Læsetid: 12 min.

’Uhelbredeligt religiøs’

17. november 2000

Dag Solstads og Bent Vinn Nielsens nyere værker kan læses som tegn på en tidstypisk bevidsthed om mennesket som et religiøst dyr. Erkendelsen af, at mennesket er uhelbredeligt religiøst skærpes, når verden geografisk og medialt skrumper sammen. Og flere og flere af os møder nu individer, der faktisk har en religion. Hvad betyder det, og hvad har vi mon selv, spørges der

BOGTILLÆG

Fin de siècle
Til de mærkværdigste bøger, 1990’erne har bragt os, hører tre småbitte romaner af den norske forfatter Dag Solstad (f. 1941). De fleste kender ham som ’eksperimenterende’ modernist i 60’ernes sidste halvdel og som rettroende maoist i 70’ernes politiserede og stærkt polariserede litterære miljø. Siden 1980 har han dog gjort op med den utopiske tænkning og i forskellige versioner fortalt samme sørgelige historie om dén personlige pris, det kan koste at sætte livet ind på ideer, således f.eks. i Gymnaslærer Pedersens beretning om den store politiske vekkelsen som har hjemsøkt vårt land (1982, da. 1983) og Roman 1987 (dansk titel: Brudgom, 1988), for hvilken han i 1988 modtog Nordisk Råds Litteraturpris.
I 1990’erne har Dag Solstad udgivet tre romaner af nøjagtig den samme størrelse, nemlig 144 sider: et typisk eksempel på årtiets dyrkelse af faste rammer og (til dels arbitrære) formelle grænser. Den første i rækken var Ellevte roman, bok atten (1993, da. 1994), så kom Genanse og verdighet (1994) og som den tredje Professor Andersens natt (1996, da. 1997).
Fælles for disse romaner er, ud over det stramme format, en insisterende erkendelsesinteresse, der går i dybden og højden snarere end i bredden. Forfatteren afsøger som så mange af årtiets yngre nordiske forfattere det menneskelige i dets fulde dimension – fra det biologiske over det psykiske og det sociale til det eksistentielle og religiøse – og han gør dette i en tør, fænomenologisk prosa, karakteristisk ved sin saglighed og præcision og dermed tillige typisk for en prøvende tilnærmelse mellem fortællekunst og videnskab, som vi også f.eks. har kunnet følge hos en Peter Høeg.
Et pudsigt træk ved de tre romaner er, at de alle rummer et forpligtende mellemværende med Henrik Ibsens dramatik. Som så mange andre nye værker fra 1990’erne griber de nemlig tilbage i den litterære tradition og bearbejder bevidst et indlevet valgslægtskab, ud fra en opdagelse af, at fortiden, den kulturelle arv, frem for at være tilbagelagt og for evigt forbi ligger der som et kæmpemæssigt mentalt og kunstnerisk mulighedsrum.
At særlig Ibsens dramatik egner sig til en sådan vedgåelse af arv og gæld, skyldes, at netop denne forfatter i de sidste tre-fire årtier af 1800-tallet gennemløber hele århundredets gang fra romantik over naturalisme og realisme til symbolisme og almen civilisationskritik, ja, tilmed foregriber dén selvrefleksionens fase, som kunsten træder ind i med modernismens forskellige avantgarder. En nutidig forfatter, der vælger at forholde sig til Ibsen, går samtidig i dialog med sit eget århundredes mentale arkæologi.

Professor uden tro
Den første roman har som hovedperson en samfundsforsker, Bjørn Hansen, som i de bevægede opbrudsår omkring 1970 står foran en smuk karriere i statsadministrationen i Oslo. Han har eksamen og kone og barn, det eneste, han mangler, er selveste Eventyret. Da dette indfinder sig i skikkelse af en intelligent og overmåde tiltrækkende pige, som netop har opholdt sig i det oprørske Paris, men i øvrigt agter sig hjemad til provinsbyen Kongsberg, hvor hun vil overtage familiens gartner- og blomsterhandlerfirma, rykker Bjørn Hansen teltpælene op og bliver Turids kæreste.
Helt accepterer hun ham dog aldrig, og aldeles galt går det, da de sammen i Kongsbergs traditionsrige amatørteaterforening skal opføre Vildanden, instrueret af en ekspert fra hovedstaden. Tidligt under premieren aner de medvirkende, at dette vil blive den største fiasko i foreningens historie; men Turid, der spiller Gina Ekdahl, reagerer usolidarisk ved at give rollen pilhamrende skævt og i det mindste selv redde æren, hvorimod de andre, inklusive Bjørn, uhjælpeligt bliver til grin. Fra da af er forholdet mellem dem definitivt dødsdømt. Vor uheldige helt, af hvis karriere der blev en ydmyg ansættelse som kommunal økonomiadministrator, flytter i egen lejlighed, og da et fortvivlet projekt om genforening med sønnen fra Oslo-ægteskabet dengang for længe siden er endt i en ny fiasko, konciperer han det projekt at skaffe sig en vaskeægte Skæbne. Efter overenskomst med en læge i Letland lader han sig proforma totalinvalidere og vender hjem til Kongsberg indhyllet i bandager, som han kun fjerner, når han er helt alene, dvs. på lokum.
Træder man nu et par skridt tilbage fra denne galgenhumoristisk fortalte roman, viser den sig umådelig typisk for, hvad årtiet sidenhen bragte. Den handler om et skæbneløst og tyngdeforladt individ. Den iscenesætter dette individs krise som en psykisk, social og eksistentiel søgen. Og den knytter sluttelig denne fortvivlede søgen til kroppen som det eneste i vort liv, vi selv suverænt kan råde over, nu hvor vore ydre livs funktioner og sociale roller skarpt defineres af samfundssystemet, samtidig med at vort indre liv, vore længsler og fantasier, determineres så effektivt af reklamen og medierne.
Andet bind i Dag Solstads gådefulde 90’er-trilogi Genanse og verdighet handler om to studiekammerater, der forelsker sig i den samme. Da den mest intelligente af de to mænd går bort, overtages hans kone af hans ven og trofaste beundrer, hvad der dog kun bereder denne yderst begrænset glæde, alt imens han forsøger at lære sine luddovne og gennemkonforme gymnasieelever at værdsætte Henrik Ibsens storhed.
Også den tredje roman sætter Ibsen på scenen ved som sin hovedfigur at vælge en lærd litteraturprofessor, som har skrevet speciale, senere også disputats, om den store norske dramatiker. Da romanen begynder, sidder professor Andersen ved julebordet i Oslo, muttersalene, men festklædt og feststemt. Uden selv at tro på en gud glæder han sig trods alt til at indtage det rituelle måltid, som hjemme hos ham består i flæskesteg med svær, øl og akvavit, samt risalamande.
Jo, julen, den fejrer han. Men han kan ikke tage ordet »Jesusbarnet« i sin mund, det bliver automatisk til »Basusjernet«. Hvis nogen spurgte ham, om han troede på Jesus, så ville det krympe sig i ham, men hvis nogen spørger, om han tror på Kristus, så har han ikke noget imod høfligt, sagligt og i fuld overensstemmelse med sandheden at svare: »Nej, det gør jeg ikke.«
Efter middagen og et par cognacer står så professor Andersen og kigger ud af sit vindue, idet han registrerer, hvor langt man mon er nået med julens festligholdelse i de genbolejligheder, som han på denne hellige aften har holdt under observation. Med ét bliver han da opmærksom på en yngre kvinde i vinduet lige overfor og på en mand, som pludselig træder frem og dræber hende ved kvælning, en begivenhed, som Dag Solstad beskriver i over-omhyggelig stil og med nitid kynisme, idet han ustandselig pointerer, at der er nogen, der står og ser, hvad der sker.
Resten af romanen går med at stille og delvis besvare ét eneste spørgsmål: Hvorfor gik professor Andersen ikke til politiet? Er han bare fej? Tror han at kunne analysere sig ud af sit menneskelige ansvar? Kan han leve uden en etik? Kan han i det hele taget leve uden en gud? På romanens første sider afsværger han alt, hvad der har med kirken og Kristus at gøre, selv om han nok er villig til at respektere Jesus som oprørsk politisk figur og kristendommen som en harmløs kulturtradition. Da romanen slutter, er han imidlertid forvandlet til en sjæl i nød, der fra sin fortvivlelses afgrund skriger mod den himmel, som han frygter er tom:
Hermed havde professor Andersen anerkendt Gud, ikke Guds eksistens som sådan, men som begreb, og som en nødvendighed der rækker ud over det samfundsmæssige, men alligevel også som den der i sidste instans kan give professor Andersen påbud af guddommelig karakter når det drejer sig om det uføre han har rodet sig ind i i forbindelse med sin undladelsessynd. I dybeste forstand, i sin yderste konsekvens, opstår Gud, også i professor Andersens mund.

’Vor kristne kulturarv trods alt’
Det vil ikke volde synderligt besvær i den nyeste danske litteratur at finde eksempler, der ligner. Tag blot Bent Vinn Nielsens lille tynde roman Chic Picnic fra 1987 og sammenhold den med et af hans seneste værker såsom En skidt knægt fra 1998 eller Realiteternes verden fra 1992.
Chic Picnic beretter i jeg-form om den forhenværende trappeartist Leo, der tidligere levede af at sælge folk atlas og leksika ved dørene, samt billedbibler, om hvilke han, idet han rask satte foden i døren, sagde: »Vor kristne kulturarv trods alt.« Nu har han skiftet job og er blevet omrejsende repræsentant i »duft, glans og velvære«, idet han fordeler shampoo og sæbe, cremer og parfumer til mindre og mellemstore købmænd og supermarkeder på Sjælland og Sydhavsøerne. Gift er han ikke, men han føler, at han har fuldt op at gøre erotisk, når han kører omkring i sin bil med Irmgard, Stephanie, Cynthia og Nadia, firmaets fire duftkollektioner.
Romanens plot, der ikke
just kan kaldes kompliceret, kulminerer, da Leo forstår, at to rare piger i Næstved er blevet bondefanget af hans tidligere kollega, der nu har slået sig på plasticudstyr til husholdningsbrug for et firma, der kalder sig Tupperware. To yngre kvinder, en tynd og en meget tyk, bliver udnyttet til sidste krone... Men hvor skal Leo hente styrke til at slås imod al denne djævelskab, andre steder end i »vor kristne kulturarv trods alt«?
Fem år efter denne roman skildrer Bent Vinn Nielsen i Realiteternes verden den forhenværende værftsarbejder Knud, som på fortællingens nutidsplan sidder i anlægget med en øl og ser tilbage på
byens og sin egen skæbne. Han var engang for længe siden god socialdemokrat med fagforeningsbog og idealer. Nu er han arbejdsløs og har igennem længere tid skaffet sig en slags udkomme ved sammen med vennen Mike at afhænde sortbørsvarer for en håndværker, Villy, der stammer ikke så lidt og derfor konsekvent kaldes Villy-Villy-Villy. Som tredje mand i slænget engagerer de Henning, Reserve-Jesus som de kalder ham, et arme troskyldigt kvaj, der aldrig har kunnet finde ud at sætte en flad fod rigtigt.
Deres rejser med køleskabe, videomaskiner og edb-udstyr bliver for Knud en dæmonisk færd ned i 1990’ernes under-Danmark, som er i færd med at kvæles i bjergsomhed og materialisme. Gnieragtige, smålige, rethaveriske, mistroiske, fulde af opstemmet bitterhed tinger og prutter folk om ting og atter ting til den billigst mulige penge.
Til sidst bliver det Knud for meget, og han sætter sig på det kommunale bibliotek, hvor han først læser i Rjukanposten, en norsk arbejderavis, men derefter i Bibelen, hvor han slår op hos Lukas på det sted, hvor Djævelen frister Jesus. Se, alt dette vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og tilbede mig, siger Fanden. Og Jesus svarer, at mennesket ikke lever af brød alene.
Det er ikke til at sige, hvordan sådan en slutning havde virket i en roman fra 1970’erne eller 80’erne. Den ville sandsynligvis have været garneret med ironi i dyngevis, eller den ville have indskrevet den religiøse allusion i en politisk hhv. eksistentiel kontekst.

Nye horisonter
For mig at se er Dag Solstads og Bent Vinn Nielsens nyeste bøger tydelige tegn på et skift. Overfladisk betragtet handler det om, at pendulet svinger tilbage på ny, sådan at der atter bliver plads til religionen og metafysikken. Forfatterne gør opmærksom på, at den verden, som mennesker behersker og mener at forstå, umiddelbart grænser op til noget, ingen af os kan råde over, og som ingen nogen sinde fatter. Men der er mere endnu at sige om fænomenet.
Hvad hjalp det, om et menneske vinder sig hele verden, hvis det tager skade på sin sjæl? Sådan spørger, i vidt forskellige kunsteriske former, forfatterne i 1990’erne.
Epokalt betragtet handler det om en ny erkendelseshorisont, inden for hvilken der atter kan spørges om forholdet mellem det menneskelige og det guddommelige. Antikken antog en sådan forbindelse ved at tænke vort mikrokosmos i begreber ligedannede med dem, hvori man søgte at tænke naturens makrokosmos. Middelalderen forudsatte bag alt det virkende, skabte, en ubevæget bevæger, og opfattede naturen og meneskelivet som en kæmpemæssig bog, hvori Guds finger én gang for alle havde skrevet. Med renæssancen og barokken sattes heroverfor mennesket i centrum af et dynamisk univers, i kraft af sin erkendelsesevne og sin kapacitet som verdens forandrer. Denne mentale udvikling kulminerer med tilblivelsen af oplysningstidens lyse forestilling om mennesket som naturbetvinger og deltager i et gennem historien udstrakt projekt til skabelse af de optimale betingelser for individets og samfundets liv. Denne tankegang, der vel kan siges at have båret Det Moderne som historisk projekt, imploderer siden i postmodernismens medieformidlede senbarok, hvor alt eksisterer side om side, og intet åndeligt projekt længere kan siges at vende de menneskelige kræfter i én og samme retning, Historiens.
Med de såkaldt store fortællingers opløsning følger tillige et afkald på rationalitetens forrang. Oplysningens projekt er forbi – og dermed også antimetafysikkens. Det er dette, forfatterne fanger ind, når de interesserer sig for menneskets stræbende indre liv og kroppens krav om en skæbne.
Vi kan også sige det på en anden måde: Verden er holdt op med at vokse. Først kom overskridelsen, men så kom også grænsen. Mennesket er landet på Månen, og det har set tilbage mod Jorden, indset sin overladthed til vor klode, sin hjemfaldenhed til Jorden. Af denne oplevelse fødes en voldsomt øget bevidsthed om og opmærksomhed for det definitive og Det Andet. På det formmæssige plan afspejler tankegangen sig i fastholdelse af rammer og grænser. På det indholdsmæssige plan kan vi iagttage, hvorledes det menneskelige bringes til at grænse op til en anden verden, der eksisterer i sin egen ret.
Solstads og Vinn Nielsens nyeste værker lader sig endvidere læse som tegn på en tidstypisk bevidsthed om mennesket som et (i sidste ende) religiøst dyr. Mennesket viser sig, som det er blevet sagt, uhelbredeligt religiøst. Og erkendelsen heraf skærpes, når verden geografisk og medialt skrumper sammen. Den daglige etniske konfrontation giver os stadige efterretninger om kulturer, hvor religionen fylder menneskers daglige liv. Flere og flere af os møder nu individer, der faktisk har en religion. Hvad betyder det, og hvad har vi mon selv, spørges der.
Denne åbning giver religionen en plads i det samlede menneskelige felt. I en epoke, hvor tilværelsens niveauer får erkendelsesmæssig autonomi, får den religiøse dimension en gyldighed i sig selv. For hvis nemlig de enkelte tilværelsesniveauer ikke længere skal manifestere en generel fornuftens fortælling, og hvis de heller ikke længere skal eller kan reduceres til og forklares ud fra ét enkelt niveau, får mennesket lov til på ny at fremstå lykkelig mangfoldigt.
Der er i alt dette slående
historiske paralleller til 1890’ernes opgør med det naturalistiske paradigme, med tro på fornuftens og videnskabens og den frie tankes sejr. Der går helt afgjort historiske linjer mellem digtere som Johannes Jørgensen og Sophus Claussen på den ene side og 1990’ernes forfattere på den anden.
Dog, der er også en vigtig forskel. I 1890’erne blev det opfattet som fælles anliggender, hvad forfattere tænkte og skrev. I dag udfolder skiftet i hele tænkningsparadigmet sig i en æstetisk sidegade-kultur, der ikke længere forventer og tør gøre krav på den brede befolknings bevågenhed. Det kan man ærgre sig over, hvis man som undertegnede mener, at 1990’ernes på mange måder søgende og spørgende digtere har noget at give deres tid. Omvendt kan man glæde sig over, at åbningen mod det religiøse rum ikke straks har kunnet tages til indtægt og gøres til genstand for kommerciel udnyttelse og massemedial plattificering.
Måske det, med Thorkild Bjørnvigs udtryk, kan være ganske gavnligt, med lys om det ondes rødder, men mørke om det godes.

*Teksten er hentet i Erik Skyum-Nielsens bog ’Engle i sneen’, som udkommer på Gyldendal den 28. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu