Amerikansk overherredømme? Bliver det værre eller bedre efter valget?
Udefra
Bliver det værre eller bedre? Eller er den amerikanske udenrigspolitik så fastlagt, at den ikke kan ændres nævneværdigt selv med en ny præsident?
Nogle udenrigspolitiske eksperter siger, at USA med præsident Bill Clinton som ansvarlig er blevet en slyngelstat, et navn som det amerikanske udenrigsministerium har fundet på om stater som Irak, Libyen og Nordkorea. Betegnelser af den art bliver ikke kun brugt mod USA for effektens skyld, som i beskrivelsen i en skelsættende artikel sidste år i Foreign Affair Magazine om konsekvenserne af de vestlige landes sanktioner for uskyldige børn i Irak.
Betegnelsen bliver også brugt af seriøse kommentatorer som for eksempel Michael M. May, som citeres i et af de nyeste numre af Survival, et magasin, der udgives fire gange om året af the International Institute for Strategic Studies. Han kommer her med nogle eksempler, der viser udviklingen i den aktuelle amerikanske udenrigspolitik, og som er under al kritik.
*Udvidelsen af NATO, der blev gennemført, uden at man satte loft over antallet af medlemmer.
*En østasiatisk sikkerhedspolitik, som går i retning af, at man i højere grad bruger Japan for at opretholde magtbalancen i forhold til Kina.
*Håndhævelse af en militær inddæmningsstrategi i Mellemøsten, som bygger på en fjendtlig indstilling til de to stærkeste muslimske stater i området, Iran og Irak, mens man støtter en række stater, der ikke er stærke nok til at forsvare sig alene, og hvor der findes basis for revolutionære omvæltninger.
*Åben kappestrid med Rusland om Centralasien og Kaukasus-området.
*En støtte til bestræbelserne på ikke-spredning af
atomvåben, der i teorien er militant, men som i praksis er ambivalent.
*Fortsat styrkelse af det amerikanske militær, med særlig vægt på den oversøiske del.
Til denne liste vil jeg føje yderligere et par punkter: Først og fremmest bombningen af en suveræn stat, Jugoslavien, uden et klart mandat fra FN. Dette er i modstrid med den Westfalske Fred fra 1648, hvori det hedder, at man ikke må føre krig mod en suveræn stat, som ikke selv har angrebet en anden suveræn stat.
Dobbelt holdning
For det andet har amerikanerne i udstrakt grad den selvopfattelse, at der eksisterer en amerikansk suverænitet, som overgår alle andres suverænitet. Det kommer frem i mange forskellige sammenhænge. Som for eksempel når amerikanerne nægter at være med til at oprette en international domstol. Man kan også nævne det forhold, at amerikansk lovgivning kan gøres gældende uden for amerikansk territorium, og at national lovgivning går forud for internationale forpligtelser.
For det tredje har amerikanerne en dobbelt holdning til menneskerettigheder, således at forstå at den ene halvdel af verden udsættes for konstant kritik, mens den anden halvdel fra Bosporus-strædet til Indus-floden næsten konsekvent beskyttes mod beskyldninger. USA skræver i dag som en vældig kolos over hele verden. Det skyldes ikke amerikanernes økonomiske magt her efter den kolde krig står USA kun for 22 procent af den samlede verdensproduktion, hvilket er nogenlunde det samme som i mellemkrigstiden, 1918 til 1939. Det skyldes derimod de enorme amerikanske militærstyrker USA står for omkring en tredjedel af hele verdens militærudgifter, hvilket ingen andre lande tilnærmelsesvis kan hamle op med.
Det mærkværdige er, at der findes udenrigspolitiske eksperter, som på den ene side godt vil indrømme det berettigede i kritikken, men som stadig vil hævde, at når alle parametre er taget med, bliver resultatet stadig, at de anser USAs overherredømme for at være af det gode. Således den anerkendte franske kommentator François Heisbourg, som er formand for the Geneva Centre for Security Policy.
Han hævder, at trods alle de amerikanske selvmodsigelser, forbliver USA »en nøglefaktor, der gør det muligt at opretholde en verdensorden«. USA er den »eneste troværdige magt, der i sidste ende kan stå som garant for denne verdensorden.«
Men selv en observatør, der er så velvilligt indstillet til USA, som han er, advarer om, at »udlandets opfattelse af USA ikke er en statisk størrelse. På det seneste har der været tendens til, at holdningen til USA ikke længere er så stabil, og dette kan blive forstærket af forskellige faktorer.«
Bagslag
En meget væsentlig faktor er konsekvenserne af USAs utrolige økonomiske vækst. Hvis den fortsætter, selv i et langsommere tempo, vil det give USA en endnu større betydning end nu i forhold til Europa og Japan, for slet ikke at nævne resten af verden. Det kan komme til at give bagslag, ikke mindst fordi det virker som om, USA inkasserer mest på den aktuelle udvikling inden for informationsteknologi og økonomisk globalisering.
En anden faktor er, at præsidenten ikke længere er i stand til at overvinde Kongressens tendens til især at pleje indenrigspolitiske interesser i samme omfang, som det var muligt under Den Kolde Krig. Clintons nederlag, da han forsøgte at få ratificeret den gensidige aftale om undladelse af atomprøvesprængninger, er en advarsel om, hvor galt det kan gå. Den amerikanske udenrigspolitik kan simpelthen gå hen og blive uforudsigelig. Og uforudsigelighed kan føre til, at den bliver misforstået og fejlbedømt.
Hverken Al Gore eller George W. Bush er kommet ind på denne diskussion, end ikke perifert. Lige nu, hvor der er usikkerhed om valgresultatet, er der kun én ting, der er sikkert: Uanset hvem vinderen bliver, vil han ikke have den fjerneste idé om, hvad han skal stille op med det Amerika, som i stigende grad er genstand for bekymring i resten af verden.
*Jonathan Power er britisk columnist
*Oversat af Birgit Nedergaard-Larsen
