Læsetid: 8 min.

... og valgkampen, kort:

4. november 2000

I disse dage kan den amerikanske tegneserie Doonesbury fejre 30 års fødselsdag. Festlighederne kulminerer på tirsdag, når de amerikanske vælgere afgør, hvem der skal være en af seriens mest forhånede hovedpersoner de næste fire år

Når amerikanerne på tirsdag vælger præsident Bill Clintons afløser, stemmer de samtidig om, hvem der de næste fire år skal skiftevis hånes, drilles og hænges ud af tegneserien Doonesbury. Ikke uden grund kaldes Doonesbury for »tegneserien, præsidenten frygter« – og det har den til enhver tid siddende præsident haft mulighed for at gøre i 30 år.
George Bush – den nuværende præsident-kandidats far – sagde om serien, da han var offeret: »Halvdelen af tiden forstår jeg den ikke, selv om den handler om mig«. Dén udtalelse passede fint ind i Doonesburys fremstilling af Bush Senior: Han optrådte i serien som en, der ikke forstår ret meget – faktisk som et talende tomrum, et hul i luften, hvorfra der kom en stemme. Det har sin forklaring.
Garry Trudeau er teknisk ikke verdens bedste tegner. Af manglende evne karikerer han ikke Magtens Mænd på vanlig vis – i fuld og overdreven skikkelse. I stedet giver han dem et symbol og siger på dén måde, hvad han synes er essentielt ved politikkens tilstand i USA. New York Times spurgte f.eks. i en leder til Trudeaus afbildning af Bill Clinton: »Hvilken form for desillusionering er det, der får nogen til at fremstille den frie verdens leder som en svævende vaffel?« Trudeau fokuserer på Clintons manglende evne til at holde fast i et klart standpunkt – symbolet ’vaflen’ vandt angiveligt i en læser-afstemning over en mønt, der er kastet op i luften og endnu kan blive både plat og krone. På samme måde med det talende tomrum, Bush: dét siger noget om den mangel på personlighed, Bush Senior ifølge Doonesbury led af. Og måske også mangel på intelligens eller i det mindste viden?
Har man fulgt lidt med i den øvrige presses dækning af valgkampen i USA – og moret og græmmet sig over Bush Junior’s mange skævere – kan det ikke undre, at Bush Junior i Doonesbury afbildes som – et talende-tomrum-med-Texas-hat. Doonesbury er dog meget mere end nemt tegnet satire.
I efteråret 1998 diskuterede man blandt litterater, om det var Don DeLillo eller Tom Wolfe, der netop havde udgivet Den Store Amerikanske Samtidsroman. Men hvis der virkelig er ét fiktions-værk, som favner hele det amerikanske samfund – fra de hjemløse over schizofrene porno-dronninger, hippe computer-nørder, afklapsede ex-idealister og kiksede (vice-)præsidenter til kollektivets klatvask – så er det Doonesbury.
Og med ’kollektivets klatvask’ er det underforstået, at man ikke kun snakker om nogle unge bofællers snavsetøj og skænderier – men at det også gælder de sorte pletter på det større fællesskabs samvittighed. Doonesbury tager sig af både den personlige og af samfundets mental-hygiejne. Derfor kunne Trudeau også i 1975 som den første serietegner nogensinde modtage Pullitzer-prisen: et fiktions-værk fik amerikansk journalistiks største udmærkelse. Men Doonesbury handler ikke kun om politik.
Med Trudeaus egne ord er serien »en ufuldstændig krønike om menneskelig ufuldkommenhed«. Den er måske ikke, hvad vi i dag forstår ved en roman. På den anden side fik også 1800-tallets store forfattere – som Dickens og Balzac – deres romaner trykt som føljetoner i pressen. Foreløbig består Doonesbury af 10-11.000 afsnit. Seattle Times havde altså god grund til at kalde den »Amerikas svar på Tolstoj«, for tilsammen udgør Doonesbury’s striber een lang fortælling om livet i Vesten fra slutningen af 60’erne og frem til – bogstaveligt talt - i dag.

I modsætning til de fleste avis-tegneserier, er seriens univers ikke statisk – som f.eks. Radisernes eller Statsministerens. Figurerne i Doonesbury har hver en personlighed, som ændrer sig efterhånden som deres livshistorie skrider frem. Til personernes indviklede privatliv føjer serien den uoverskuelige omverden. Verdenshistorien dukker op i hverdagen og fanger dem, som den fanger læserne: uforberedte – mens vi drikker kaffe, ser tv, er begravet i lykke, i rykkerbreve eller skilsmisse-forhandlinger.
De medvirkende er de mennesker, som boede sammen i kollektivet Walden på Yale universitetet, da serien startede (plus en del, der efterhånden er kommet til, ved fødsel, forelskelse og verdens gang i almindelighed). Garry Trudeau var i 1968 selv 20 år og gik på Yale. Her tegnede han Bull Tales – en serie-stribe til universitetsbladet. Hovedpersonen var skolens fodboldhelt, Brian Dowting – B.D., som stadig er en hovedperson i serien. Den blev 26. oktober 1970 lanceret som Universal Press Syndicates tegneserie-tilbud og fik ny titel efter B.D.’s værelseskammerat, Mike Doonesbury.
Forbavsende hurtigt var Doonesbury en faktor, man måtte regne med. Præsident Gerald Ford sagde, at »vi bliver kun orienteret om, hvad der sker i Washington via tre kanaler: de elektroniske medier, de trykte medier og Doonesbury – og ikke nødvendigvis i den rækkefølge«.
Serien er så indflydelses-rig, at amerikanske aviser flere gange har censureret den. For eksempel da dens super-reporter Roland Hedley tog på »en rejse ind i det ukendte – en fantastisk rejse gennem Ronald Reagans hjerne« (det danske album nr.5). Omkring 50 aviser droppede her serien i nogle uger.
Trudeau droppede selv serien under en pause i 1983-84. Her skrev han blandt andet en Doonesbury-musical. Foruden dén har han lavet en meget prisbelønnet tv-serie – Tanner ’88 – der blev instrueret af Robert Altman. De skulle efter sigende sammen have en ny film på vej.
I dag går serien i 1300 aviser verden over – i Danmark i én, Information. Her bestod den første stribe den 23. marts 1974 meget passende af fire næsten ens billeder af Det Hvide Hus. Passende, fordi dét er en typisk Doonesbury-stribe.
»Hvem som helst, der kan tegne dårlige billeder af Det Hvide Hus, fire på række og have succes med det, ved noget, jeg ikke ved,« har tegneren Al Capp sagt. Al Capp startede i 1934 en af USA’s første politiske tegneserie-satirer, Li’ll Abner. Den serie havde på traditionel tegneserie-vis masser af action, så Capp forstod ikke Trudeaus stillestående tekst-baserede humor. For selv om Doonesbury var en politiske satire à la Capps, så havde Trudeau også lært af en anden serie: Radiserne.
Med Radiserne af Carl M. Schulz begyndte en ny epoke i tegneseriens historie.
Her var den traditionelle fart-over-feltet afløst af en slags stil-leben – serien bestod nu af personernes tanker og korte, præcise replikker. En tegneseriens og hverdagens minimalisme.

Doonesburys hovedpersoner er fra et venstre-orienteret miljø. Men når serien har succes hos et bredt publikum, er det fordi Trudeau ikke kun er skånselsløs over for den amerikanske højrefløjs hykleri. For eksempel har han ikke kun været ude efter Bush Jr.; også Al Gore er blevet til grin, især for slet ikke at kunne træde ud af Bill Clintons skygge.
Ganske vist er Doonesbury uden tvivl på Gores side i denne valgkamp – men netop derfor skal han ikke skånes. I en af Trudeaus sjældne personlige kommentarer – et forord fra 1995 skrev han, at »Humoristen uden beskedenheden, der ligger til grund for det hele, går glip af det vigtigste mål – nemlig ham selv. Det er det mål, de største – Mark Twain, Woody Allen, Julius Feiffer – aldrig slap af syne. Da Walt Kelly skrev, at vi havde mødt fjenden, og at fjenden måske var os selv, fortalte han os, at den mennneskelige komedie inkluderer os alle, at vi alle er i den samme lækkende båd«.
Passager-listen på rederiet Trudeaus synkende skude er næsten endeløs. En person kan være ude af syne i måneds- ja, årevis – for så pludselig at dukke op i en længere sekvens.
Dybere indsigt om hver enkelts livsbane – og om, hvor og hvordan livsbanerne krydser hinanden – fås ved at opsøge serien website. Her kan man se samtlige striber til for fjorten dage siden, samt stille (og måske få svar på) alle spørgsmål vedrørende personernes fiktive og USA’s virkelige liv. Nettet giver en god mulighed for at komme ind i serien, der tit – og ikke uden grund – anklages for at være utilgængelig for uprøvede læsere. At starte med en tilfældig stribe er lidt som at slå op på en tilfældig side i en roman.
I resumé vil serien dog lyde mindre som en roman, end som en soap. Man kan hævde, den er en soap – i hvert fald er den underholdende (som Dickens og Balzacs føljeton-romaner, i øvrigt). Men i modsætning til tv’s sæbe-operaer ser Doonesbury af og til sig selv og sine personer udefra – og ikke uden grund læses og kommenteres serien jævnligt af verdens mægtigste mand.
Som mange andre af Trudeaus ofre ved den, som på et givet tidspunkt har stillingen, aldrig helt, om han skal grine eller græde over at optræde i serien:
»Jeg spekulerer på,« sagde Bill Clinton f.eks., »hvor mange der ligesom jeg har grint og næsten grædt ved at læse den vidunderligt morsomme Doonesbury-tegneserie – det vil sige, nogle dage synes jeg, den er vidunderlig; andre dage er jeg ikke så sikker – hvilket betyder, at jeg formodentlig har det på samme måde med Trudeau, som han har det med mig.«

I de sidste par år er en grim anelse hver dag blevet bekræftet af Doonesbury: Børnene slægter forældrene på, og Historien gentager sig. Ungerne starter på samme universitet, seriens hovedpersoner gik på – og er ikke mere optaget af studierne, end forældre-generationen var. For livet handler jo stadig om kærester, fester – og nu desuden om at sælge sit internet-firmas fiktive værdier. Også Mike Doonesbury og hans kone var en overgang millionærer på deres totalt oppustede IT-firma – indtil Microsoft besluttede at likvidere dem.
Doonesbury optager altså tidens elementer i sig – og forbliver den samme. Serien er kort sagt en indflydelsesrig, besk og vittig kommentar til politiske og personlige begivenheder: et indfølt og kærligt-kritisk øjebliks-portræt af Amerika.
Derfor er serien også den bedste måde at lade sig briefe om den amerikanske præsident-valgkamp på. Slaget er nervepirrende, for udfaldet får stor indflydelse på vores dagligdag. Så egentlig er det et brud på demokratiets fundamentale spilleregler, at vi andre er uden stemmeret, når amerikanerne den 7. november ensidigt beslutter, hvem vi i de kommende år skal se i den daglige dosis Doonesbury.q

Doonesburys websiet kan nås på adressen www.doonesbury.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu