftergivende over for palæstinensiske krav.
I modsætning til sin nuværende chef, ministerpræsident Ehud Barak, har den 77-årige politiker ikke nogen strålende militær karriere forud for den politiske, hvilket mange ser som forklaringen på, at hans indsats på fredsprocessens vegne har skaffet ham større respekt i udlandet end i Israel, bl.a. i form af Nobels fredspris i 1994, delt med Yitzhak Rabin og Yasser Arafat.

Forstår ikke Arafat
»Jeg er altid optimist, men jeg er ked af, at hvad Barak foreslog i Camp David ikke blev accepteret, for jeg synes han strakte sig vidt og kom med et meget generøst tilbud. Jeg mener, Arafat begik en fejl ved ikke at acceptere det,« siger Peres om juli måneds fejlslagne topmøde i USA, en fiasko, iagttagere ser som optakten til den nuværende konflikt.
Shimon Peres er af den faste overbevisning, at alle resultater opnås ved forhandlingsbordet, og at begivenhederne på slagmarken kun er nedbrydende. Derfor piner det ham at se, hvordan konflikten har grebet om sig, og hvordan de politiske ledere tilsyneladende har mistet kontrollen over udviklingen.
»Ingen krig og ingen fred er komplet styret af lederne,« fortsætter Shimon Peres.
»De påvirkes voldsomt af, hvordan folket ser udviklingen fra sidelinjen. Lige nu lever vi med paradokset, vi er tæt på en løsning, men fjernt fra en aftale.«

Syrien vil ikke i krig
Derimod mener Shimon Peres ikke, der er grund til at frygte, at konflikten udvikler sig til en ny Mellemøstkrig. Han anser det for umuligt at samle en krigskoalition mod Israel uden jordansk og egyptisk medvirken, og de ønsker ikke at gå i krig. Tilbage står Syrien, som næppe har vilje eller formåen til at binde an med opgaven alene:
»Økonomisk er Syrien fattigt og tilbagestående og hæren er en smule … gammeldags. Desuden er en fuldstændig krig meget vanskelig at sætte i scene siden afslutningen på Den Kolde Krig, for der er ingen supermagt til at levere våben, penge og politisk støtte til et sådant forehavende. Jeg tror ikke, at den syriske økonomi kan klare omkostningerne ved moderne våben. De har ganske vist missiler, men vi har effektive svar på missilerne.«
»Hvad angår Syriens nye præsident, havde vi forhåbninger i begyndelsen, men hans taler i Cairo og Doha (de seneste henholdsvis arabiske og muslimske topmøder, red.) var utroligt skuffende. De var ligeså ekstreme, men ikke så kloge som hans fars taler.«
Ifølge Shimon Peres vil udviklingen før eller siden føre til nye israelsk-palæstinensiske forhandlinger, men grundlaget vil ikke være væsentligt forskelligt fra det, man hidtil har forhandlet om.
»I det store og hele tror jeg verden ser med tilfredshed på forhandlingerne i Camp David. Og jeg tror, hovedparten stadig er af den opfattelse, at Camp David er den bedste mulighed for alle parter i konflikten. Jeg ser ikke nogen fornuft bag Arafat’s afvisning af Camp David. «
Derfor opfatter han også palæstinensernes krav om at internationalisere konflikten som endnu en fejltagelse.
Det vil indbefatte udstationeringen af en international styrke på Vestbredden og Gaza-striben, hvilket i Peres øjne kun vil gøre ondt værre:
»Ingen stoler på, at en international styrke kan bringe fred, lige som et barometer ikke kan bringe os normale temperaturer. Palæstinenserne har jo også selv udtrykt ønske om at afslutte forhandlingerne, mens Clinton er i embedet, og hvad Camp David angår, er det europæiske synspunkt ikke anderledes end det amerikanske.«
»Forud for en aftale er flertallet altid imod, og efter dens indgåelse er flertallet for. De, som er imod en aftale, er det på grund af skepsis. De tror ikke, at en aftale er realistisk,« slutter Shimon Peres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her