Læsetid: 3 min.

Et utilsigtet apropos

24. november 2000

Op til Palle Mikkelborgs store musikpris er hans ’Aura’, skrevet til Miles Davis, blevet genudsendt sammen med andet fra Davis og fra John Coltrane

Nye cd’er
Da Anders Beyer forleden skrev om Palle Mikkelborg og Nordisk Råds Musikpris, gjorde han bl.a. opmærksom på, at det havde været bedre timet at lade Mikkelborg få prisen i forbindelse med hans hidtil største kompositoriske indsats, suiten Aura, som han skrev til Miles Davis, da denne i 1984 fik Leonie Sonnings Musikpris. Nu, næsten 16 år senere, kan tildelingen af prisen forekomme en kende post festum.
Men i det mindste er det da vel timet, at Columbia netop har genudsendt Aura (CK 63962), som oprindeligt udkom på plade i 1989. I forbindelse med en om-matricering korrigerer den ny udgave nogle forkerte satsadskillelser, som bl.a. fremgår af de to udgavers tidsangivelser, og i sin ny fremtræden bekræfter værket sin ekstraordinære status.
Mikkelborg har skrevet flere betydelige værker for stor besætning (normalt Radioens Big Band), men aldrig noget så klangligt og rytmisk facetteret som Aura, hvor han anvender et udvidet radio-bigband (med bl.a. Niels-Henning Ørsted Pedersen og Marilyn Mazur, Thomas Clausen og Kenneth Knudsen).
Han har heller aldrig arbejdet så konstruktivistisk som her, hvor han udleder både temaer, skalaer og akkorder af de forskellige Sonning-prismodtageres navne.

Tostemmigt med sig selv
Intet under, at den ellers så (selv)kritiske Davis i sin selvbiografi siger, at han betragter Aura som et mesterværk.
Det var da også første gang siden projekterne med Gil Evans omkring 1960, at han indspillede med stor besætning; han investerede megen kreativ energi i forslag til ændringer i Mikkelborgs musik, og han spillede soloer, som overgår, hvad vi ellers har af ham fra hans senere år.
To andre genudgivelser fra Columbia viser ham i begyndelsen af 1970’erne, da han begyndte at flirte med sort populærmusik. On the Corner (CK 63980) fra 1972 peger frem mod den kollektive, af-individualiserede musik, han videreførte efter sin spillepause fra 1975 til 1980. Også Get Up With It (C2K 63970, 2 cd’er), er i sine optagelser fra 1972-74 på denne linje; en undtagelse er sørgemarchen for Duke Ellington, »He (We?) Loved Him Madly«, som til gengæld strækkes til godt 32 minutter, hvilket er rigeligt.
Med en enkelt undtagelse er de otte (oprindeligt fire) optagelser på Big Fun (C2K 63973, 2 cd’er) derimod fra Davis’ ekstremt kreative periode, 1969-70. Denne musik ligger i umiddelbar forlængelse af den på Bitches Brew, og seks af de otte stykker findes også i den tidligere udgivne Bitches Brew-boks. Det gælder dog ikke den mest medrivende optagelse, »Go Ahead, John«, som kun har fem musikere (mod ellers 12-13), og som bl.a. lader Davis og John McLaughlin spille tostemmigt med sig selv.

Coltrane efter Davis
Mens disse Davis-optagelser tilhører en senere periode end dem fra 1955-61 på boks-sættet med Davis og John Coltrane, som udkom tidligere i år, ligger en række genudgivelser med Coltrane alene i umiddelbar forlængelse af hans samarbejde med Davis.
Fremragende er især Atlantic-pladerne med kvartetten i 1960: Plays the Blues (8122-79966-2), nu udvidet med fire alternative takes – og med kvartetten forøget med bl.a. Eric Dolphy og Freddie Hubbard i 1961: Olé (8122-79965-2). Det 18 minutter lange, spansk-inspirerede titelnummer på den anden er et markant eksempel på den modale stil, han videreførte efter tiden med Davis.
Af fem Coltrane-cd’er på Impulse, har den med de ældste optagelser (1961-63): Impressions (543.416-2) de samme kvaliteter som Atlantic-cd’erne, især Elvin Jones’ fantastiske balance mellem
ekstase og disciplin i trommespillet. Titelnummeret, en variant af Miles Davis’ »So What«, og den orientalsk-spirituelle »India«, begge fra Village Vanguard i november 1961, er blot to af denne plades fem højdepunkter.
Også de andre fire Impulse-cd’ere har dog deres fortrin. Tre af dem er fra 1965: Ascension (543.413-2), hvor Coltrane med ti medspillere (bl.a. John Tchicai på alt og Pharoah Sanders og Archie Shepp på tenorer) bekender sig til fri jazz i to 40 minutter lange versioner af titelnummeret; New Thing At Newport (543.414-2), der kombinerer optagelser med Coltrane-kvartetten og andre med Archie Shepps kvartet, som hører til det bedste, vi har med Shepp; og Kulu Sé Mama (543.412-2), hvor Coltrane bl.a. indleder sit samarbejde med Pharoah Sanders og fortsætter sine forsøg med fri jazz.
Endelig er der Interstellar Space (543.415-2), fritrytmiske duetter med trommeslageren Rashied Ali fra februar 1967, fem måneder før Coltranes død. En barsk musik, hvor der ikke gives ved dørene, et flot punktum for en imponerende løbebane.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu