I Tyrkiet er tørklædet en tradition, og som tolerante turister respekterer vi naturligvis de lokales levevis
Selskabsrejsen 4
Superbrugssagen skabte stor sympati for de stakkels muslimske piger, som ikke måtte gå med tørklæde. Vi følte også med dem og handlede ikke i Superbrugsen i to uger. Et stykke stof skal da ikke skille kunder fra kassedamer, og traditioner og religioner er tunge og svære at skille sig af med. Det tager tid at tilpasse sig.
Det tager os adskillige dage at acceptere tanken om at tage et tørklæde med til Tyrkiet. Vi har vel lov at holde fast i vores traditioner, lige som de holder fast i deres. Men vi opfatter os selv som tolerante og tilpasningsdygtige turister, så vi tager tørklædet med.
Vagten ved Suleymaniye-moskeen i Istanbul ser skuffet ud, da Malene med slet skjult stolthed tager tørklædet frem fra tasken. Han tjener lidt ekstra ved at uddele tørklæder til tankeløse turister. Et par tilslørede lokale kvinder ser til gengæld ud til at sætte pris på vores indsats. Humøret stiger endnu et par grader, da en kvindelig turist skal betale for hele tre tørklæder, fordi hun har blottet både sit hår og sine solbrændte ben og arme.
Bare en fortolkning
Tørklædet er et rigtigt valg. Tingene er jo enkle i Tyrkiet. Så vidt vi ved, går alle med tørklæde, og det er vel ikke af tvang, men bare en tradition.
Vagten er igen i gang. Han bruger en hel bunke tørklæder for at kamouflere en gruppe amerikanske turisters kødfulde kroppe. Vi fniser frydefuldt og nyder rollen som tolerante turister, der har sat sig godt ind i sagen.
Amerikanerne har en guide med. En ung tyrkisk kvinde, der som den naturligste ting af verden går ind i moskeen uden tørklæde på. Vi er chokerede. Det minder os om de drømme, hvor man går ud på gaden og først for sent opdager, at man er nøgen, og at alle stirrer på én.
Guiden opdager ingenting, selv om vi kigger intenst på hende med rynkede øjenbryn og hoster højlydt, så en langskægget mand stopper midt i sin bøn og kigger vredt på os. Hun er i gang med en forklaring om moskeens arkitektur og bønnens betydning. Netop som vi vil afbryde hende og gøre opmærksom på den pinlige påklædning, redder en af amerikanerne hende.
»Just one more question. When you say you are a muslim why dont you wear a scarf then?« spørger han. Det er, hvad man kalder et godt spørgsmål!
Det synes guiden ikke. Hun ser først uforstående ud, derefter en anelse nedladende.
»Intet i Koranen siger, at kvinder skal gå med tørklæde. Det er bare en fortolkning,« siger hun.
Amerikanerne ser lige så forvirrede ud, som vi føler os.
»Den muslimske moral er den samme som den kristne. Som kvinder bør vi ikke spille op til andre end vores mand. Men det behøver jeg ikke et tørklæde for at overholde,« slår hun fast og fortsætter med et lille smil:
»Tørklædet er en praktisk foranstaltning, som kvinder bruger, hvis de ikke har selvtillid nok. Tørklædet hjælper dem, der har brug for det,« siger hun og ligner en, der bestemt ikke har brug for hjælp.
Atatürks fejltagelse
Det har vi. Vi forstår ikke noget. Vil Superbrugs-sagen blive en enlig svale, hvis alle muslimske piger bytter tørklædet ud med et aftenskolekursus i selvtillid? Eller skal kristne kvinder også gå med tørklæde? Vi får noget at tænke over den aften og er ikke længere sikre på, hvordan man spiller rollen som tolerant turist.
Vi finder guidebøgerne frem og bladrer for at finde et svar. Tørklæde eller ej? Et afsnit om Tyrkiets første præsident, Kemal Atatürk, afslører, at han ville afskaffe tørklædet sammen med alle andre osmanniske traditioner. Men protesterne var for voldsomme, og han opgav at kriminalisere alle kvinder i Tyrkiet.
Er Malenes tørklæde så politisk propaganda mod den tyrkiske republiks grundlag? Vil Atatürk vende sig i sit enorme gravmæle i Ankara, hvis han ser hende tage tørklædet på?
Shampooreklamer
Vi har ikke lyst til at besøge flere moskeer. Vi tager til Ankara, Atatürks nye hovedstad, hvor traditionerne er knap så tunge, og moskeerne så nye, at guidebøgerne ikke gider nævne dem. Ankara er en universitetsby, og her er masser af kvinder med selvtilliden i orden. De svinger med håret som omvandrende shampooreklamer og sender søde smil, der vist må høre til kategorien flirt. Tørklædet er pakket langt væk, og Tyrkiet er til at forstå. Vi går mod den nye bydel for at finde en internetcafé, men bliver stoppet af en menneskemængde foran universitetet. Der er flere hundrede kvinder og lige så mange forskellige tørklæder. Ved siden af står en gruppe mænd. Kvinder og mænd råber i takt og rækker knyttede hænder i vejret. Nogle af kvinderne stopper de forbipasserende for at få dem til at skrive under på et eller andet. Alle, der kommer ud fra universitetet, bliver stoppet. De færreste skriver under.
De tørklædeklædte kvinder vil være et godt, eksotisk billede til rejsedagbogen. Carsten finder kameraet frem. Fire kvinder slår ring om ham og forklarer, at de demonstrerer for retten til at bære tørklæde på universitetet. De ser hverken ud til at mangle selvtillid eller være sky over for det modsatte køn.
Tørklæder er åbenbart et uundgåeligt tema. Vi skriver under og ønsker os langt væk. Det er ikke nemt at være tolerant turist i Tyrkiet. Det er vel nærmest nemmere at være pressechef i Superbrugsen.
*Artiklen er den fjerde i en serie. De foregående blev bragt den 13., 19. og 25. oktober. Serien fortsætter.
