Læsetid: 7 min.

Uden døde punkter

30. november 2000

Erik Skyum-Nielsens essays engagerer og er skrevet med en afgørende sans for litteraturens egenart

Essays
Erik Skyum-Nielsen holder et højt tempo, hvad bogudgivelser angår: I 1997 kom Den oversatte klassiker, i 1999 I øjenhøjde – klassikerportrætter, og i år udgiver han to samlinger med essays og artikler: Fra ånden i munden og Engle i sneen, hver på næsten 300 sider.
Med disse bøger foreligger der nu indspil, interessante læsninger og præmisser for litteraturdiskussioner, som kan holde danskerne søvnløse i lang, lang tid. Men ikke kun danskere; hans brede virke for litteraturen bliver der også lyttet til i Norge.
Gennem mange års virke i dagspressen har Skyum-Nielsen udviklet en forbilledlig evne til at præsentere stoffet: Introducere, fortolke, kritisere. Han skriver klart og medrivende om emner, der ind imellem kan være krævende og kontrastfyldte. Han fortolker forfatterskaber – hver for sig, men samtidig siger han også noget om, hvordan de indgår i mere generelle tendenser. Her diskuteres teksters »virkelighedsforstærkende elementer«, biografiens gyldighed, fraktal syntaksopbygning og meget andet.

Ikke forgæves
Der er enkelte kritikere, man umiddelbart stoler på. Allerede de første sætninger overbeviser om, at de foretager rigtige vurderinger. Skyum-Nielsen er en sådan kritiker. Præcis hvad der gør, at man umiddelbart stoler på hans vurderinger, er ikke uden videre til at sige. Han skriver usædvanlig godt; det er rigtigt. Men det er ikke kun det, der gør det. Den sikre orienteringsevne, humoren og det gemyt, der kommer frem i hans måde at nærme sig litteraturen på, giver skrivemåden noget ekstra.
Hvordan nærmer Skyum-Nielsen sig litteraturen? Hvad er hans metode? Der er vel nærmest tale om en eklektisk tilnærmelse og sonderingsevne.
Han insisterer gentagne gange på, at litteraturen har »et æstetisk, et etisk, et samfundsmæssigt og et filosofisk aspekt«. Man kan vende det rundt og hævde, at litteraturen i kritikeren Skyum-Nielsen har fundet en læser, hvor netop æstetiske, etiske, samfundsmæssige og filosofiske aspekter bliver fanget op og vurderet seriøst. Den litteratur, han læser, er derfor ikke forgæves.
Er det måske den følelse, forfattere sidder tilbage med, når de er blevet anmeldt af ham? Og hvis det er, tåler forfatteren nok lidt prygl. Som W. Benjamin skrev: Den kritiker, som ikke lærer forfatteren noget, lærer ingen noget. Og den forfatter, som ikke lærer noget af disse læsninger, lærer aldrig noget.

Det korte format
Et præcist billede på, hvordan Skyum-Nielsen nærmer sig litteraturen, giver han selv i Fra ånden i munden: »Bøger vil læses. De står og venter på at gøre dig til det menneske, de bærer inde i sig som et indbygget øre og øje.« En sådan holdning vidner om en taknemlighed over for litteraturen, en tro på, at bøgerne med tiden kan ændre læserens identitet.
Et mere mangesidigt billede på litteraturen er det vanskeligt at se for sig. Holdningen kommer til udtryk på flere måder og vidner om en enormt omfattende læsning, som de foreliggende essays fanger en flig af. Hvor meget læsning der ligger til grund for en sådan konstatering, er det umuligt at vide. Skyum-Nielsen har »slugt bøger fra (han) var 13-14 år«. Det må give mange ører og øjne!
Skyum-Nielsens stil er stort set ikke hæmmet af det undertiden korte format, han har skrevet i. Tværtimod indgår skrivemåden en lykkelig symbiose med sit stofs kompleksitet. I glimrende læsninger af Henrik Nordbrandt, Simon Grotian, Pia Juul, Solvej Balle, Christina Hesselholdt, Katrine Marie Guldager, Peter Adolphsen, Helle Helle, Kirsten Hammann (m.fl.!) går han direkte ind på det væsentlige og diskuterer sig på kryds og tværs ud af bogen og ind mod mere generelle spørgsmål, f.eks. om genrer.
Ind imellem kunne diskussionerne have været drevet længere ud, og enkelte af essayene savner gennemarbejdede slutninger, men de er fyldt med så megen læselyst, at man aldrig får indtryk af, at han undviger kompleksiteten i de temaer, han får øje på.
En sjælden gang kan han virke karrig, som i polemikken mod Niels Frank, og enkelte ville muligvis ønske, at også den mere viltert avantgardistiske del af dansk litteratur (Øverste Kirurgiske-fraktionen) blev inkluderet i hans kanon. Det æstetiske ståsted begrænser sig til at omtale værker, mens mere splittede fænomener falder udenfor.

To mentaliteter
Et hovedtema i Engle i sneen er forsøget på at forstå den nye litteraturs tilnærmelse til teologi. Tilnærmelsen sker ikke kun i litteraturen; det teologiske ligger i selve det at bedrive litteraturkritik, hævder han. Diskussionerne om en ny teologisering er i øvrigt også foregået højlydt i Norge.
Skyum-Nielsen har gjort den iagttagelse, at dansk litteratur »med voksende tydelighed (har) tematiseret forholdet mellem jordisk og himmelsk, eller lidt mere præcist mellem på den ene side den verden, menneskene bebor (...) og på den anden side alt det, som den velkendte verden grænser op til, hvorom vi kun kan drømme og digte«. Han påpeger et uhyre interessant sammenfald mellem denne nyorientering og litteraturens brug af anskuelser og indsigter fra den moderne videnskab.
Et afgørende spørgsmål lyder: Er den nyeste digtning »en kvalificeret tvivl på anti-metafysikkens sandhed eller en tro?« Der er to vidt forskellige mentaliteter, som kan give sig udslag i et litterært sprog, der lyder ens. Instrumentet til at finde ud af, hvad der er hvad, må altså indstilles meget skarpt. Lykkes det? Ikke altid, og grunden er, at det heller ikke altid er muligt.
Skyum-Nielsen mener at finde belæg for sin teologiske påpegning i flere forfatterskaber, som fortolkes andre steder i bogen – grundigt, men uden at der bliver lagt vægt på det teologiske. Det kan betyde, at ræsonnementet ikke er grundigt nok indreflekteret, fordi de teologiske læsninger er vanskeligere at gøre konkrete, end han selv giver udtryk for. Man får indtryk af, at der ikke skal så meget til for at blive indlemmet i kataloget over religiøst orienterede forfattere. Det kan være nok at have en reference til Brorson eller at skrive om engle.

Naturens skjul
En ellers forbilledlig introducerende læsning af Tage Skou-Hansens romaner munder ud i en »evangelisk pointe«, et muligt frelsesperspektiv. Men, siger Skyum-Nielsen: Hvorvidt der indtræffer nogen frelse hos læseren, »må afhænge af, hvem der læser, og fra hvilket sted, og hvorhen man som kritiker (...) tør forlænge sin læsning.« Tør, vil – eller snarere: har anlæg for?
I »Indbrud af andethed« hævder han, at beskrivelser af vejret fungerer som en teologisk markør, og mere end det: Som forkyndelse, som »billeder på det andets nærvær, som tegn for det absolutte andet. I den allernyeste digtning vrimler det med sne, regnbyger og kraftig blæst, som minder os om vor overladthed til kræfter, der er større end os».
Dagens litteratur har genopdaget Heraklits påstand: »Naturen ynder at skjule sig.« I de ikke-civiliserede, utæmmede, skjulte elementer står mennesket over for noget, videnskaben ikke har sprog til at benævne, men som litteraturen angiveligt egner sig til at nærme sig.
At det uforklarlige ved vejret skulle symbolisere noget religiøst, synes problematisk at hævde, eftersom vi ved, at mange af de stærkeste og mest ødelæggende naturkræfter netop har deres årsag i menneskelig livsførelse. Konkrete eksempler kunne have hjulpet.
Hvorvidt brugen af bibelske symboler og referencer til salmedigtning vidner om en genuin nyreligiøs orientering, eller de på postmoderne vis bruges som rekvisitter, tror jeg det ofte er nærmest umuligt at afgøre. Læseren må blot bestemme sig for, hvad han vil se og hvilke kræfter vejret implicerer, og om den symbolske merværdi indikerer noget religiøst.
Hvad er indikationerne på, at det drejer sig om noget andet end besjæling og projicering? Hvis digteren skulle vise sig at være en ateist, der har mærket, at bibelske forestillinger endnu har relevans, kan det være, han ikke har andet at stille op med det, end hvad kritikeren Henning Hagerup har beskrevet som »ufuldstændigt absorberede reminiscenser af et sakralt sprog«. Det er noget, der slet ikke diskvalificerer dette sprog, skønt Skyum-Nielsen kan have ret i, at enkelte »selvtilstrækkeligt sætter sig ud over bibelsproget«.
Skyum-Nielsen mener, at den meget brugte kortform i sig selv udtrykker det religiøse. I den er der en figurlighed, hvor vi »oplever en standset tid, ser mennesker i lukkede rum, men ser så en pludselig åbnet sprække, hvori der sker bratte indbrud af andethed i form af en gåde eller en gave«. Det minder om Joyces epifani, men den skabte et glimt af klarhed, ikke af gåde.
I det enigmatiske ser han et grundlag for »at tænke teksten religiøst«. Jeg bliver ikke overbevist om, at tekstlige huller, gåder og sprækker nødvendigvis må tyde på religiøsitet. Er religiøsiteten, frigjort fra sin begrebslige, institutionaliserede kontekst, virkelig primært kendetegnes ved figurlig cæsur, eller af noget kantiansk sublimt?

Rundhåndet
Han advarer mod religiøsiteten i form af »gelélignende mytisk oprindelighed«. Og der er langt fra geléen til sneen! Selve fornuftskritikken og visheden om grænserne for, hvad vi kan forklare, synes mirakuløst transformeret til en tro på, at der må være noget mere uden for det, vi kan vide.
Skyum-Nielsens essays engagerer stærkt. Vinklingerne er empatiske og skrevet med en betydelig forståelse for litteraturens egenart, som er noget uendelig meget mere end bare problemstillinger; den kan endog være »mangel på mening« og alligevel betydningsfuld.
Han har intet ønske om at låse teksterne fast i teologiske vinklinger, tværtimod taler han om »en basal uantastelighed og total risiko i kunstværket, en uudtømmelighed og en modstand mod enhver form for reduktion, herunder en telogisk«. Han ikke bare konstaterer, at de litterære værker risikerer noget, han gør det også selv.
Han skriver på en involveret og involverende måde, som en rundhåndet kapacitet, der kan fylde tomrummet efter Borum. Denne læselyst smitter – listen over bøger, jeg nu skal læse, fylder et helt ark!

*Erik Skyum-Nielsen: Engle i Sneen. Lyrik og prosa i 90’erne. 280 s. 249 kr. Gyldendal

*Espen Stueland (f. 1970) er norsk digter og essayist, kritiker ved Aftenposten og medlem af redaktionen for Vagant. Hans seneste udgivelse er Aero, essays om Alberto Giacometti

*Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu