Analyse
Læsetid: 5 min.

Tyrkertro på retur

24. november 2000

I Tyrkiet skorter det ikke på politikernes veltalenhed og befolkningens vilje, når snakken falder på medlemskab af EU.
Men Vestens version af virkeligheden står i vejen for de store visioner

Tyrkiets ministerpræsident Bülent Ecevit er ikke bange for at bruge store ord. I foråret lovede han sine landsmænd, at Tyrkiet ville være medlem af EU inden 2005. Det kunne lyde som en fortalelse. Men det var snarere et velovervejet udtryk for en udbredt holdning blandt tyrkiske politikere og embedsmænd: At Tyrkiet er selvskrevet til medlemskab af EU, fordi landet er et demokrati og er medlem af andre vestlige sammenslutninger som NATO, OSCE og OECD.
Det var ikke første gang, Ecevit udtrykte sin tiltro til Tyrkiets fremtidige EU-medlemskab.
I december sidste år, da EU-landene ved Helsinki-topmødet officielt anerkendte Tyrkiet som potentielt ansøgerland, udtalte ministerpræsidenten, at »fuldkomment medlemskab af den europæiske union er Tyrkiets fødselsret. Tyrkerne har været europæere i 600 år.«
Ingen tvivl om, at store dele af befolkningen og bureaukratiet troede Ecevit. Glæden var enorm og enigheden stor: Endelig var retfærdigheden inden for rækkevidde. For tyrkerne var det en bekræftelse af eventyrets logik: Først må man gå så grueligt meget galt igennem, og så ender alting godt.

Allerede længe inden Helsinki-topmødet mente mange tyrkere, at eventyret måtte nærme sig sin lykkelige afslutning. Tyrkiet lavede en associeringsaftale med EU allerede i 1963, og siden er det gået fremad. Imidlertid er det gået uendeligt langsomt set fra Vestens synspunkt. Selv Vesteuropas tidligere fjender, de østeuropæiske lande, er kommet foran i køen. Nu måtte det være Tyrkiets tur til at få et skub fremad.
Udenlandske iagttageres mere afdæmpede vurderinger var ikke en del af den tyrkiske virkelighed i de dage i december sidste år. I Tyrkiet syntes vejen mod EU bred og belagt med ganske få og formelle forhindringer. Ecevit lovede, at de forandringer, EU-landene krævede af Tyrkiet, ville ske hurtigere end ventet. Men virkeligheden var ikke med ham. I hvert fald ikke EU’s version af virkeligheden.
EU-landene ventede næppe revolutioner i Tyrkiet. Men muligvis troede EU’s udvidelseskommissær Günter Verheugen, at Helsinki-topmødets signaler ville sætte reformerne af lovgivningen i højere gear. På topmødet gjorde han klart, at Tyrkiet ikke var selvskrevet som medlem – blot accepteret som et af de lande, EU ville gøre sig den ulejlighed at oplyse om sine krav og gå efter i sømmene. Dette ubelejlige budskab trængte tydeligvis ikke igennem hos tyrkiske toppolitikere, som med pokerfjæs og populistiske taler afventede EU’s vurdering af forholdene knap et år efter Helsinki-mødet. Imens ventede store dele af de 10 mio. kurdere spændt på effekten. Ville EU’s forventninger til Tyrkiet udrette de mirakler, som årtiers væbnet og verbal kamp ikke havde udrettet?
»Den tyrkiske regering har ikke ændret syn på os. Men den vil gerne have, at EU ændrer syn på Tyrkiet. Det er ikke den bedste baggrund for bedre forhold for kurderne. Men EU er vores eneste håb, nu hvor Öcalan er fængslet,« som en ung kurdisk mand udtrykte det, da Informations udsendte mødte ham i et tehus i Van, en kurdisk domineret by i det østlige Tyrkiet. I Van giver Ecevits udtalelser om de europæiske tyrkere ikke den store mening. Men EU er et mantra, der har erstattet tiltroen til våbnenes magt.

Derfor var den 8. november i år en dårlig dag både for Ecevit og for indbyggerne i Van. Den dag præsenterede EU deres version af virkeligheden i Tyrkiet. Det var ikke en version, der passer sig som slutningen på et eventyr.
Det klare budskab var, at debat og diskussion er fint. Men det er meget lidt værd uden efterfølgende handling. Tyrkiet kan glemme alt om EU-medlemskab, hvis dets borgere ikke sikres frihed til at tænke og tro, hvis dødsstraf og tortur ikke afskaffes, og hvis den hær, der opfatter sig selv om garanter af tyrkisk sikkerhed og suverænitet, ikke underkastes demokratisk kontrol. Desuden skal undtagelsestilstanden i de kurdiske områder i sydøst ophæves, og kurderne skal sikres kulturelle rettigheder.
Umiddelbart en version af virkeligheden, der understøtter den unge mand i Van og underminerer ministerpræsident Ecevit. Men det betyder ikke, at kurderen i Van går en god fremtid i møde. Måske tværtimod.
Tyrkertroen på landets fødselsret til EU-medlemskab er på retur. Selv i et land, hvor dele af den analfabetiske landbefolkning ikke ved, hvad ordet kurder betyder, og tomme trusler og strategisk snak ofte virker, er det svært at skjule sandhenden: At Ecevits løfte er længere fra den vestlige verdens virkelighed end nogensinde. Det er dårlige nyheder for mange mennesker: For de millioner af tyrkere, der ønsker en bekræftelse af deres europæiske identitet, for dem, der ønsker de økonomiske fordele af EU-medlemskab, og for dem, der ser EU som garant for minoritets- og menneskerettigheder.

Vejen til EU er spærret af en vestlig version af virkeligheden, hvor kurdere kaldes for kurdere og demokrati er meget mere end valg til parlamentet. De forhindringer bliver svære for Tyrkiets EU-venlige toppolitikere at forcere. For EU’s udspil har svækket dem, så de står svagere end nogensinde over for de konservative kræfter i bureaukrati og militær, der ser EU-projektet som en trussel mod Tyrkiets suverænitet og selvforståelse.
De konservative kræfter fik yderligere brænde til det bål, hvor Ecevits løfter går op i røg, da EU-parlamentet for nylig gjorde klart, at Tyrkiets og Grækenlands strid om Cypern skal løses, og tyrkernes massakrer på armenierne i 1915 officielt bør anerkendes som folkemord.
Som professor Husyein Bagci, ekspert i tyrkisk politik og internationale sikkerhedsforhold udtrykte det i mandagens udgave af den engelsprogede avis Turkish Daily News:
»Hvis EU fortsætter med at opføre sig på en måde, der degraderer og demoraliserer den tyrkiske stat, kan intet politisk parti støtte et tættere forhold til EU.«
Regeringen får i hvert fald svært ved fortsat at tale for tilnærmelser til EU. De to topfigurer ministerpræsident Bülent Ecevit og den endnu mere EU-positive viceministerpræsident Mesut Yilmaz har for længst slået fast, at Tyrkiet ikke vil strække sig længere i Cypern-spørgsmålet. Og samme Yilmaz har understreget, at det ikke er nødvendigt at kalde nogle af Tyrkiets borgere for minoriteter.
Den slags giver et effektivt ekko. Det samme gør den svenske udenrigsminister Anna Linds besøg i Tyrkiet i fredags. Hun gjorde klart, at Tyrkiet ikke kan nøjes med som planlagt at lave nogle få kurdiske radio- og tv-programmer. Der også skal undervises på kurdisk i skolerne. Hun behøver ikke at sige mere for at gøre det lysende klart:
Tyrkiet er ikke kun adskilt af EU i tid. Der er endnu en virkelighed til forskel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her