Forpustet genhør med Hermeto Pascoal ved efterårets jazzfestival
Koncert
Autumn Jazz, den lille københavnske festival, står i år primært i den brasilianske musiks tegn. Det blev tydeligt indvarslet ved optakts-koncerten for en uge siden med et af de store navne, Egberto Gismonti, i Diamanten, og det blev yderligere bekræftet, da en anden berømt brasilianer, Hermeto Pascoal, i torsdags indtog
Copenhagen JazzHouse.
Spillestederne var passende til musikken. Guitaristen, pianisten og komponisten Gismonti, og hans virtuose, seriøse musiceren i det formelle koncertlokale, den på sin vis lige så virtuose, men anderledes publikumsvendte multi-instrumentalist og komponist Pascoal i det mere uformelle jazzhus. Repræsentanter for to yderpunkter i det brasilianske.
Mens vi har hørt Gismonti regelmæssigt siden hans første besøg i 1978, har Pascoal ikke været her siden 80erne, bortset fra en koncert med Radioens Big Band i 1992, og mens han i hvert fald var i Montmartre fire gange mellem 1984 og 88, var det hans første besøg i Niels Hemmingsens Gade.
Ikke at det gjorde den store forskel, hvad musikken angik - så lidt som den nu 64-årige Pascoal havde ændret sig væsentligt af fremtoning. Med sin overdådige, hvide hår- og skægvækst lignede han fortsat en eksotisk version af vores egen Arnvid Meyer, hvis det siger læseren noget.
Der har altid været noget cirkustrup over hans små orkestre, eller rettere: deres musik, og i torsdags blev atmosfæren anslået, straks da de syv musikere gjorde deres entré på tribunen, energisk svingende hver deres skralde. Herefter gik de så over til deres individuelle instrumenter.
Over stok og sten
Man skulle dog ikke tage fejl af deres evner. Der kræves betydeligt musikerskab til at realisere Pascoals musik med dens hurtige, snirklede melodilinjer og hyppige skift i takt og tempo. Nu som tidligere kom man let til at tænke på en lignende musikalsk personlighed: Frank Zappa.
En af musikerne genkendtes fra tidligere besøg af Pascoal, i hvert fald hans navn: Itiberé Zwarg, som med overlegenhed betjente en 6-strenget el-bas. Vinicius Assumpcao Dorim havde den påkrævede robuste mobilitet på sopran- og tenorsax og fløjte, inklusive de stadige og lynhurtige skift mellem instrumenterne, men den klaverboksende Andre Pereira Marquez var ikke nogen passende afløser af gamle dages Jovino Santos.
Pascoal selv koncentrerede sig i første sæt om synthesizeren, som jo også kunne tjene ham med diverse dyrelyde og andet bizart, blot suppleret af vild scatsang, bl.a. ned i en aluminiums-kasserolle (?) og i andet sæt luftede han så flyglet og den brasilianske trækharmonika, sanfona. De mange blæseinstrumenter han diverterede os med i gamle dage lod han denne gang blive hjemme.
Men der var jo nok at høre på endda, faktisk rigeligt meget. Af sted gik det over stok og sten, næsten uden ophold mellem numrene og næsten uden luft i de enkelte forløb. Jeg er ikke i tvivl om, at Hermeto Pascoal er en slags geni, men jeg ville ønske, at det kom til udtryk på en knap så hektisk måde.
*Hermeto Pascoal Y Grupo i Copenhagen JazzHouse torsdag
