Varm R&B til et koldt efterår

R. Kelly hamrer sin position som en af tidens største R&B-kunstnere fast med syvtommersøm qua sit femte album, mens debutanten Jill Scott rører sin indbydende R&B op med jazz, soul og hiphop

Nye cd’er
Come and get some of this R&B-love, udbryder den tilsyneladende afladeligt randy afroamerikanske sanger, sangskriver, producer, talentspejder og allround musikentreprenør R. Kelly på den vidunderlige – og helt centrale – skæring »R&B Thug« fra hans seneste album, TP-2.com.
Og R&B-love er lige præcis, hvad han udbyder på dette fokuserede og afvekslende udspil, der skal prøve at leve op til den gigantiske satsning fra 1998¸ dobbelt-cd’en R., ét af det års allerbedste R&B-udspil – trods en højstemt duet med Céline ’Fuckface’ Dion og et par ballader så storladne, at de som albatrossen havde svært ved at komme på vingerne … samt blive i luften, når (og hvis) de først lettede.
Som enhver given genre har den moderne R&B sine normer – vi lever jo i en epoke, hvor selv den såkaldte avantgarde har et nøje defineret regelsæt for ’hvad, hvordan og hvornår’ – hvoriblandt et af de mest afgørende er en implicit forventning om, at sangene handler om kærlighed: Kødelig, spirituel, knust, indfriet, fortrudt, bortgået, tilbagevendt, gammel, ny, rusten, forvrænget, besættende, frastødende, berusende eller deprimerende, men love it is!

En R&B-freaks drøm
Og nu om stunder bliver der også masser af plads til besyngelse af det seksuelle, af kønsakten – fra det pikante til det rent ud vulgære, – hvilket R. Kelly selv var foregangsmand for, idet han var kunstneren bag den uimodståelige bolle-ode »Bump N’Grind«, som i 1993 gav ham et gennembrud af proportioner … efter at have prøvet alt fra livet som gademusiker i sit hjemlige Chicago over diverse mislykkede vokalensembler til producer/arrangør for alle fra veteranen Gladys Knight over stjerner som Mary J. Blige, Whitney Houston og Maxwell til teenagestjernen Aaliyah, hans nok mest kendte protegé.
På TP-2.com er alt yderst R&B’sk i ordets bedste forstand: Synkoperne pifter gennem lokalet, akkompagnementet er spartansk og elegant, den for tiden i R&B-sammenhæng så populære spanske guitar benyttes i rette doser, orkestreringerne er diskrete og generelt smagfulde – nul harper! – korene udsøgte og intrikate og midt i lydbilledet svæver Kellys lyse, fleksible og indtrængende, men alligevel særdeles maskuline organ og bærer i sig – som så mange andre gospeltrænede stemmer – hele spektret af menneskelig erfaring: Smerten, glæden, nedturen og triumfen, samt de mange nuancer indimellem.
For lad os være ærlige: Teksterne vil nok ikke ende som en del af undervisningen på de højere læreanstalter, selvom de bestemt ikke er skrevet uden flair for tidens street lingo – men Bob Dylan er Kelly jo altså ikke. Dette nævnes, fordi en anke, denne R&B-nørd ofte møder i forbindelse med genren, er, at teksterne ofte er klichefyldte. Tjah, det samme kunne vel – og blev det i sin tid også! – hævdes om en Billie Holidays materiale, The Supremes’ repertoire eller de purunge Beatles’ sangskrivning; gør det det så deres output klichefyldt og forudsigeligt? God musik er nu engang god musik, og når Kelly tager bladet fra munden – som på den benhårde og godt paranoide »I Wish« – forstår man at denne lover man ikke er blind for de sociale omstændigheder for sin race i et stedse mere polariseret Amerika.
Måske ikke for alle og enhver, men en drøm for enhver R&B freak – wannabee eller 4 real, it doesn’t really matter: R. Kelly rules!

Ord og lyde
Den overskudsagtige debutant Jill Scott lægger sig derimod noget til venstre for tidens R&B-mainstream med det vidunderlige udspil, Who Is Jill Scott? Words And Sounds Vol. 1, en af årets mest løfterige debutplader. Den er ikke nær så umiddelbart tilgængelig som R. Kellys prototypiske R&B-udladning, men er et mere svævende og eksperimenterende projekt, som hensynsfuldt fører lytteren ud i nye – og lettere kuldslåede – egne af tidens frodige afroamerikanske musikmiljø.
Scott har da også en fortid som sangskriver og korsangerinde for cutting edge-artister som The Roots, Common og Eric Benet, og hun foretrækker sin R&B rørt op med solide doser af jazzharmonier, tilsat en hørbar 70’er-inspiration, der trækker en direkte tråd tilbage til kunstnere som Marvin Gaye, Donny Hathaway, Curtis Mayfield og Roberta Flack, før hun gik sukkerkold. Akkompagnementet er helt skrabet, ofte blot dristigt flydende keyboards, fjerne strygere, synkoperet bas og rytmisk forfinede markeringer af trommer, med kun lige antydningen af kor og en sjælden gang imellem nogle potente horn.
Melodierne er ikke af den slags man sådan lige nynner med på, selvom der findes et par potentelle hitskæringer på albummet, hvis undertitel – Words And Sounds – siger det meste om, hvad vi her har med at gøre: Ord og lyde, sart sammenvævede til et underskønt tæppe af musik, hvis effekt viser sig diskret dragende og stærkt vanedannende.
Skal man komme med indvendinger, kunne de gå på, at de 18 skæringer – alt andet lige – måske lyder lige lovlig ens, men det gør til gengæld, at pladen får et eget ambient skær, som gør den til en særdeles homogen oplevelse at have kørende i den dertil indrettede i dette forblæste, men også livgivende efterår.

*R. Kelly: TP-2.Com (Jive/Zomba) Udkommer i dag

*Jill Scott: Who Is Jill Scott? Words And Sounds Vol. 1 (Hidden Beach/Sony). Scott giver koncert i Lille Vega, Kbh., den 25. nov. Be there or be square